I den forløbne uge har vi oplevet overvejelser om fyringer på hospitalerne i Region Hovedstaden. Det blev også i denne uge et faktum for hundredvis af medarbejdere på Herlev Hospital. Jeg undrer mig. Forarges! Og jeg forstår ikke. Hvad handler det lige om?

Vi ved, at en af fremtidens udfordringer bliver rekruttering af nok sundhedspersonale. Regeringen har været rigtig ivrige med at give en lang række af behandlingsgarantier. Det gør befolkningen tryg og det er vel også rimeligt især ved meget alvorlige sygdomme, hvor det er vigtigt med en hurtig indsats med henblik på helbredelse.

Jeg tænker, at behandlingsgarantien er blevet for at komme, men der er åbenbart ikke fulgt resurser nok med. Så skal der spares! Man tænker: Hvad vil det så gå udover. Vil der bliver længere ventetider andre steder? På sygdomme uden behandlingsgaranti? Hvad med omsorgen?

Hvad med det sundhedsvæsen i verdensklasse som alle politikere taler om og siger de har som mål?

Reaktionen fra formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengård (V) er, at hvis regionerne ikke kan klare opgaven, kan den løses andre steder. Mon ikke han mener privathospitalerne, hvor også regionerne skal betale regningen. Det vil regionernes økonomi nok ikke blive bedre af.

Er der en bevidst strategi om at udstille regionerne som uduelig og samtidig ødelægge et offentligt sundhedsvæsen? Mistanken er nærliggende. Eller tager jeg fejl?

Susanne Engstrøm