|
Regeringen har i den senere tid haft trepartsforhandlinger med de offentlige arbejdsgivere – kommuner og regioner – samt med de tre hovedorganisationer FTF, LO og AC. Trepartsforhandlingerne er et led i den planlagte kvalitetsreform.
Jeg er medlem af FTF´s forretningsudvalg og har fulgt det kæmpe arbejde FTF´s sekretariat og forhandlingsdelegation har lagt i disse forhandlinger, hvor målet var at tage initiativer, som kunne forbedre de offentlige ansattes arbejdsvilkår til glæde for borgerne.
Men lørdag nat forlod FTF forhandlingerne på baggrund af spørgsmålet om ret til efteruddannelse. Da statsministeren lancerede trepartsforhandlingerne pegede han på tre FTF-grupper - skolelærere, sygeplejersker og socialrådgivere - og sagde, at det er vigtigt, at medarbejderne er med i processen. Det er de ikke mere. FTF blev ikke imødekommet på hovedkravet om ret til en uges efteruddannelse om året. FTF-grupperne er med deres uddannelse og faglighed afgørende for at kunne yde borgerne velfærd af høj kvalitet. Det burde interessere arbejdsgiverne og regeringen, hvis det virkelig er velfærdens kvalitet, det her handler om.
Men alligevel indgik Regeringen søndag eftermiddag en trepartsaftale alene med AC og LO på lønmodtagersiden.
Regeringen burde have gået efter et resultat, hvor alle kunne være med. Det er ærgerligt og beklageligt. Og jeg tænker hvad nu? Alle vi borgere har brug for dygtige pædagoger til at passe vores børn, dygtige lærer til at undervise vores børn og dygtige sygeplejersker og andet sundhedspersonale til at pleje og behandle de syge og deltage i forebyggelse. Og netop deres efteruddannelse blev ikke prioriteret af Regeringen.
Susanne Engstrøm
|