Når du vender tilbage til dit arbejde – for eksempel på nedsat tid – så må dine opgaver og funktioner ikke være væsentligt anderledes end før du blev syg, medmindre du selv har sagt ja til det. Din arbejdsgiver må altså ikke give dig et helt andet jobindhold uden dit samtykke.
Hvis du er i tvivl om dine muligheder eller rettigheder som sygemeldt, så kan du tage en snak med din tillidsrepræsentant.
Du kan også kontakte Farmakonomforeningen, og få hjælp fra vores faglige konsulenter. Vær opmærksom på, at du altid bør kontakte os, hvis din arbejdsgiver opsiger dig eller sender dig en varsling om, at du kan blive sagt op. Vi går ind i din sag, og vurderer om din afskedigelse er saglig. Vi vil skaffe dig de bedst mulige opsigelsesvilkår.