Det kom ikke som den store overraskelse for personalet på København Jernbane Allé Apotek, da deres apoteker gennem næsten 25 år i august 2006 meddelte, at han nu ville indgive sin afskedsbegæring. Igennem længere tid havde de vidst, hvor det bar hen.

– Alligevel tænkte vi alle: Åh, nej, hvad nu?, fortæller tillidsrepræsentant og farmakonom Berit Wiingaard Hansen. – Selvfølgelig glædede vi os. Vi trængte til et spark bagi. For når en apoteker beslutter sig for at gå af, så går meget i stå. Alligevel var det i første omgang mest de negative følelser, der fik overtaget.

– Hurtigt gik snakken om, hvem der mon var mulige emner til ny chef. I sådan et lille fag som vores svirrer mange ikke særlig opmuntrende rygter. Og selvom man godt ved, at man ikke skal lytte til rygter, så begynder man at lytte. Man kan simpelthen ikke lade være, fortæller hun. – Alle kender jo nogen, der engang har arbejdet sammen med en eller anden osv. Det kan være rygter om, at den og den for eksempel ikke vil have ældre farmakonomer ansat, og at den og den bare er helt umulig at samarbejde med. Rygterne svirrer, og til sidst bliver man bare så forvirret og frustreret. For hvad kan man gøre? Og hvad er rigtigt? Og forkert?

En fjer bliver til fem høns

Usikkerheden blandt personalet gik også på, om de mon kunne få lov til at fortsætte som hidtil, om de kunne beholde deres fridage og fleksjob, og om de overhovedet måtte sige op, når apotekerens afskedsbegæring var indsendt.

– Det sidste rygte fik vi heldigvis hurtigt aflivet ved at ringe ind til Farmakonomforeningen. For det er jo ikke sandt, at man ikke kan sige op i den periode. Alt foregår som hidtil, fortæller Berit Wiingaard Hansen. – Men inden jeg fik ringet ind i foreningen, havde vi gået og skruet hinanden helt urealistisk op og gjort det til et kæmpeproblem.

– Vi så en masse spøgelser – og havde masser af tid til det – i det halve år, det tog, inden der var en afklaring på, hvem der blev ny apoteker, fortæller hun. – Og en fjer blev meget let til fem høns.

Flere spørgsmål end svar

Men der var også mange uafklarede spørgsmål. Og Berit Wiingaard Hansen og hendes kolleger følte ikke, at de fik nok informationer udefra om alt det ukendte, de ved apotekerskiftet blev stillet over for. Derfor måtte de selv finde svar på de spørgsmål, de havde.

Kort efter, at de var blevet bekendt med, at deres apoteker holdt op, holdt farmakonomerne et møde, hvor de blandt andet forsøgte at få svar på spørgsmålene. Efterfølgende havde Berit Wiingaard Hansen så kontakt til foreningen et par gange for svar. Her fik hun også henvisning til Apotekerforeningens pjece Ny apoteker – gode råd om indledning af samarbejdet, som også var en god hjælp. Men generelt kunne de godt ønske mere information om deres situation.

– Det havde været fedt, hvis vi havde fået et brev fra foreningen, som kort fortalte, at nu har din apoteker indgivet sin afskedsbegæring, der sker det og det i fremtiden, du skal vide det og det og være opmærksom på det og det, fortæller hun. – Kort sagt et brev, hvor der stod: Tag det roligt, læs det her og lad være med at blive hysteriske!

Mange unødige bekymringer

På farmakonommødet talte de også om forventninger og ønsker til den nye apoteker. Dem præsenterede de så, da forfremmelseskonsulenterne kom på besøg på apoteket.

– Over for forfremmelseskonsulenterne kunne vi så endelig få fortalt om vores ønsker og forventninger til den nye apoteker – og stille spørgsmål. Det var rigtig godt, men jeg synes, at forfremmelseskonsulenterne kom for sent i forløbet, fortæller Berit Wiingaard Hansen. – De kom først efter ansøgningsfristen var udløbet, og vi havde haft brug for, at nogen var kommet på banen før. På det tidspunkt var vi nået at blive både frustrerede og rådvilde af at vente og vente og ikke rigtig få svar eller komme af med vores ønsker.

Et andet stort usikkerhedspunkt var, at apoteket i begyndelsen af 2007 blev slået op som enten selvstændigt apotek eller supplerende enhed. Apotekspersonalet vidste således ikke, om det blev det ene eller det andet, og hvilke konsekvenser det ville få: – Det kunne vi også få meget ud af. Skulle vi mon være ansat begge steder? Kunne vi risikere at blive sendt fra det ene sted til det andet? Og så videre. Alle sådanne spørgsmål gik vi og spekulerede over, fortæller Berit Wiingaard Hansen. – Og faktisk kender vi stadig ikke svarene på det hele, men nu tager vi det, som det kommer.

– Set i bakspejlet kunne vi måske nok have brugt foreningen noget mere. Engang imellem gik vi og hidsede hinanden lidt for meget op og har garanteret gjort os mange unødige bekymringer, fortæller hun. – Samtidig prøvede vi også at sige til hinanden om at tage det roligt og slå koldt vand i blodet. For hvad var egentlig problem­et? Hvis det ikke gik, kunne vi jo bare finde et andet job.

»Plejer« er død

I maj blev Aslan Asghari udnævnt til ny apoteker, og han tiltrådte i sommeren 2007.

– Det er sådan lidt underligt i princippet at skulle have en ny kollega, som man slet ikke har haft indflydelse på, hvem bliver, fortæller Berit Wiingaard Hansen, som ikke kendte sin nye chef ud over, at hun havde set ham til et par møder. – Men her på apoteket var vi enige om at være åbne fra starten over for den nye apoteker og tage imod de ændringer, der måtte komme. Og det synes jeg, vi har været rimelig gode til. For vi har virkelig ønsket, at der skulle ske noget.

– Men det er da svært at se et fremmed menneske komme ind i vores apotek og bestemme over os og tilmed have ideer om noget, der skal laves om, fortsætter hun. – På den anden side, så ville vi jo ikke komme langt med at sætte os hen i et hjørne og sige, at sådan plejer vi at gøre.

På dagen for udnævnelsen sendte personalet blomster til den nye apoteker (der blev ikke holdt reception). Og apotekeren selv kom samme dag ned på apoteket med en stor frugtkurv for at hilse på personalet, og efterfølgende besøgte han apoteket et par gange – dog primært for at tale med den afgående apoteker. På dagen, hvor han tiltrådte, blev der holdt morgenmøde, hvor han fortalte om sine tanker – og ugen efter på et personalemøde blev tingene yderligere uddybet.

Og ting skete. Allerede efter 14 dage var der indført direkte receptekspedition. Et ønske, som personalet længe havde næret: – Det var rigtig dejligt, fortæller Berit Wiingaard Hansen. – Vores forventninger til den nye apoteker var, at han gav os et spark ind i en ny tidsalder. Og det har vi fået.

– Og så ville vi gerne have en købmand, så vi kunne få gang i butikken. Og det har vi også fået, tilføjer hun.

Ikke uproblematisk

Men det har naturligvis heller ikke været helt uproblematisk at få en ny chef med nye ideer og andre måder at gøre tingene på, for eksempel at kommunikere. Berit Wiingaard Hansen havde været tillidsrepræsentant i et par år, men som hun selv siger: – Mere af navn end af gavn. Jeg var vant til, at al kommunikation gik fra apotekeren gennem souschefen og ud til os. Da den nye apoteker kom, holdt souschefen op, og så skulle jeg være bindeled mellem apotekeren og mine kolleger. Det var jeg bare ikke rigtig klar over, og jeg blev heller ikke gjort opmærksom på, at det nu var min opgave, fortæller hun. – Der var en overgang, hvor jeg tænkte: Sikke en rar mand, nu fortæller han mig det, og nu fortæller han mig det. Det var da venligt af ham. Og der gik lidt tid, førend jeg fandt ud af, at det ligesom forventedes, at jeg formidlede det videre til mine kolleger. Det var lidt svært i starten, men nu går det fint.

– Her på apoteket har vi talt om, at det havde været rigtig godt, hvis man på en eller anden måde, inden den nye apoteker starter, kunne få en handlingsplan, så man på forhånd vidste, hvad den nye chef ville, fortæller Berit Wiingaard Hansen. – Noget information om, hvem den nye er, hvad vedkommende ønsker, synes, forventer og tror. Det kunne være rart, for så vidste man lidt mere på forhånd, hvor man stod – og kunne forberede sig på det, så vi alle kunne bidrage til at få den bedste start.