|
Apotekerforeningen forslog for et stykke tid siden Sundhedsministeriet, at lovgivningen igen skal stille krav om cand. pharm.-bemanding af apoteksfilialer. Men dog med dispensationsmulighed for bemanding alene med farmakonomer, hvis der ikke lige er en cand. pharm. på lager.
Jeg har skrevet om det i en leder og det var også en del af min beretning til delegeretmødet den 6.- 7. november i år, hvor hele delegeretmødet tilkendegav utilfredshed med Apotekerforeningens adfærd, som er ren chikane af den største medarbejdergruppe på apotek. Heldigvis – skriver de ikke lovene!
Nu har en af de delegerede taget handsken op og har på denne hjemmeside under Debat skrevet et flot oplæg til kommentering og debat.
Jeg har flere gange fået henvendelser fra farmakonomer, som leder en apoteksfilial, der er meget pikeret over Apotekerforeningens fornærmende forslag. Det gælder også henvendelser fra medlemmer, som ikke selv er ansat på en apoteksfilial.
Det vil være dejligt, hvis alle de medlemmer kom med deres synspunkt enten som en kommentar her på bloggen eller på debatsiden.
Lad mig høre din mening og lad os sammen få det forslag taget af bordet!
Susanne Engstrøm
|