En velkommen pause i ny og næ i løbet af arbejdsdagen er nødvendig, hvis man skal præstere optimalt på arbejdet. Det kan enten være motion eller gymnastik, men eksperterne er enige om at pausen er vigtig.
Hjernen kører flad, hvis den skal arbejde i samme, høje tempo en hel arbejdsdag. Derfor anbefaler flere forskere meditation som middel mod mental træthed.
- Det er vigtigt at være bevidst om, at man har brug for at tage nogle breaks i løbet af dagen for eksempel ved at meditere. I atletik bliver der jo også løbet hurtigere på de korte distancer, og det samme gør sig gældende oppe i hovedet. Hvis man bare kører på i et konstant, højt tempo hele tiden, går man død, forklarer overlæge Troels Kjær fra Rigshospitalet til Magasinet Arbejdsmiljø.
Han har stået i spidsen for en netop afsluttet undersøgelse af effekterne ved at meditere, hvor 39 personer skulle meditere, mens 22 andre var i en kontrolgruppe. Undersøgelsen viste, at deltagerne, som mediterede, oplevede en større glæde vurderet ved en spørgeskemaundersøgelse end kontrolgruppen, selv om de som udgangspunkt lå på samme niveau.
Flere muligheder
Ifølge Troels Kjær er resultatet af undersøgelsen logisk, da meditation giver lige præcis det mentale temposkifte, man har brug for.
- I virkeligheden er det ikke afgørende, om der er tale om meditation, powernaps eller noget helt tredje. Det vigtige er, at man i løbet af arbejdsdagen bringer hjernen i en helt anden tilstand en gang imellem, siger han.
Gymnastik i pausen
For lægesekretærerne på Aalborg Sygehus er der i stedet for meditation indlagt daglige gymnastikpause. To gange om dagen flytter de ansatte fokus fra job til krop i form af 10 minutters øvelser for skuldre, nakke og ryg.
- Det ser sikkert fjollet ud for dem der kommer forbi ude på gangen, men det er faktisk meget effektivt, så det er noget vi benytter os af hver dag. Det løsner op, giver lidt ekstra energi og får gang i blodomløbet. Det kan godt mærkes, siger Linda Marie Mogensen til hjemmesiden jobogkrop.dk.
Gymnastikpauserne for lægesekretærerne på Aalborg Sygehus er en del af et større projekt, hvor man målrettet har arbejdet med at forbedre medarbejdernes fysiske og psykiske arbejdsmiljø.