Apoteket ligger i en mindre dansk provinsby, og navnet Nadja er opdigtet. Men historien er sand, sådan som Nadja oplevede den. Hendes faglighed og personlighed blev pillet helt i stykker og skrællet af igennem daglige bebrejdelser og chikanerier. Især én kollega – her kaldet Susanne – mobbede, mens apotekeren, tillidsrepræsentanten og sikkerhedsrepræsentanten var passive tilskuere.

– Jeg ville skifte job for at komme tættere på hjemmet og børnene. I første omgang gik jobbet til en anden, men hun stoppede hurtigt, og apotekeren vendte tilbage til mig, fortæller Nadja om begyndelsen til det helvede, som startede i april 2003.

– Før jeg skulle starte på jobbet, var jeg gået fra min mand. Det valgte jeg at fortælle apotekeren, for der skulle ikke være nogen hemmeligheder. Jeg fortalte også om baggrunden for bruddet, nemlig at jeg havde fundet en anden, en kvinde, som jeg var flyttet sammen med.

Fire måneder på stand by
En af Nadjas opgaver i det nye job var at indføre et elektronisk lagerstyringssystem på apoteket. Det ville medføre store ændringer i lageret, og det krævede mange resurser. Det sidste var der ikke taget højde for.

– Jeg startede på bar bund, fordi lagerstyringen havde været på stand by i fire måneder. Den kollega, jeg afløste, var jo rejst, før systemet var kørt ind, så jeg startede forfra.
Nadja havde brug for hjælp og henvendte sig til apotekets edb-ansvarlige – Susanne.

– Men hun var kort for hovedet og afvisende. Jeg fik altid den besked, når jeg spurgte, at jeg kunne finde svar i manualen. Derfor brugte jeg edb-firmaets hotline og blev enig med apotekeren om at gøre det hver gang, jeg var i vanskeligheder. Men det var også galt og unødvendigt i Susannes øjne, hun var jo den edb-ansvarlige.

Nadja byggede stille og roligt lagerstyringssystemet op, men det var ikke uden omkostninger. Hun var egentlig ansat til at passe skranke og receptur og kom i konflikt med sig selv og tiden for at køre det nye system ind.

 – Jeg fik skyldfølelse, når Susanne bebrejdede mig, at jeg foretog optælling af lageret uden for åbningstid, selvom det var aftalt med apotekeren. Jeg blev bebrejdet, hvis vi havde for lidt hjemme af en vare, selvom jeg selvfølgelig hurtigt kunne rette bestillingen i systemet. Mit arbejde blev betegnet som rent tidsspilde og helt unødvendigt. Hele tiden blev mit arbejde kommenteret: »Kan det ikke vente«, »hvorfor står det dér« eller »sådan plejer vi ikke.« Til gengæld svarede hun aldrig, når jeg sagde godmorgen.

Tåger af bebrejdelser
Nadjas kolleger undrede sig over, at Susanne kunne blive ved med at være efter »de nye«, men ingen gjorde noget. Heller ikke sikkerhedsrepræsentanten, som spurgte til, hvordan Nadja havde det – eller apotekeren som Nadja måtte gå til efter nogle måneder.

– Susanne var over mig som en høg, hvis vi løb tør for en vare, eller hvis jeg gik på toilettet uden for pauserne, eller hvis jeg en sjælden gang fik et privat telefonopkald.
Nadja måtte gå til apotekeren om chikanerierne efter tre måneders ansættelse, men apotekeren glattede ud med opfordringer som: »Tag dig ikke af det. Hun kan være lidt hård i tonen, men hun mener det ikke så slemt.«

– Apotekeren roste mit arbejde med at indføre lagerstyringssystemet. Ved en udviklingssamtale året efter fik jeg oplyst, at omlægningen af lageret havde givet besparelser for apoteket i størrelsesordenen 250.000-300.000 kr. Jeg ved, at jeg gjorde et godt arbejde, og at apotekeren var glad for det, men jeg fornemmede også, at apotekeren ikke ville i konflikt med Susanne, som havde været der i mange år. Apotekeren gled af. Hvis Susanne sagde: »Sådan plejer vi ikke…«, kunne apotekeren svare: »Plejer er død…« – for derefter hurtigt at fordufte.

Ramt personligt
Nadja fornemmede, at hun ikke skulle komme dér og være ung og have smarte ideer.

– Jeg havde det sådan, at hvis jeg spillede efter Susannes pibe og undgik at gøre opmærksom på mig selv, kunne jeg være nogenlunde i fred. Men hvis jeg foreslog noget eller fortalte om en idé, jeg havde præsenteret for apotekeren, så var helvede løs.
Nadja skulle heller ikke tale om sit privatliv. Det frabad Susanne sig med bemærkninger om, at når man var på arbejde, talte man ikke privat. Blot kunne det øvrige personale – heriblandt Susanne – sagtens tale privat.

Nadja fortæller, at hun en morgen overhørte en generelt nedsættende bemærkning fra Susanne om fremmede, og det var meningen, at hun skulle overhøre den.

– Den var til mig. Min kæreste er adopteret fra Indien og er mørk. Den blev lige serveret, og så kunne jeg have det rigtig dårligt hele den dag.
Nadja blev gift med sin kæreste i sensommeren 2004 og fik en gave fra personalet. Den var købt af gavekassen, sådan som traditionen er. Men ét navn stod ikke på kortet: Susannes!

De værste dage
Nadja havde det allerværst, når hun sad ved computer?en i recepturen og Susanne tog varer frem ved plukkebordet.

– Luften var tyk af dårlig stemning, når vi arbejdede sådan. Alle kunne mærke det. Flere af mine kolleger har spurgt mig: »Hvordan kan du holde det ud«, men de gjorde ikke noget ved det. De var ikke ofre for Susannes tyranni.
Nadja havde det tåleligt på arbejdspladsen om fredagen – på Susannes ugentlige fridag.

– Stemningen var en helt anden, let og rar. Når Susanne havde ferie, gled arbejdet også meget bedre, og tonen var god. Men når Susanne var på job, satte hun tonen, og det var mig, hun gik efter med bebrejdelser og kritik. Derfor gik jeg på listesko.
Nadja fortæller, hvordan hun rettede sig ind efter Susannes bebrejdelser:

– Jeg sad i recepturen, og Susanne gik forbi med bemærkningen: »Hvad er det for en frygtelig parfume, du har på?« Jeg svarede, at det var den sædvanlige, og hun sagde: »Nå, så er det derfor, jeg altid har sådan en frygtelig hovedpine.«

Nadja skiftede parfume og fik endnu en bemærkning: »Hvis vi alle sammen tager bad i parfume om morgenen, var det jo ikke til at være her.«

Af og til måtte Nadja gå hjem fra arbejde før tiden med hovedpine eller diaré. I en periode havde hun kronisk hovedpine og tog smertestillende medicin dagligt.

– Jeg tænkte, at jeg nok bare var stresset. Jeg ville ikke acceptere, at Susanne styrede mit liv, men det tog altså mere på mig, end jeg vidste.

Jeg er mange gange gået grædende til apotekeren og sagt, at jeg ikke kunne mere. Men der blev glattet ud: »Tror du ikke, det går over.«

Blev en sag
I efteråret 2004 blev Nadja en sag på personalemødet. Susanne klagede over Nadja. Dels det sædvanlige brok over lagerstyringssystemet, der ikke var som i gamle dage, men der blev også rettet personlige anklager.

Blandt andet havde Susanne tjekket Nadjas timebog for mødetider og gå-tider, selvom hun ikke havde noget med skemaplanlægningen at gøre.

– Det ramte igen. Hvorfor skulle hun blande sig i forhold, jeg havde aftalt med apotekeren? Hvorfor skulle hun se mig efter i sømmene og kontrollere mig? Vi var to, der gik grædende fra mødet.

Efter dette personalemøde var jeg pinlig nøjagtig med det, jeg skrev i bogen, og jeg sikrede mig hele tiden ved at aftale alt vedrørende arbejdstiden med apotekeren. Jeg var på vagt over for Susannes luner konstant.

Nadja skulle som eneste medarbejder henvende sig direkte til apotekeren om sygdom efter personalemødet.

– Det var ikke længere tilstrækkeligt at ringe til de andre og sige, at jeg var syg, sådan som kutymen var. Men jeg var også ofte syg. Efter personalemødet i efteråret 2004 var jeg sygemeldt en uges tid og begyndte at få antidepressiv medicin, sovemedicin og medicin mod mavesår.

Nadja havde mange enkeltvise sygedage i perioden fra dette efterår og indtil foråret 2005. Ingen på apoteket tog fat om det. Kun fik hun aftalt – efter en samtale med sikkerhedsrepræsentanten – at ændre sine vagter, så hun ikke skulle arbejde direkte sammen med Susanne. Det hjalp for en tid.

– Man skule bare sig bøh til mig, så tudede jeg og gik hjem. Nogle dage magtede jeg ikke at gå på arbejde, fortæller Nadja.

En urigtig familie
I foråret 2005 havde Nadja familiemæssige problemer. Faderen til hendes to børn ville ikke samarbejde omkring samværet med børnene. Nadja havde derfor brug for at få ændret sine arbejdstider. Apoteket kørte med tre ugers intervaller i vagtplanerne, men Nadja havde brug for to ugers rotation om fredagen, så hun kunne gå tidligt fredag eftermiddag hver anden uge.

– Susanne havde fri fredag og ville derfor ikke blive involveret i en ændring af vagterne, men hun havde alligevel de største indvendinger. Nu blev jeg igen en sag på et personalemøde, selvom ændringer af vores arbejdstider ellers aldrig var oppe på personalemøderne.

– Jeg spurgte hvorfor mine arbejdstider skulle behandles på et personalemøde, når der kunne tages hensyn til andre børnefamilier uden om personalemødet. Susanne svarede til det: »I er jo ikke nogen rigtig familie!«

– Dér kom det frem, hvad der egentlig var hendes problem – nemlig min seksualitet og mine familiemæssige valg. Jeg forlod mødet. Jeg gik hjem, jeg var så ked af det, at jeg ikke ville være på arbejdspladsen længere.

Nadja meldte sig syg, og efter en uges tid fik hun en snak med apotekeren, som opfordrede hende til at få en langtidssygemelding. Det fik hun, og hun har ikke haft en arbejdsdag på apoteket siden.

Udstødt og hjulpet
I måneder forblev Nadja i den lille provinsby, som hun senere er flyttet fra. Hun har været igennem en lang periode på antidepressiv medicin og har haft mange psykologsamtaler.

– Det værste var, når jeg skulle på apoteket og hente medicin. Jeg oplevede at blive undgået. Ingen ville ekspedere mig. Og når jeg mødte kolleger andre steder i byen, var jeg luft. De så mig ikke.

Jeg var så ked af det en dag, jeg kom hjem fra apoteket, at jeg var parat til at gøre en ende på det hele. Ingen kunne jo bruge mig til noget. Hvis ikke min ægtefælle var kommet hjem den dag, så ved jeg ikke, hvordan det var endt. Jeg sad på badeværelset med pilleglasset fremme.

Nadjas bedste allierede på apoteket var en elev, der siden er rejst til et nyt lærested. Hun var blevet mobberens næste offer.

– Jeg havde det godt med eleven og med eleverne fra to andre apoteker, som vi havde med i et undervisningsfællesskab. Jeg var underviser, og eleverne havde rost mig over for apotekeren. Det var dejligt, og jeg voksede fem cm hver gang.
Jeg holdt kontakten til eleven og vidste, at hun var den næste, der stod for skud, fortæller Nadja.

Før langtidssygemeldingen var Nadja i dialog med Farmakonomforeningen, som har forsøgt at være behjælpelig med at få en dialog i gang om en løsning af problemet med mobning.

Blandt andet blev der etableret et møde med apotekeren en måned efter langtidssygemeldingen, hvor også tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant deltog. Men ingen var i stand til at tackle mobningen.

– De gav udtryk for, at jeg var problemet, fordi intet blev løst, så længe jeg var der. Jeg har savnet, at nogen satte en stopper for det. Men apotekeren sagde tværtimod, at Susanne ikke kunne fyres. Hun havde været ansat i 30 år.

Nadja fandt ingen forståelse på arbejdspladsen, der burde være hende nærmest, men i Farmakonomforeningen blev der lyttet.

– Faglig konsulent Hanne Krogh har været helt fantastisk til at lytte, og hun har været parat med en masse forslag til, hvad jeg kunne gøre. På den måde fik jeg nogle redskaber og kunne indimellem få næsen op over kanten, fortæller Nadja.

I job igen
Efter ti måneders sygemelding fik Nadja hjælp af en sagsbehandler i sin kommune til at komme på et kursus. Det var et forløb på seks uger, som gav Nadja mod på at komme i gang.

– Jeg lærte gennem forløbet og gennem de mange psykologsamtaler, at det ikke er mig, der er noget galt med. Det er arbejdspladsen, der er syg, når en person bliver mobbet, og ingen griber ind. Min chef er konfliktsky og har et stort ansvar for, at jeg kom så langt ud, som jeg gjorde.

Nadja er fortsat på antidepressiv medicin, men hun er også i job.

– I december sidste år så jeg en jobannonce om en nyoprettet stilling med opbygning af et lager på en medicinalvirksomhed. Det var lige mig. Jeg fik stillingen og startede i januar, fortæller Nadja.

Som den person hun er, valgte Nadja at være åben om sit tidligere job, om sin seksualitet og om mobningen. Det førte til, at hendes nuværende chef – før ansættelsen – kaldte personalet sammen. Han bad dem, der havde noget imod at få en lesbisk kollega, om at træde frem. Det var nu eller aldrig!

– Jeg er glad for, at jeg var åben om det hele. Jeg har fået nogle fantastiske kolleger, siger Nadja.

Hun har fået mere rygrad igennem det halve år i sit nye job. Men hun har stadig ar i sjælen, og hun har fortsat brug for både psykologhjælp og antidepressiv medicin.