|
Tak for de mange indlæg på min blog vedr. urafstemningsresultatet. Også tak for de mange positive tilkendegivelser om både om min generelle indsats samt min optræden på TV.
Jeg vil lidt i helikopterperspektiv samle op på kommentarerne.
Overenskomst er et fællesanliggende
Der er rigtig mange ønsker til de kommende forhandlinger. Sammenlagt er ønskerne ikke opnåelige! Hvis jeg sammenlægger kommentarer er alt i spil og nogle ønsker noget, som andre ikke vil have. Sådan virker det ikke i et fællesskab. Farmakonomer har altid udgjort et stærkt fællesskab, og det er vigtigt at værne om. Der skal være plads til alle. Og vi skal forsøge fortsat at tage hensyn til hinanden og gældes over hinandens muligheder.
En enig hovedbestyrelse har besluttet ud fra de mange tilkendegivelser, som er kommet siden vi indgik apoteksforliget, at kravet til de fortsatte forhandlinger handler om Mere i løn! Og argumenterne er fortsat, som det har været hele tiden, følgende: Arbejdsmiljøet, kompetencen, problemer med EDB´en, rekruttering og fastholdelse.
Hvorfor er vi ikke allerede i strejke
Der er nogle klare regler, som skal overholdes. En strejke skal ifølge Hovedaftalen varsles med mindst 1 måned til en 1. i en måned, og derfor er 1. juli den absolutte første mulighed! Hvis der ikke opnås et forhandlingsresultat inden kan vi dog ikke være sikrer på, at strejken træder i kraft 1. juli. Forligsmanden kan udsætte en strejke i 2 x 14 dage. Så det kan blive den 1.7 eller 19.7 eller senere. Det kan vi ikke vide. Det bestemmer forligsmanden ifølge lovgivningen. Det er spilleregler vi ikke selv har indflydelse på. Det kan selvfølgelig skabe usikkerhed, men det er en usikkerhed alle lønmodtagere må leve med i forbindelse med en konflikt.
Hvorfor skal alle ikke i strejke
Hovedbestyrelsen har fastlagt en strategi, som skal være effektiv og give synlighed. Og som er økonomisk forsvarlig. Og det mener vi det udsendte konfliktvarsel lever op til.
Farmakonomforeningen skal betale løn til alle strejkende farmakonomer. Jo, flere i strejke jo flere penge skal medlemmerne betale i ekstra strejkekontingent.
Dertil skal bemærkes i øvrigt, at mange andre organisationer, som det er set flere gange i dette forår, også kun udtager ca. 10-15 % til strejke. Vores strategi gør, at vi ikke skal forhandle beredskab, hvilket vi skulle, hvis alle blev udtaget.
Så det er en klog strategi!
Elever under en konflikt
Der har været flere spørgsmål om elevernes rolle under konflikten. Elevformanden har givet beroligende svar. Vi tager selvfølgelig også hånd om denne særlige udfordring med fokus på, at I er under uddannelse. Jeres løn vil fortsat blive betalt af apoteket! I skal nok blive informeret!
Konfliktside og information
Vi kan tidligst komme i konflikt den 1. juli 2008, og vi vil selvfølgelig informere og rådgive. Vi har allerede i dag åbent en konfliktside, som løbende vil blive opdateret. Det vil derfor i den kommende tid blive muligt at få svar på mange spørgsmål. Jeg vil senere i forløbet åbne et specielt blogindlæg, hvor der kan stilles spørgsmål.
Vi vil i god tid inden konflikten udarbejde en konflikt-ABC og vil løbende holde tillidsrepræsentanterne orienteret. Der vil herudover blive særligt fokus på information til de konfliktramte apoteker. Vi har allerede i dag udsendt en INFO til alle apoteker, hvor der er svar på mange af jeres spørgsmål.
Hvad sker der lige nu?
Allerede på fredag sætter vi os til forhandlingsbordet igen sammen med Apotekerforeningen. I den kommende tid vil det vise sig om vi kan komme frem til et nyt forhandlingsresultat eller om det skal fortsætte i Forligsinstitutionen.
Susanne Engstrøm |