Vælger unge farmakonomuddannelsen ved en tilfældighed?

»Der er ingen tvivl om, at en del af dem, der starter uddannelsen på Pharmakon, ikke kender til farmakonomfaget, inden de starter uddannelsen. Men at kalde det en »tilfældighed« vil efter min mening være en overdrivelse. Der er forskellige spor, der fører til uddannelsen. Mange vil gerne være noget inden for »sundhed« og kender for eksempel sygeplejefaget. Når de går i gang med at undersøge, hvor man kan være i tæt kontakt med mennesker uden at være plejende, dukker farmakonomuddannelsen op. Så det er rigtigt, at dem, der vælger at søge ind, først for alvor lærer faget at kende undervejs i uddannelsesforløbet. Og at de på den måde rekrutteres gennem farmakonomuddannelsens hjemmeside, der ligger på Pharmakon.«

Spor

»Det dejlige er så heldigvis, at størstedelen af dem, der går i gang med uddannelsen, bliver overrasket over uddannelsens kvalitet. Og selvom der ligger en trend i tiden om, at man hurtigt falder fra, hvis alting ikke lever op til ens forestillingsevne, så er frafaldet til vores uddannelse meget beskedent sammenlignet med andre sundhedsuddannelser.«

Er uddannelsen synlig nok – hvad kan vi gøre?

»Begrebet synliggørelse er blevet et traume i vores verden. Manglen på genkendelighed af farmakonomen er lidt af en skrøne. Jeg vil gerne fastslå, at farmakonomer er kendte for dem, de gør en forskel for. Så frem for dyre kampagner foretrækker jeg, at vi skal lære at blive bedre til at prale »på den gode måde«.«

Spor:

»Et godt eksempel er farmakonomer i det offentlige, der for alvor gør en forskel på sygehusafdelinger. Her lærer de dels andre sundhedsuddannede, hvad faget kan og er – dels patienterne ved at gøre en forskel i deres medicinering. I Farmakonomforeningen skal vi selv blive bedre til at give farmakonomer stolthed og støtte dem i, at det ikke er flovt at skulle uddybe, hvad faget står for. Frem for alt skal farmakonomer lade være at fokusere på, hvad vi »kun« er.

Skal der flere historier fra farmakonomens virkelighed i fagbladet?

»Jeg betragter bladet som et symbol på vores fællesskab. Og helt overordnet mener jeg, at Farmakonomen altid fokuserer på de gode historier, der kan inspirere andre.«

Spor:

»Til gengæld har vi nogle medlemsgrupper, viser undersøgelsen, der har nogle krav til øget synliggørelse i spalterne, som jeg mener vi også skal tage alvorligt.«

Flere nævner, at det kan være svært – specielt som nyuddannet – at tackle dilemmaet mellem faglighed og købmandskab på apoteksområdet. Hvad kan Farmakonomforeningen gøre?

»Pointen overrasker ikke, men når dilemmaet beskrives i konklusioner, viser det ikke desto mindre, at det er et meget vigtigt område, som vi skal ud og drøfte med medlemmerne. Som formand har jeg altid italesat, at vi på apotekerne ikke kun har fokus på salg. Jeg har fulgt den ulykkelige udvikling af kædeapotekerne med et økonomisystem, hvor man er nødsaget til at sælge andet end medicin, for at der kan blive råd til at give rådgivning om lægemidler, udlevere lægemidler korrekt og efteruddanne og videreudvikle medarbejderne.«

Spor

»Det bliver vigtigt, at Farmakonomforeningen hele tiden, sammen med Apotekerforeningen, har fokus på vore kerneværdier – rette pille i rette mund. Og indtil videre mener jeg faktisk, at Apotekerforeningen har spillet sine kort utrolig godt på dette område.«

Hvad er det konkret, apotekerne er blevet bedre til?

»Der er ingen tvivl om, at apotekerne på en række områder er blevet meget bedre ledere. Apotekere går mere direkte ind i arbejdet og har derfor fået større forståelse for udfordringerne i hverdagen. Samtidig er der inden for de sidste par år sket et generationsskifte blandt apotekerne. Det ligger slet og ret i tiden, at en god leder også er en empatisk leder. Og så har Apotekerforeningen selv fokuseret på ledelse ved at udbyde nogle mere relevante lederkurser, der bedre dækker de behov, apotekerne har.

Men »træerne gror ikke ind i himlen«, og der findes fortsat, som undersøgelsen også viser, nogle utroligt dårlige ledere blandt apotekerne – i alle aldre! Det er kendetegnende, at disse ledere er konfliktsky og skaber utryghed i hverdagen. Samtidig glemmer fortsat mange ledere, at ledelse i høj grad handler om at kunne se, hvilke medarbejdere der kan løfte en leder i sig, og hvem der ikke kan. Ledelse handler både om at forstå ledelse, udøve og modtage ledelse. Og selvom hverken apotekerne eller farmakonomerne er fødte ledere, så er der nogle i begge grupper med talentet, specielt hvis de modtager uddannelse, der kan støtte dem.«

Spor

»Som Arbejdslivsundersøgelsen også viser, har vi mange rigtig dygtige farmakonomledere på forskellige niveauer. Derfor er både jeg og hovedbestyrelsen enige i Ziirsens analyse af, at vi skal have mere fokus på farmakonomlederen. Vi har allerede haft det første stormøde med de offentlige ledere, og det samme skal vi have på de øvrige områder. Vi skal blive klogere på, hvad behovene for støtte er. Vi skal tage diskussionen og være med og bag dem og udvikle den rådgivning, vi tilbyder, når en leder kommer i klemme.«

Farmakonomer er en homogen gruppe, der er gode til at skabe det gode arbejdsliv. De kvalitative interviews indikerer, at man netop derfor ikke tillægger TR-rollen så stor betydning. Er TR-rollen en saga blot i Farmakonomforeningen?

»Tolkningen er både for mig og resten af Farmakonomforeningen ualmindelig udfordrende. Grundlæggende er der ingen tvivl om, at TR-rollen og -funktionen i fagforeninger i tidens Danmark er både relevant og interessant. Men det er en udfordring at stille samme forventninger og krav til alle tillidsrepræsentanter, uagtet at de repræsenterer såvel meget store som meget små arbejdspladser. Dem, der har deltaget i Arbejdslivsundersøgelsen, udtrykker, at de fleste synes TR’en på deres egen arbejdsplads udfører et godt stykke arbejde, men at TR-funktionen ikke er specielt nødvendig for dem. Jeg er ikke i tvivl om, at det falder tilbage på, hvordan vi har organiseret og defineret TR-rollen i forhold til, hvad andre organisationer har baseret rollen på.

Spor

»Måske er det nu, vi skal forsøge at definere TR-rollen ud fra os selv og farmakonomers behov. Så udfordringen de næste par år bliver at undersøge, om de forventning-er vi har sat op for TR-netværket og den uddannelse, vi tilbyder, svarer til behovet ude på arbejdspladserne. Jeg tænker på den TR, der har arbejdet i rigtig mange år på samme velfungerende arbejdsplads. Hun har fået en masse uddannelse og følger alle kurser og tilbud, der udbydes, men den dag, hun pludselig står i den svære situation, er det måske for længe siden, hun var på lige det relevante kursus, hun kunne have gavn og glæde af nu. Sagt med andre ord: Vi bruger rigtig mange resurser på vores TR-korps, og derfor skal vi sikre os, at de bruges bedst muligt og mest relevant – både de personlige og de økonomiske.