FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Apoteker i udlandet
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

05/11 - 2009
2009/17 - Apotekeren arbejder 98 timer om ugen
Sherkar Singh er den 25-årige ejer af et apotek i Nepals hovedstad, Kathmandu. Han og hans tre assistenter betjener kunder 14 timer om dagen. De kommer med alt fra kløe i hovedbunden til blå negle på storetåen.

– Når vi bliver kronragede, får mange af os knopper på issen. Det klør vanvittigt, siger Janchen Lhakang, der er en ung og næsten skaldet nonne.

 

Hun beder farmaceuten, den 25-årige Sherkar Singh, om en lindrende creme, hun kan smøre i hovedbunden.

Ved samme lejlighed skal nonnen også have øjendråber mod allergi og fem tuber salve mod insektbid.

– Der er mange væggelus på klostret, siger hun forklarende.

 

Fra reolen, der dækker hele væggen, finder Sherkar Singh medikamenterne frem og lægger dem på disken foran nonnen.

Ekspeditionen bliver afbrudt af en stor mand med sort strittende skæg fra hagen, der gør opmærksom på sig selv ved at hoste højlydt og banke sig på halsen.

 

Sherkar Singh tager en papkasse fra bordet bag sig og finder en blisterpakning frem, som han river over. Nonchalant smider han den halve dosis piller foran den hostende mand og vender igen opmærksomheden mod nonnen.

 

De snakker videre om kløe i hovedbunden og kløe på benene, mens manden med stritskægget studerer sine piller.

Hostende griber han en pengeseddel i bukselommen, som bliver betragtet indgående, inden den lander på disken foran Sherkar Singh, der trækker en stor skuffe med slidte kanter ud og skødesløst kaster sedlen ned til de øvrige kontanter.

 

Mens Sherkar Singh fortsat taler med nonnen, bøjer han sig over skuffen og roder med løs hånd efter byttepenge.

Han bliver afbrudt af en ung kvinde i rød sari, der spørger efter lægen. Et kort øjeblik skifter farmaceuten fokus fra skuffe til kvinde, men beder hende så vente og roder videre efter byttepenge.

 

Mens han lægger mønter på disken foran manden med hoste, ser han på kvinden i rød sari, trækker en lang, smal kolonnebog med kulørt omslag frem og spørger til hendes navn.

 

Kan regne med plus og minus

– Det koster 200 rupier (14 kroner) at få en konsultation hos lægen, forklarer Sherkar Singh, der selv tager 50 rupier i kommission.

Lægen har konsultation på etagen over apoteket, der i øvrigt rummer venteværelse, undersøgelsesrum, et værelse til et røntgenapparat, et værelse til en autoklave, et værelse til et mikroskop – og en tandlægepraksis.

 

Det er Sherkar Singh, der ejer det hele, og lægen og tandlægen lejer sig ind.

 

Apoteket, Kantipur Pharmacy, ligger i Nepals hovedstad Kathmandu i bydelen Boudha tæt på den berømte stupa, der er en buddhistisk helligdom.

 

Efter at have arbejdet et par år for den tidligere ejer, købte Sherkar Singh som 18-årig apoteket med økonomisk hjælp fra sin søster og onkel.

 

Med ti års grundskole, fem år på universitetet, heraf to års uddannelse i faget ’science’ (videnskab) og en bachelor i pharmacy, kunne Sherkar Singh få licens til at drive sit apotek.

 

– Jeg overvejer at læse to år mere og tage en master, men synes ikke rigtig, jeg har tid, siger han. Det lyder sandsynligt, for apoteket har åbent alle ugens dage mellem klokken 7 og 21, og Sherkar er stort set på arbejde hele tiden.

 

Det er han nødt til, for der er tilsyneladende ingen af de tre assistenter, der må have med kontanter at gøre. Hver eneste gang en kunde betaler, giver assistenten pengene videre til Sherkar, der hiver den slidte skuffe ud, finder byttepenge frem til assistenten, der rækker dem videre til kunden.

 

At det kun er ejeren af en butik, der har med byttepenge at gøre, er helt almindeligt i Nepal, selvom i hvert fald Sherkar Singhs assistenter formodentlig både kan regne med plus og minus.

 

De er alle uddannede fra universitetet, to af dem er certificerede i medicin, og den tredje er såkaldt ’community mediaval assistent’, der er en slags akutlæge, der kan tage sig af de mest almindeligt forekommende sygdomme.

 

Assistenterne arbejder seks dage om ugen efter en skiftende mødeplan, der hedder 7 til14, 11 til 19 og 15 til 21.

 

Ferien skal også dække eventuel sygdom

Assistenterne tjener 7.500 rupier (525 kroner) om måneden, hvilket ifølge Sherkar Singh er cirka en tredjedel højere end gennemsnitslønnen i Nepal.

 

De har 45 betalte feriedage om året, der dog også skal dække eventuel sygdom.

 

– Men assistenterne behøver ikke holde ferie, forklarer Sherkar Singh.

Hvis de arbejder mere, end de skal – altså på én eller flere af de 45 fridage – får de 150 rupier om dagen for det. Optimalt kan en assistent således tjene sin månedsløn plus en slags bonus på 6.750 rupier på et år.

Men så er der ikke plads til at være syg.

 

Til sig selv trækker Sherkar Singh hver måned 11.000 rupier ud, og med en husleje på 40.000 rupier (2.800 kroner) per måned skal der en del medicin over disken for at få det til at løbe rundt.

 

Bydelen Boudha, hvor apoteket ligger, huser et anseeligt antal buddhistiske klostre, og munke og nonner i den karakteristiske auberginefarvede klædedragt fylder godt i gadebilledet.

 

De fylder også godt i apotekets kundekreds, men fejler ifølge Sherkar Singh sjældent noget alvorligt.

– De lider mest af forkølelse, kløe i hovedbunden og lidt ondt i maven, siger han med et smil.

Mens han fortæller om munkene, og en assistent betjener kunderne, stepper hans fingre uroligt rundt på en stor regnemaskine på disken, som vil han med tal skrive ned, hvad han siger.

 

Pludselig skubber han maskinen fra sig, som om han bliver opmærksom på sin egen rastløshed, men kun for et øjeblik efter at lade fingrene danse lystigt videre på de store grå taster.

Øverst til højre på tastaturet sidder knappen, der nulstiller alle mellemregninger. Engang var den grøn, men nu er der kun få klatter farve tilbage.

 

Måske skal neglen rives af

En lysegrå, trådløs bordtelefon ringer, og assistenten bærer den hen til Sherkar Singh, der siger nogle få ord i røret og lægger på, hvorefter assistenten stiller telefonen tilbage på plads.

Hver eneste gang telefonen ringer, udspiller den samme scene sig. Sherkar Singh flytter sig ikke for at tale i telefon, men får den bragt.

 

Med to veninder som backup kommer en ung pige humpende i klipklappere. Hun faldt ned fra en stige, slog foden og nu er neglen på højre storetå blevet blå.

– Det dunker, siger hun spagt.

Sherkar Singh beder om at se tåen, og pigen, der fortæller, at hun hedder Tserning Sherpa og er 16 år, stikker forsigtigt foden frem.

Efter at have studeret tå og negl uden at røre ved nogen af delene, beslutter Sherkar Singh sig for at ringe til lægen, der er kørt hjem. Han peger på telefonen, som assistenten straks bringer ham.

– Neglen skal måske rives af, vurderer han og taster nummeret til lægen, der ti minutter senere kommer cyklende.

Efter kort at have kigget på tåen, går lægen og en humpende Tserning Sherpa op i konsultationen på første sal, fulgt af de to veninder.

 

Nede i apoteket peger Sherkar Singh på sin assistent og siger:

– Han kunne godt have revet neglen af, for han ved alt om anatomi. Men det er alligevel nok bedre, at lægen kigger på det.

Den vurdering er Tserning Sherpa formodentlig glad for, for ti minutter senere kommer hun forsigtigt gående ned igen med en forbinding om storetåen og siger:

– Neglen vil falde af af sig selv.

Hun lægger en recept på smertestillende tabletter på disken og efter at have betalt 200 rupier for konsultationen og 35 rupier for tabletterne, forlader de tre piger apoteket.

– Konsultationsgebyret gælder for en måned, uanset om konsultationerne varer ti minutter eller en time, siger Sherkar Singh, da pigerne er gået.

Så sætter han sig med avisen, mens assistenten rydder op.

 

Viagra er ulovligt

En tom blisterpakning, der har indeholdt hjertemedicin, bliver smidt på disken af en ældre herre. Assistenten samler den tavst op og nærlæser pakningen, finder en tilsvarende frem og nævner så en pris, der får kunden til at fnyse.

Efter lidt højrøstet palaver betaler den ældre herre. Rutinemæssigt går pengene via Sherkar Singh ned i skuffen under disken.

– Recept på hjertemedicin er ikke nødvendigt. Kommer kunden med den tomme blisterpakning, får han udleveret en ny dosis, forklarer farmaceuten.

Selvom der ikke er egentlig kontrol med apotekernes udlevering af såkaldte hårde varer, kræver stærk medicin recept på Sherkar Singhs apotek.

Sådan da. For hvis han kender kundens baggrund og vurderer, at vedkommende ikke vil misbruge medicinen, er det muligt at købe alt.

– Det kommer an på et skøn, siger han.

Det meste kan altså skaffes, hvis kunderne har de rigtige kontakter. Det gælder også lægemidler, der ikke er registrerede i landet, og som derfor ikke må sælges på apotekerne.

Viagra er for eksempel ikke registreret, og Sherkar Singh konstaterer, at han ikke må udlevere det.
– Men jeg gør det alligevel, griner han.
Og tilføjer med alvor i stemmen, at han kun sælger det til kunder, han kender.

Bliver overtrædelsen opdaget af myndighederne, koster det en bøde på 500 rupier, og det har Sherkar Singh måttet betale én gang.
– Bliver jeg taget fem gange for at sælge lægemidler, der ikke er registrerede, bliver licensen taget fra mig, siger han smilende.
Afsløringen kan komme fra de jævnlige kontrolbesøg fra Department of Health, der blandt andet tjekker, at apotekets medicin er registreret.

De undersøger også, om holdbarhedsdatoerne er gyldige, om køleskabet fungerer tilfredsstillende, og om forretningen i det hele taget bliver drevet fornuftigt.
Hvis alt skønnes i orden, sætter embedsmanden et stempel i Sherkar Singhs næringsbrev.
På spørgsmålet om, hvorvidt der af og til kommer nogen og tjekker hans næringsbrev, griner han højt og siger:
– Nej, nej. Jeg skal da tage hen til dem.

« Tilbage til Apoteker i udlandet

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk