|
Jeg satte mig godt til rette foran TV´et den 21. marts, da DR magasinet Penge satte fokus på efterløn.
Her tog man fat i fire lønmodtagere på forskellige stader i arbejdslivet blandt andet en 20-årig kvindelig elektrikerlærling, som fik et råd om ikke at være medlem af en A-kasse., da pengene vil være bedre anbragt i en pensionsordning. Jeg blev virkelig vred! Hvordan i alverden kan en rådgiver give et sådant råd ud i den blå luft?
Hans argument var, at det ikke var sandsynligt, at hun ville blive arbejdsledig. Han kunne i princippet også havde sagt, at det er unødvendigt at tegne en brandforsikring på et hus, da sandsynligheden for brand er lille!
Ingen kan vide, hvordan arbejdsmarkedet ser ud om fx 20 år, hvor den pågældende elektrikerlærling kun er 40 år. Der var ingen oplysning om, at man mister retten til dagpenge – også hvis man i korte perioder af ens arbejdsliv står uden arbejde.
Betaling til efterlønsordning for én i dag helt ung person kan måske diskuteres, men at stå uden for en A-kasse vil være uklogt. Det er en forsikringsordning, som en hver lønmodtager bør betale til for sin egen skyld.
Susanne Engstrøm |