FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Arbejdsmiljø



20/04 - 2010
Ti minutter til at strække ud
Lidt ekstra tid oven i frokostpausen er en god ting, når den bruges til at strække stive og ømme muskler. Sådan gør de i Faaborg

De ansatte på Faaborg Løve Apotek får ti minutters ekstra pause. - Foto: Colourbox.

- Jeg synes bestemt, at jeg mærker en forskel fra før vi fik pausen, siger farmakonom Mona Johansen, tillidsrepræsentant for farmakonomerne på Fåborg Løve Apotek.

Her har personalet nemlig fået en aftale i stand med apotekeren, der betyder, at de ansatte i forbindelse med hver frokost får ti minutter ekstra fri fra skranken, eller hvor de nu arbejder.

 

Råd fra fysioterapeut

- Oprindelig var det faktisk en kollega, der fik ideen og gik til chefen med forslaget. Og i forbindelse med, at vi fik ordningen i gang, fik vi besøg af en fysioterapeut, der instruerede os i nogle øvelser, som kan hjælpe med at strække ømme muskler ud. Det hjælper på skuldre, nakke og hænder, fortæller Mona Johansen.

 

Apotekets otte-ni farmakonomer og andre ansatte holder frokostpause i to hold, så bemandingen i skranken ikke lider under den lidt længere pause.

 

God ordning for alle

- Om det er et festligt syn, når vi står og strækker os? Det ved jeg nu ikke, men det er altså en god hjælp til at imødegå trætte og ømme muskler. Så vi synes det er en god ide, og mon ikke, at det også betaler sig i sidste ende, mener Mona Johansen.

 

- Det er nok både en fordel for os som ansatte og for chefen, for vi kommer sikkert til at arbejde lidt mere effektivt, når vi har fået lejlighed til at strække ud, siger hun.

 

Den holdning deler apotekets souschef farmakonom Pernille Nielsen, som påpeger, at apoteket har oplevet mindre sygefravær i år end sidste år.

 

- Og kunderne kommer da ikke til at vente på grund af den ekstra pause, når vi går fra i to hold, siger hun og forklarer, at ordningen egentlig blev foreslået, før personalet fik en sundhedsforsikring med i overenskomsten.

 

- Dengang havde apoteket selv tegnet en forsikring for medarbejderne, og som en tillægsforsikring havde vi en ordning, hvor de ansatte kunne få otte forebyggende behandlinger af en fysioterapeut. Vi har jo aflastningsstole og måtter på gulvet, for vi vil jo gerne bidrage til at have sunde medarbejdere. Og da sundhedsordningen kom med i overenskomsten, ville vi gerne fastholde en forebyggende indsats, forklarer souschefen.

 

- Det blev til de ti minutters gymnastik til lidt afslappende musik, som vi indleder frokosten med. Og de ti minutter bliver altså benyttet til gymnastik, som det er meningen, understreger hun.

 

« Tilbage til Arbejdsmiljø-info

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk