Mobning kan ramme selv den bedste arbejdsplads som en influenza. Pludseligt og uden varsel. Ny bog giver inspiration til forebyggelse. Bogen er gratis at downloade.
Hvad gør man for at stoppe mobningen og hvad kan man gøre for at forbygge den? Det kan man nu få inspiration til i bogen "Forebyggelse af mobning på arbejdspladsen - en håndbog", som det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og konsulentfirmaet CRECEA har udgivet.
Mobning truer hele arbejdspladsen
Mobning er ikke bare et problem, for den der enten mobber eller bliver mobbet, men for hele arbejdspladsen, fordi det kan være med til at ødelægge alles arbejdsglæde.
Hvad er mobning, hvordan identificerer man mobning, hvordan kan man forebygge mobning og hvordan kan man komme af med mobningen, hvis det foregår på arbejdspladsen?
Det er i hovedtræk, hvad man kan finde i bogen, alt sammen fulgt op med pædagogiske eksempler, der gøre at de knap 80 sider er hurtigt læst og nemme at forstå og omsætte i det praktiske arbejde med at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø.
Alle skal tage ansvar
Hvis man skal have succes med at bekæmpe mobningen, må man sikre, at både medarbejdere og ledelsen er med til udformningen af mobningspolitikken. Sådan sikrer man at flest muligt får et medejerskab af politikken. Det kræver ikke mindst en synlig ledelse på arbejdspladsen, som sætter sig igennem og ikke lader enkelte medarbejderes gerninger passerer eller endnu værre selv deltager i mobningen.
Bogen gør bl.a. en pointe ud af at understrege, hvor vigtigt det er, at der er klare retningslinjer for hvad der sker, hvis arbejdspladsens mobningspolitik bliver overskredet.
Lidt groft kan arbejdet med mobning ifølge bogen koges ned til at en åben dialog, klare retningslinjer og løbende opmærksomhed på problemet som den bedste forebyggelse mod mobning.
Ikke kun til kommunen
Kan man se igennem fingre med den til tider lidt overpædagogiske tilgang og at bogens eksempler og forslag virker til fortrinsvis at være rettet mod store offentlige arbejdspladser, hvor der er tilknyttet både personalechefer, HR-konsulenter og andet godtfolk, så er "Forebyggelse af mobning på arbejdspladsen - en håndbog" et godt og brugbart værktøj til at komme i gang med at udforme en politik mod mobning på arbejdspladsen.
Bogen henvender sig til tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter.
"Forebyggelse af mobning på arbejdspladsen - en håndbog"
af Eva Gemzøe Mikkelsen og Annie Høgh
Paperback: 80,00 kroner, Download: Gratis
Bogen kan downloades her.