Hvordan er det, vi prioriterer vores liv – både arbejdsmæssigt og privat – og hvordan spiller det sammen?

Ofte prioriterer vi arbejdet på 1. pladsen, børnene på 2. pladsen, partneren på 3. pladsen og os selv som nummer 4. Det, at vi mangler individuel tid, er et af de største problemer i vores samfund. Selv når vi sidder alene i bilen, taler vi i telefon og spiser frokost. Vi skal efterhånden på toilettet for at være helt alene. Det er et kæmpe problem, at vi kan kontaktes når som helst og hvor som helst. Vores personlige rum bliver afbrudt hele tiden. Vi kunne aldrig finde på at besøge en kollega i weekenden uden en aftale. Men vi ringer, mailer og sms’er gerne, så snart vi har noget på hjertet.

Derfor kommer vi til at nedprioritere os selv så meget, at vi til sidst ikke har noget at give til andre. Et indiansk ordsprog siger: »Hvis du ikke giver liv til dig selv, kan du ikke give liv til andre.«

Hvordan ser vores liv ud?

Vi lever et liv i hamsterhjulet. Det store arbejdspres gør, at vi løber hurtigere og hurtigere. Hamsterhjulet løber for hurtigt rundt, men så lægger vi bare flere timer i, og så kører det endnu hurtigere. Og jo hurtigere det kører, jo større socialt pres er der på os som mennesker. Derfor får vi mindre respekt for, at andre vælger at løse opgaven på arbejdet anderledes. Spørgsmålet er, om vi er forbundet med så mange mennesker, at respekten for forskelligheden hos det enkelte menne?ske er ved at forsvinde, fordi vi ikke magter at forholde os til det hele. Vi stiller krav til hinanden om, at vi skal indordne os under fællesskabets tempo og rytme. Jo flere mennesker vi er forbundet med, jo flere krav stilles der til os, og jo mindre handlefrihed har vi. Det skal vi være fælles om at løse.

Hvorfor stopper vi ikke op o kigger på os selv?

Vi er sammen med dem, vi ligner. Der er så meget på spil, for arbejdet tager resurserne. Vi reproducerer vaner og rutiner, så derfor tænker vi ikke nyt. Vi skal lære at acceptere, at vi gør tingene forskelligt. Lige nu er vi styret af værdier på arbejdspladsen, der gør dem, der præsterer mest, til konger. Vi ender med at rende rundt og reagere i stedet for at agere. Konsekvensen er, at krea?tiviteten og nytænkningen taber.

Hvordan klarer vi presset?

Vi søger tilbage til det, vi tror, var trygt. Men retro er falsk tryghed, som vi søger, fordi vores verden er utryg. Vi er bange for at se sandheden i øjnene. Men vi må se i øjnene, at vi ikke er ens, og at vi har forskellige balancepunkter. Vi må indrette os forskelligt, når vi arbejder forskelligt. Det vil give os et nyt handlerum. Og det vil give os mindre stress.

Det er muligt at ændre strukturerne i samfundet. De er jo ikke mere end 100 år gamle. Vi måler stadigvæk alt for meget i tid.

Udvikling af ideer til arbejdspladsen kan også klares på alle mulige andre tidspunkter, end lige i arbejdstiden, hvor du er sammen med kollegerne.

Når balancen skabes gennem individuelle valg. Så er det vel også den enkeltes skyld, når det går galt. Men hvordan kan vi hjælpe, når vi har en kollega, der ikke fungerer?

Vi har et kollektivt ansvar, og det er der alt for lidt fokus på. Vi skal tænke større, men vi er et lille land, der tænker små tanker. Samfundet kan ændres, og det skal vi gøre. De faglige organisationer har også en rolle. Fagforeningerne skal starte diskussionerne og give plads til et kollektivt refleksionsrum, hvor vi får hjælp til at skabe individuelle livsstrategier. Disse diskussioner kan farmakonomerne for eksempel tage på deres kredsmøder.

Hvis du ser en kollega, der har det skidt, så lad der være lidt højt til loftet. Giv folk plads til at komme lidt senere eller gå lidt tidligere. Giv et frirum.

Arbejdet har tidligere været kropsbevægelser, men sådan er det ikke mere. Nu kan vi ikke se alt det arbejde, vi gør. Men vi fastholder den stramme tidsstyring alligevel. Otte timer – så har du lavet noget. Det er helt forkert. Giv plads til forskellige rytmer. Giv plads til at være frisk, når du er frisk.

Hvad kan vi gøre for at komme alle de afbrydelser til livs, som der kommer flere og flere af i vores liv?

Lav en opdeling mellem tid, hvor du må forstyrres, og tid hvor du skal have ro. Du kan kalde det stilletid. Alle medarbejdere har brug for stilletid, hvor de ikke er »på«. Det er her, der bliver plads til udvikling. Alle skal ikke være i kaos hele tiden, for så kommer der ikke udvikling. Husk det skal være fysisk opdelt. Forestil dig en ambulancefører, der har udrykning i alle otte timer, han er på arbejde. Det er jo sådan, de fleste af os arbejder efterhånden. Det er derfor, der bliver så meget stress.

Giv hinanden lov til at arbejde hjemme – eller gå en tur og tænke – midt i arbejdstiden – giv hinanden frihed. I dag holder vi hinanden fysisk fast, og vi kan ikke gå et andet sted hen og tænke og få ro. Vi skal slippe af med klokketiden og stoppe med at regulere kollegerne.

Hvis du skal give 3 gode råd til farmakonomerne. Hvad er det så?

Afbrydelser skal minimeres, så der er rum til inspiration. Giv hinanden den plads, der skal til. Se mere nuanceret på dine kolleger. Vil du kysse eller koge din kollegafrø?

Lav en liste eller tegning over dine fællesskaber. Prioriter dem, der giver dig energi og skil dig af med dem, der tager din energi. Dem, der tager energi, må elimineres. Du må træffe valg, når du vil noget nyt.

Sæt dig 3-4 mål og gå så efter det. Mennesker, der ikke har en retning i livet, er ofre for øjeblikkets indfald.