|
Hermed det bedste ønsker om et godt fagligt nytår til alle læsere af min blog.
Et år er gået siden denne blog glødede af frustration og forståelig vrede over Receptserver og PharmaNet. Har jeg ret i, at den netop overståede december, jul og nytår har været præget af en anderledes ro, om end der jo altid er meget travl på denne tid på apotekerne? Det er i hvert fald min klare fornemmelse! Vi håber, det må vare ved, selvom IT ind i mellem kan være drilsk.
2008 startede altså med et ”nu er det snart nok” og det er en følelse, som på mange måder har kendetegnet en stor del af 2008, hvor overenskomstforhandlingerne på både apoteksområdet og det offentlige område vil være det erfaringsrige billede.
I slutningen af 2008 var det foreløbige punktum et vellykket Landsmøde, hvor vi samlede op på de mange møder med medlemmer og tillidsrepræsentanter.
Med det i bagagen ser jeg nu frem til et nyt og friskt år, hvor vi sætter fokus på en lang række af udfordringer, som ønsket af medlemmerne og besluttet af Landsmødet.
Jeg håber, at 2009 bliver præget af et bedre arbejdsmiljø, faglig udvikling og respekt for det fællesskab, som vi har i Farmakonomforeningen.
Jeg glæder mig til at tage fat og håber at møde mange medlemmer i en god og fremadrettet dialog i det kommende år.
Har du særlige ønsker for året 2009?
Velkommen til et nyt blog-år!
Susanne Engstrøm |