Jeg har ofte hørt tidl. Statsminister Anders Fogh Rasmussen og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen rose den danske aftalemodel. De to ”Rasmussser” har meget gerne i taler og på rejser rundt i verden undervist andre statsleder i det fleksible danske arbejdsmarkedet – den såkaldte flexicurity-model.

Denne klare holdning kom tydeligt til udtryk under forhandlingerne i 2008: ” Vi blander os ikke i forhandlingerne. Det må parterne selv klare. Vi respekterer den danske model.” Blev der sagt med et helligt blik i øjnene i respekt for den danske fagbevægelse. Eller hvad?

I denne uge kom der sandelig ubalance i den holdning. Regering har sammen med Dansk Folkeparti lavet meget markante stramninger i dagspengesystemet. Blandet andet halveres dagpengeperioden fra 4 år til 2 år. En af begrundelserne er, at de ledige vil blive mere aktive i deres jobsøgning. Aktive til hvilke job midt i en tid med stigende arbejdsløshed? Og de nye jobs der evt kommer passer måske ikke til de langtidsledige. Det nødvendiggør investering i uddannelse!

Der skal skaffes 24 mia. til forbedring af dansk økonomi, men hvorfor er det primært dagpengemodtagere, børnefamilier, unge under uddannelse, der får regningen for den finansielle krise? Og samtidig bliver den danske velfærd sat på spil.

Et forslag om at nedsætte fradragsloftet for faglige kontingenter viser med alt tydelig, at det ikke kun er besparelser man er gået efter, men lønmodtagerne og deres organisationer. Regeringen er sandelig fleksible i deres holdninger! Hvad kan man snart stole på?

Det er klar utilfredsstillende!

Det er tid at sige NEJ til den genopretningspakke. Farmakonomforeningens hovedorganisation FTF er sammen med LO ved at planlægge en demonstration.

Vi vil hellere have flere jobs, mere uddannelse og mere værdighed.

Susanne Engstrøm