|
I dag fejres landet over, at kvinderne fik valgret til kommunalvalg for 100 år siden. Senere, nemlig i 1915, kom valgretten til Folketinget. Kvinders valgret kom ikke bare dumpende ned fra himlen. Forude havde mange kvinder og mænd med stor ihærdighed sat ind i kampen for ligestilling.
Her i 2008 kan vi så fortsat læse om mangel på ligestilling, fx når talen falder på besættelse af bestyrelsesposter i det danske erhvervsliv. Det er ikke fordi, at de kvinder ikke findes, for i Norge kan de bruges. Danske kvinder i bestyrelser i Norge, fordi de rent faktisk har en lov, som skal sikre ligestilling. Tankevækkende!
Samtidig har vi sat fokus på ligeløn. Ligeløn mellem kvinder og mænd på det offentlige område. Ligeløn mellem det offentlige og det private. Ligeløn for lige arbejde.
Det har vi sammen med øvrige organisationer sat fokus på. Og derfor strejker vi på det offentlige område. Derfor har vi støttet et projekt ”Ligeløn – nu”. Og derfor gik vi med stort banner gennem Københavns gader sidste torsdag. Vi fyldte ikke meget blandt de 30.000, men vi var der. Vi var der for at støtte sagen og sætte fokus på det. Vi var der for at støtte de offentlige ansatte farmakonomers lønkamp, som også er Farmakonomforeningens. Det er også en lønkamp for dem på de private apoteker. Et privatapotek er nemlig et blandingsprodukt af privat og stat. Et apoteks indtjening reguleres af staten, hvorfor arbejdsgiverne - Apotekerforeningen – mere end blot skæver til overenskomstresultatet på statens område. Og derfor har apoteksområdet altid afspejlet det offentlige områdes lønninger, selvom niveauet er en anelse højere!
De mange kommentarer til mit sidste indlæg på bloggen ”Et godt forlig” giver derfor også i den forbindelse anledning til nogle få overordnede kommentarer.
Vi svigter ikke de offentlige ansatte, som Annette Ankerlund skriver, ved at havde indgået et forlig på privatapoteksområdet. Vi må nemlig tage kampene der, hvor vi kan høres. Og jeg har svært ved at forestille mig en lønkamp starte på vort private apoteksområde, hvor vi er så få målt op i mod hele Sundhedskartellet. På Sundhedskartellets område kunne vi samle 30.000 på Christiansborgs Slotsplads med stor medieovervågning.
Strejken markerer et nej til de 12,8 % og med det indhold, som var i ”tilbuddet” fra KL og Danske Regioner. Men det markerer flere dagsordner på en gang. Det handler nemlig grundlæggende om et langstrakt projekt om ligeløn, og derfor er budskabet ”15 % og en Ligelønskommission”. ”Det handler også om noget større, nemlig, Fremtiden for det danske sundhedsvæsen”!
Vi er med! Vi har en strategi! Jeg går gerne forrest, som i torsdags, under banneret med den klare besked: ”Farmakonomer vil have rette løn i rette lomme”. Og vi sang sammen med Rasmus Nøhr og de mange sygeplejersker: ”Mere i løn” og ”Lønnen den skal op”, men så skal vi være lidt flere end de 12, som mødte op!
Susanne Engstrøm |