Mobning, defineret som sårende eller nedværdigende handlinger mod en medarbejder eller kollega, er et stigende problem. 28. april er den Internationale Arbejdsmiljødag, og i Danmark sætter faglige organisationer i år fokus på mobning.
Fakta er, at næsten hver tiende lønmodtager i Danmark siger, at vedkommende har været udsat for mobning på sin arbejdsplads. Mobning koster årligt samfundet 7 mia. alene i sygedagpengeudgifter. Der er rum for forbedringer, men alligevel står det skralt til med forebyggelsen af mobning mange steder.
Få arbejdspladser har mobbeberedskab
En ny undersøgelse fra analysebureauet Catinét viser, at hele 43 % arbejder på en arbejdsplads, hvor der er dårlige vilkår for at håndtere og forebygge mobning.
- Når man tænker på, hvor mange lønmodtagere, der bliver psykisk skadet af mobning og at mange har svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen, er det stærkt kritisabelt, at så få virksomheder tager hånd om problemet. Når mobning får lov at udvikle sig på en arbejdsplads er det helt klart en ledelsesopgave at få det stoppet, siger FTF’s formand Bente Sorgenfrey.
Delt bevisbyrde i kampen mod mobning
Det er svært for mobbeofre at få erstatning for mobningen, og derfor foreslår LO og FTF, at der indføres delt bevisbyrde i mobbesager. Delt bevisbyrde kendes allerede fra sager om sexchikane, og betyder, at det ikke alene er den mobbede, der skal føre bevis i mobbesager. Arbejdsgiveren skal samtidig kunne bevise, at der ikke har fundet mobning sted.
- Det kan ikke være rigtigt, at man stort set aldrig kan få erstatning for psykiske overgreb, når det godt kan lade dig gøre, når man bliver fysisk overfaldet, siger LO’s formand Harald Børsting.