Arbejdsmiljøinstituttet har lige lavet en undersøgelse om mobning, hvor det viser sig, at cirka 10 procent af danskerne mobbes på jobbet.

Hvad tænker I, når I hører det?
– Det undrer os ikke så meget. Vi har en del føling med arbejdspladserne. Der er en masse mønstre med sladder og dårlig stemning, hvor medarbejderen ikke ved, hvor det kommer fra. Det er uhyggeligt, at det er sådan.
Men vi er glade for, at vi kan sige til ofrene, at der er noget at gøre ved det. Selvom det er et alment træk hos os mennesker at kunne opføre os på den måde, behøver det ikke nødvendigvis få lov til at fylde på arbejdspladsen og ødelægge miljøet. Både den enkelte og organisationen kan lære at tage hånd om problemerne.

Hvad er årsagen til, at så mange mobbes?
– Det høje tal kan have noget at gøre med, at der er mere fokus på mobning. Det er positivt, at folk er mere bevidste og tør komme frem med det. For erfaringen viser, at ofrene kommer til at skamme sig og føle skyld. Som offer tror man, at det er én selv, der er noget galt med. Men efterhånden tør flere og flere komme frem med det, fordi de har hørt om, at andre har de samme problemer.

Er det værre i dag end før?
– Der har været mere fokus på mobning de senere år. Vi ved ikke, om det er et stigende fænomen. Men generelt har vi en øget opmærksomhed på det psykiske arbejdsmiljø.
Vi har en tro på, at vi kan ændre på det nu. Før var ofrene mere magtesløse.
Selv i behandlerverdenen møder vi den holdning: »Er det ikke svage personer, der bliver ramt?« Vi siger: – Nej – tværtimod. Det er et udsnit af den brede befolkning.
Det er endda ofte de stærke, der bliver ramt. De mennesker har krav på at få noget hjælp. Vores deltagere kunne ikke selv klare at tage ud på arbejdspladsen og søge job. Og de kunne ikke klare jobbet uden støtte.

Hvilken erfaring havde I med mobbeofre, før I startede dette projekt?
– Ikke meget. Men vi havde en bred erfaring i forhold til almene menneskelige problematikker. Vi har været krisepsykologer og er vant til at behandle mennesker med Posttraumatisk Stress Syndrom (PTSD).

Det vil sige mennesker, der har været udsat for for eksempel voldsomme ulykker, røverier og krig.

Hvordan kan det være, at I er begyndt at arbejde med mobbeofre på denne måde?
– HK tog kontakt til os og spurgte, om vi ville strikke et tilbud sammen for mennesker, der var så skadede, at de ikke kunne komme i arbejde ved egen kraft.

Hvad adskiller arbejdet med mobbeofre fra arbejdet med andre problemstillinger?
– Noget af det er tid. Hvis vi skal kunne hjælpe de mest ramte, så skal vi have to år. De her mennesker er gået i stykker indvendig, og de kan ikke tåle at blive presset. Så der skal tid til, for de kan ikke komme i arbejde, før de er parate. Hvis du har et hus, hvor fundamentet er væk, kan du ikke bare forvente, at du kan bo i det. Det skal bygges op fra grunden, og det tager tid.

Hvilken behandling gav I mobbeofrene?
Vi arbejdede med deltagernes krop, tanker og følelse gennem blandt andet:
– Kropsenergiøvelser, der aktiverer energien i kroppen og løsner blokeringer.
– Meditation, der skaber ro i tankerne.
– Øvelser, der afspænder, genopbygger og smidiggør kroppen.
– Der blev også arbejdet gennem tegninger, drømme og billedarbejde.

Vi startede med at bygge dem op. De skulle have kontakt til deres ressourcer igen. Vi lærte dem noget om, hvordan naturen kan arbejde i kroppen. Vi styrkede kroppens egne naturlige helbredelsesprocesser gennem opmærksomhed på kroppen. De skulle lære at være der og give dyb opmærksomhed til, hvad der sker i deres krop. Det er bud nummer et for at få det bedre. Vi arbejder meget med, hvordan de udtrykker sig. De måtte ind og kigge på den måde, de kommer ud med tingene på – den måde de kommunikerer på. Når de er blevet mobbet så længe, lader de være med at sige noget, eller de siger noget på en eksplosiv måde.

Hvad fik deltagerne specielt ud af, at arbejdet foregik i en gruppe?
– At føle sig blandt fæller, at blive forstået af de andre og berørt af hinandens historier. At kunne øve sig i de nye mønstre i et fællesskab.

Hvad er de typiske symptomer hos et mobbeoffer?
– Det er PTSD, som blandt andet giver angst, depression og søvnløshed. De har fysiske smerter og isolerer sig, og de trækker sig fra sociale sammenhænge. De har også ofte et tankemønster, som siger: »Det er nok mig, der er noget galt med – jeg duer ikke – det hjælper ikke at gøre noget ved tingene.« De kan ikke klare sig selv, når de er så langt nede. Så skal man have professionel hjælp.

Hvad kan vi andre se?
– Tendensen til at isolere sig er meget tydelig Og de er ekstra sårbare og bliver hurtigt kede af det eller vrede, og de mangler energi.

Kommer alle i arbejde igen?
– Det afhænger også af arbejdsmarkedet, som kan være meget lukket. Men 13 ud af 14 deltagere gennemførte arbejdsforløbet og fik arbejde, ny uddannelse eller fleksjob. Nu er 12 i gang i en eller anden form og to er på pension. Men de er kommet til at fungere så godt som muligt i forhold til deres ressourcer. Vi kan se på dem, de er vokset som mennesker, de blomstrer op, og udstrålingen kommer tilbage. Bare det at slutte arbejdslivet med en succesoplevelse har haft stor betydning for kursisterne. Så vi har mange resultater, der ikke handler om job.

Hvilken anden behandling har de modtaget sideløbende med jeres?
– Der har været forløbet hos HK med kontakt til arbejdspladserne og praktik. Derudover har en del af kursisterne selv valgt at slippe den medicinske behandling, efterhånden som projektet skred frem.

Hvis I skal give et mobbeoffer et par gode råd, hvilke vil I så specielt fremhæve?
– Vær så åben, du kan, om problemerne og tal om, hvordan du har det. Du skal bryde lydmuren – både på din arbejdsplads og hos din familie og venner. Søg professionel hjælp hvis du ikke kan stoppe mobningen. Tag kontakt til din fagforening, til din læge eller en psykolog. Og stop på jobbet, inden du er brud helt ned, så du kan komme i gang igen.

Hvilket råd vil du give dem, der omgås et offer?
– Det er tungt for de pårørende til et mobbeoffer. Så familien har også haft gavn af den behandling, ofrene har fået. Det her er ikke noget, de selv har kunnet klare. Men familien kan hjælpe med at lytte og have tålmodighed. Lyt til hvordan mobbeofret har det. Familien skal ikke nødvendigvis ind og løse sagen, men være der som lytter og som støtte.

Baggrunden for projektet
Inger Lise Eriksen-Jensen fra HK Århus fik oprindelig ideen til dette projekt. Hun så ofrene for mobning, som ofte var udstødt af arbejdsmarkedet. Gennem en spørgeskemaundersøgelse fandt hun ud af, hvor massive problemer ofrene havde. Mange kom aldrig tilbage på arbejdsmarkedet. Hun tog derfor kontakt til Speculars psykologer og spurgte, om de kunne sammensætte et tilbud til disse mobbeofre.

Det primære mål med projektet var at få deltagerne tilbage på arbejdsmarkedet. Det sekundære var at genopbygge deltagernes fysiske og psykiske balance og deres sociale kompetencer.


Projektet bestod af to dele
1. Forløbet hos Specular
2. En arbejdsmarkedsdel med praktik, jobsøgning og lønnet arbejde, som HK tog sig af.
Derudover har Århus kommune støttet projektet ved at sørge for, at deltagerne har fået sygedagpenge.
Forløbet hos psykologerne fra Specular
1. år var kursusforløbet ret intensivt med ti kurser af tre dage. Derudover var der ti opfølgningsdage. Samtidig var der tre gange om ugen morgentræning af 1-2 timers varighed hver uge. Alle fik individuelle konsultationer hos psykologerne og fysioterapeuten under forløbet.
2. år var deltagerne i praktik. Der var to kurser af fem dage og to kurser af tre dage spredt hen over året. Derudover var der individuelle konsultationer og opfølgningsdage.

Dette er den sidste artikel i rækken af artikler om mobning, som har været bragt gennem det sidste år i Farmakonomen.

De øvrige artikler var:
Farmakonomen nr. 4/2005, Når der mobbes på min arbejdsplads
Farmakonomen nr. 8/2005, Undtagelsen (boganmeldelse)
Farmakonomen nr. 11/2005, Mobning set fra offerets side
Farmakonomen nr. 19/2005, Mobbet væk fra jobbet.