FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt



2008/04 - Alt ved det gamle – med den ny
Når en ny apoteker tiltræder, så overtager den nye alle den gamles forpligtelser i ansættelsesforholdet

– Mange tror, at de mister alle deres rettigheder, når de får ny apoteker. Det er forkert. Den nye apoteker overtager alle de forpligtigelser, der måtte være i ansættelsesforholdet mellem en medarbejder og den afgående apoteker, fortæller faglig konsulent, cand.jur. Pernille Thykier, Farmakonomforeningen, som ofte er ude for bekymrede farmakonomer på apoteker, der står over for at skulle have ny apoteker. – Et apotekerskifte er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. Det betyder, at de vilkår, de har i ansættelsen, overtager den nye apoteker. Så de behøver ikke være urolige. Der sker ingenting.

 

– Selvfølgelig kan den nye apoteker godt lave om på timer eller andre vilkår, men det skal så ske med almindeligt varsel. Fuldstændig de samme betingelser som den afgående apoteker havde, tilføjer hun. – Så mit bedste råd er at slå koldt vand i blodet og lade være med at være bekymrede for, om de nu pludselig bliver sat ned i tid. Med den nye apoteker vil det være, som det altid har været i forhold til deres individuelle rettigheder.

 

Fortsæt som hidtil

– Ofte hører vi også om tvivl om ferie- og kursusplaner. Og her vil jeg anbefale at fortsætte den praksis, man hidtil har anvendt på apoteket, siger Pernille Thykier. – I den første tid har en ny apoteker mange andre ting at tænke på end den daglige drift, så det kan være en fordel for apotekeren, at personalet i en vis udstrækning er selvkørende og fortsætter ad samme spor som hidtil.

 

Hun opfordrer i øvrigt til at ringe ind til Farmakonomforeningen: – Alle er velkomne til at ringe, hvis de har spørgsmål i forbindelse med apotekerskifte, for eksempel om rettigheder og ansættelsesforhold. Men også andre tvivlspørgsmål er velkomne.

 

Se mulighederne

– Og så kan jeg ikke lade være med at opfordre til at se mulighederne i det at få en ny arbejdsgiver. Tit viser det sig jo, at noget af det, som tidligere har været lukket land hos den gamle apoteker, nu lige pludselig kan blive en realitet, siger Pernille Thykier og henviser til eksemplet på Jernbane Allé Apotek, hvor de efter 14 dage med en ny apoteker fik indført direkte receptekspedition. Noget personalet havde råbt og skreget efter i flere år.

 

– Med en ny apoteker bliver ting mulige, så derfor skal man tage imod udfordringen med interesse og nysgerrighed frem for bekymring, tilføjer hun. – Det kan blive en super oplevelse at få en ny apoteker.

« Tilbage til Apoteksstruktursager

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk