FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Arbejdsmiljø
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2006/12 - Vægt og motion på vej til personale politkken
I Søborg har apoteker Claude Lützen taget fat om tabuet overvægt og opfordrer medarbejdere til at gøre noget ved vægtproblemer. – Vi er rollemodeller i en sundhedsbutik, siger han. Nogle medarbejdere er enige, men ikke alle. – Jeg synes ikke, at vores vægt er arbejdsrelateret, siger tillidsrepræsentant Zenia Møller

Med et Body Mass Index (BMI) på 30, som er grænsen fra overvægt til fedme, bliver det vanskeligt at klare sig på fremtidens apotek, mener apoteker Claude Lützen på Søborg Apotek og Buddinge Apotek.

– Jeg vil ikke fyre medarbejdere, der har et BMI på over 30, men jeg vil opfordre dem til – og hjælpe dem med at få gjort noget ved det, siger apotekeren.
En medarbejder har netop valgt at forlade Søborg Apotek efter en medarbejdersamtale, hvor hun blandt andet blev opfordret til at gøre noget ved sin overvægt.

– Vi er en specialbutik på sundhedsområdet. Vi tilfører vores produkter en merværdi i form af den rådgivning, vi giver kunderne. Vi er rollemodeller i en sundhedsbutik, og det forpligter. Ligesom vores viden og vores monopol forpligter.

Derfor vil jeg ikke nyansætte medarbejdere med et BMI på over 30, siger Claude Lützen.

Det kontante budskab blev overbragt medarbejderne i forbindelse med fremlæggelsen af en strategiplan. De to apoteker i Søborg og Buddinge får som målsætning at blive medspillere, når Gladsaxe Kommune pålægges flere sundhedsopgaver – blandt andet forebyggelse – i forbindelse med kommunalreformen.

Farmakonom og skrankeansvarlig Tove Christensen med snart 40-års jubilæum på apoteket er enig med sin chef.
– Vi har et hårdt job både fysisk og psykisk og for at beskytte os selv, er det vigtigt, at kroppen er i god fysisk form. Derfor er vægt og motion relevant for jobbet, siger hun.

Vakte røre
Claude Lützen overtog Søborg Apotek for fem år siden, og for et år siden overtog han Buddinge. En ombygningsplan for det nyerhvervede Buddinge Apotek udviklede sig til en hel strategiplan med mål for de to apotekers placering i de nye sundhedsopgaver, som kommunerne pålægges fra årsskiftet til 2007.

– Vi vil være en del af sundhedssektoren som medspillere i det forebyggende arbejde. Jeg ser opgaverne på apotekerne fremover som flere sundhedsydelser i form af blodsukkermåling, måling af blodtryk, måling af kolesteroltal og andre opgaver, som kan være med til at forebygge type 2 diabetes og andre livsstilssygdomme. Det stiller krav til medarbejderne, for det handler om apotekets troværdighed, siger han.

Nogle krav til medarbejderne er allerede indført i apotekets personalepolitik. Det gælder for eksempel rygepolitik og alkoholpolitik. Det betyder blandt andet, at de få medarbejdere, som endnu ryger, er henvist til at ryge udenfor. Og de må ikke lugte af røg, når de står over for kunderne i skranken.

– Kan man ikke sælge hovedpinepiller og lugte af røg?
– Nej! Tobaksafvænningsprodukterne står jo lige bag ved medarbejderen. Apoteket har ikke specialister, som man har for eksempel på store sygehuse, der deles ind i specialafdelinger. Vi skal kunne klare alle opgaver, og det skal personalet kunne leve op til. Vi skal være neutrale formidlere og ikke personer, man lægger mærke til på bekostning af det budskab, vi formidler.

Derfor: Ingen rygning, ingen alkohol, ingen hovedbeklædning – og det gælder også kasketter – og ingen iøjnefaldende piercing. 

Fedme er vi ikke helt nået til endnu. Det vakte et vist røre i andedammen, da jeg præsenterede strategiplanen på et personalemøde, siger Claude Lützen.

Med i samtalen
Farmakonomernes tillidsrepræsentant Zenia Møller vendte tilbage fra barsel på den anden side af omtalte personalemøde.

– Jeg var forberedt på, at emnet ville komme op, da jeg skulle til medarbejdersamtale. Og jeg blev ked af det, da jeg selv blev opfordret til at gøre noget ved min vægt. Jeg er i den tunge ende, og jeg har taget på i forbindelse med graviditeten, fortæller Zenia.
Hun vil gerne tilbage til den vægt, hun havde før graviditeten, men hun betragter det som et privat problem.

– Jeg ved, at vi skal udstråle sundhed og være præsentabelt neutrale, og det kan jeg godt følge apotekeren i. Men vi skal også afspejle kunderne, som vejer noget forskelligt. En kraftig kunde føler sig måske mere tryg ved at tale med en kraftig medarbejder.
Zenia Møller siger videre, at en del medarbejdere synes, at det er forkert at stille krav til vægten.

– Betyder det, at jeg ikke længere kan tillade mig at gå i byen med vennerne til en stor middag, fordi min chef synes, at jeg er for stor, efterlyser hun?

Claude Lützen ved, at personalet føler sig gået tæt på.
– Men timingen for at tage skridtet er rigtig. Hvis vi vil være med i de nye sundhedsopgaver – og det vil vi jo i apoteksverdenen – så skal vi være troværdige. Vores viden forpligter, og vi skal være utrolig bevidste om vores fremtræden. Derfor tager jeg det op. Jeg gør det nænsomt – ikke som en trussel.

– Hvor hårdt vil du stå fast?
– Jeg er vedholdende, og jeg vil hele tiden holde målsætningen for øje. Det er derfor, jeg deler strategiplanen med personalet. Men samtidig er vi et apotek, der viser omsorg og interesse for medarbejderne. Vi går i dialog for at finde den rette model for hver enkelt. Det er nemmere at acceptere en politik, når man forstår hvorfor, og jeg tror, at det kommer hen ad vejen, siger apotekeren.

Vægten er det næste
Tillidsrepræsentant Zenia Møller siger, at de fleste medarbejdere ikke bryder sig om at få en politik for vægt, fordi den griber ind i privatlivet i højere grad end eksempelvis ryge- og alkoholpolitikker.

– Jeg synes, det er for personligt. I hvert fald synes jeg, at vores chef skal respektere, hvis en medarbejder siger nej til at involvere arbejdspladsen i sin vægt.

– Hvordan vil du reagere, hvis din chef foreslår en vægtpolitik som del af personalepolitikken?
– Jeg ville bede ham involvere hele personalet og respektere deres holdning til spørgsmålet. Hvis personalet siger ja, vil jeg også selv sige ja.
Zenia Møller synes, at tidspunktet for at tale vægtpolitik er dårligt valgt, fordi apotekerne mangler arbejdskraft.

– Det her kan påvirke potentielle ansøgere, selvom jeg tror, at overvægt bliver det næste store spørgsmål, som arbejdspladser vil forholde sig til, ligesom man har forholdt sig til rygning og alkohol, siger hun.

Tove Christensen er enig i den sidste betragtning. Som en del af ledelsen vil hun være med til at skabe forståelse for en politik om at afskaffe overvægt.

– Vi står op igennem hele arbejdsdagen, og hvis ikke vores krop er i orden, vil vi få problemer med ben og knæ. Det er uundgåeligt. Derfor er jeg enig med min chef. Vi åbner tabuer med viden, og derfor kan vi tage fat på det. Vægtproblemer kan eksempelvis være et emne, der tages med i de årlige udviklingssamtaler, siger hun.

Konsultation i skranken
Tove Christensen ser de apoteksansatte i nye roller fremover, især efter at kommunerne skal fokusere mere på det forebyggende arbejde.
– Frem for ekspedition i skranken vil vi i højere grad give konsultation. Vi kan blive lægernes forlængede arm med at foretage målinger, være med i rygestop og give kost- og motionsvejledning.

– Og så kan man ikke være overvægtig?
– Jeg synes, det er i orden, at man har problemer med vægten, bare man arbejder med det. Og jeg synes ikke, at det er synd at sige til folk, at de bør holde op med at ryge eller bør gøre noget ved deres overvægt. »Synd« gør os til ofre, og det behøver vi ikke være.

– Men er det ikke for privat at foreholde folk deres vægt?
– Jeg synes ikke, det er for privat. Jeg synes, at det er et tegn på udvikling. Vi behøver ikke være enige, men vi skal kunne snakke om det og motivere hinanden.
Ting tager tid, men vi er i gang. Vi har frugtordning på apoteket, og vi taler om at udvide det til grøn frokost. Vi kan eksempelvis skrive på en »grøntliste« i stedet for at få brød, som vi får, når vi har haft mange ekspeditioner i løbet af en dag.

Tove Christensen vil gerne have dialog om vægt, kost og motion med kollegerne.
– Jeg er selv rygeafvænner og har gennem tiden hørt meget for min holdning til rygning og rygepolitik. Men den hører jeg ikke for længere. Nu er tiden kommet til at fokusere på kost, vægt og motion. Samfundet er parat til det. Spørgsmålet er, om vi er parate, siger hun.

« Tilbage til Arbejdsmiljø

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk