|
Med den nuværende overenskomstsituation blev det meget klart, at arbejdsmiljøet på apotekerne ikke er det bedste. Det fik mig til inden nejet til det første forlig at skrive en leder ”Ondt i arbejdsmiljøet”.
Den del tog vi den første drøftelse af, da jeg var til møde i Apotekerforeningen for et par dage siden i regi af ”Styregruppe for arbejdsmiljø på apotek”. I styregruppen er både Apotekerforeningen, PharmaDanmark, Crecea og Farmakonomforeningen repræsenteret.
Min leder dannede grundlag for en lang drøftelse. Alle er bekymrede. Alle vil gerne tage initiativer til forbedring. Men hvad er det lige der skal til? I første omgang skal vi i gang med en kortlægning og derefter skal det overvejes, hvilke tiltag vi kan gøre, og hvilke redskaber der skal udvikles.
Det handler om anerkendelse. Det handler om ledelse. Det handler om samarbejde. Men det handler også om de vilkår vi udsættes for – alle på apotek. Og det handler om rekruttering. Det handler om trivsel. Og det handler om sundhedsfremme.
Der er nok at tage fat på! Men vi vil holde fokus på disse udfordringer.
Jeg vil senere invitere til dialog om dette tema her på min blog, når vi er kommet lidt længere i processen.
Susanne Engstrøm
|