FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Arbejdsmiljø



30/09 - 2011
Sygefravær det laveste i 20 år
Sygemeldingerne kommer ind på de danske virksomheder i meget mindre grad i øjeblikket end nogensinde før. Sygefraværet rasler ned og eksperter giver finanskrisen skylden, skriver Dansk Arbejdsgiverforenings magasin, Agenda.

Sygefraværet er det laveste i 16 år, og det er både det private og det kommunale sygefravær, der daler. Langt flere kommunalt ansatte er dog fraværende på grund af sygdom end privatansatte.

Sidste år var den gennemsnitlige privatansatte syg i 7,4 arbejdsdage i løbet af et år, viser de nye fraværstal for 2010. I al den tid man har opgjort sygefraværet, har det aldrig været lavere.

Siden 2006 er det private sygefravær faldet fra næsten 10 arbejdsdage til 7,4 arbejdsdage. Også det kommunale sygefravær falder, mens de statsansatte ligger nogenlunde fast på ca. 8,7.

- Sygefraværet er i dag kommet langt mere ud af skabet. Nu er sygefraværet ved at være en naturlig del af det at køre en forretning, og det er ikke så farligt at tale om mere. Den holdningsændring, tror jeg, er helt afgørende for, at vi har et faldende sygefravær, siger Camilla Høholt Smith er seniorkonsulent i Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats (CABI) til Agenda.

Professor Niels Westergård-Nielsen fra Århus Universitet oplever også det faldende sygefravær i sin forskning. Han har denne forklaring:

- Dels kan det skyldes krisen, fordi folk bliver lidt nervøse for deres job og er mere tilbageholdende med at melde sig syge. Men det kan ikke forklare det hele, for sygefraværet er lavere end under tidligere kriser. Der er ikke tvivl om, at virksomhederne har gjort en større indsats på området og tager aktivt del i at nedbringe sygefraværet, siger han og peger på, at det også kan være afgørende, at arbejdsgiveren ifølge nye regler skal betale løn til den sygemeldte fra 15 dage til 21 dage.



En nyere undersøgelse viser at 72 % af danskerne møder op på jobbet, selv om de reelt er syge nok til at de kunne blive hjemme. Sociolog Claus D. Hansen fra Aalborg Universitet der har lavet undersøgelsen, advarer dog om, at hvis man gør det ofte, så øges risikoen for en langtidssygemelding.



Selvfølgelig er der masser af mennesker, der sagtens kan klare en skrantende dag på arbejde. Men hvis man gør det mere end fem gange årligt, øger det statistisk set sandsynligheden for en langtidssygemelding, siger han til Avisen.dk.



Hans undersøgelse viser desuden at halvdelen af danskerne finder det eksempelvis urimeligt at blive i sengen, hvis de "kun" har 38,2 graders feber, og der i forvejen er for få på arbejde.

« Tilbage til Arbejdsmiljø-info

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk