Det har været påvist i utallige socialpsykologiske forsøg, at flertallet af sunde og raske normale mennesker kan ændres til torturbødler.

Zimbardos forsøg fra 1971

Et klassisk eksempel er Philip Zimbardos forsøg fra 1971. Han ville undersøge, hvad et fængselsmiljø gjorde ved almindelige mennesker.

Han tog 24 raske unge mennesker med ned i kælderen på Standford University i Californien.

De blev først testet og udvalgt som de mest gennemsunde fysisk og psykisk ud af over 70 frivillige. De var også godt socialt begavede.

I kælderen blev de overvåget gennem et kighul i væggen af forsøgslederne. Men inden da blev de tilfældigt delt i fanger og fangevogtere. Fangerne blev anholdt i det virkelige liv og derefter ført til »fængslet«. De fik tøj, der passede til deres roller. Vogterne fik meget lidt instruktion. Men de fik at vide, at det var ekstremt vigtigt, at de opretholdt lov og orden. Ellers ville det hele mislykkes.

Der skete langsomt en optrapning, og modsætningerne mellem vogtere og fanger blev øget. I starten gør fangerne modstand, og vogterne laver for eksempel regler om, at der ikke er toiletbesøg efter kl. 22.00. Så de må bruge spande. Hver dag kommer der nye magtmetoder i brug hos vogterne.

Fangernes modstandskraft svækkes. Begge sider lever sig sygeligt ind i de roller, de har fået. Og de glemmer åbenbart helt, at der sidder psykologer og kigger på deres adfærd.

Personerne ændrede sig fra at være normale til at være fanger og vogtere. Fangerne blev underdanige, og vogterne blev magtsyge. Det giver en ond spiral med en selvforstærkende udvikling. Det bliver værre og værre.

Forsøget skulle have varet i 14 dage. Men Zimbardo måtte stoppe det efter seks dage, da fangevogterne skulle til at lave seksuelle overgreb på fangerne.

Fangerne var nedbrudte og havde mistet alt selvværd. Konklusionen på dette forsøg og alle de mange andre lignende forsøg er nok, at det er alment menneskelige reaktioner – desværre. Nogle siger fra i disse situationer, men flertallet løber bare med. Nogle er mere onde end andre, men de fleste siger ikke nok fra.

En af konklusionerne på forsøget er: Når man sætter gode mennesker i onde situationer, er det som regel situationerne, der vinder over mennesket. Efter seks dage stod de med vaskeægte sadistiske monstre.

Milgrams forsøg fra 1964

Et andet meget interessant og omtalt forsøg er Milgrams forsøg. Her instrueres almindelige mennesker i at give elektriske stød som medhjælpere i et forsøg. Personen, der får stød, er skuespiller, men det ved forsøgspersonerne ikke. De ved heller ikke, at de ikke giver stød. De er altså selv forsøgspersoner. Det mest farlige stød blev beskrevet med påskriften 450 volt – Fare – kritisk chok. To ud af tre af forsøgspersonerne trykkede på denne knap, når de blev bedt om det. Også selvom skuespilleren skreg og jamrede.

Når forsøgspersonerne prøvede at slippe for at give stød, blev de presset. Og mange fortsatte. På kort tid bliver forsøgspersonerne usikre, bange og tæt på nervøse sammenbrud, men gjorde hvad de blev bedt om af autoritetspersonen.

Virkeligheden

Men egentlig behøver vi jo ikke forsøg for at få bekræftet disse træk hos os mennesker. Vi kan se på Abu Ghraib-fængslet. Men vi kan jo også bare se på os selv. For eksempel på mobning på arbejdspladsen, på vores nabokrige i de stille og rolige kvarterer, vi troede, vi boede i, eller når det, vi troede var normale mennesker, viser sig at vanrøgte og mishandle deres egne børn. De senere år har der også været flere historier fremme om overgreb på ældre på plejehjem og på brugerne på institutioner for udviklingshæmmede. Men hvad er det, der gør, at vi mennesker kan gøre disse ting uden at stoppe op.

Noget af det kan måske forklares i vores forsvarsmekanismer. Lad os se på forsvarsmekanismerne i forhold til, hvis vi arbejder med at hjælpe andre mennesker.

Forsvarsmekanismer

Forsvarsmekanismer er vigtige jeg-funktioner, som er ubevidste for os selv. De hjælper os med at overleve psykisk. De er altså normale og nødvendige.

De hjælper os med at regulere angsten i forbindelse med indre og ydre konflikter. Der er en flydende overgang mellem, hvornår det er en nødvendig funktion, og hvornår det hæmmer vores tilpasning. Hvilke forsvarsmekanismer er det så, der træder i kraft hos mennesker, så det i værste fald kan ende med, at vi begynder at bekæmpe dem, vi for eksempel er ansat til at hjælpe?

Forskydning

Hvis en arbejdsplads har et dårligt psykisk arbejdsmiljø, og der er en svag eller fraværende ledelse, træder disse mekanismer tydeligere frem. Så kan vrede og frustration over for eksempel arbejdspres forskydes over i borgeren, som i stedet for bliver syndebuk. Det er nemmere at komme af med frustrationerne her. Borgeren er et konkret problem.

Projektion

Når vi er pressede, stiger projektionerne. En projektion er, når vores egne ubevidste impulser eller forestillinger, som er uacceptable for os selv, tillægges et andet menneske eller objekt. Det kan være vores aggressioner eller andre følelser, vi ikke vil være ved. Vi ser det som, at det er borgeren, der er aggressiv – vi må forsvare os.

Intellektualisering

Intellektualisering ses også i arbejdslivet. Det er, når vi diskuterer smertefulde og følelsesmæssige belastende hændelser i nærmest tekniske vendinger.

Det kan være en hjælp i et følelsesmæssigt meget belastende arbejde, men kan kamme over og blive meget følelseskoldt.

Splitting

Vi splitter også for at overleve i et dårligt arbejdsmiljø – splitter alt op i godt og ondt. Vi kan sagtens have fine idealer, der kun gælder de udvalgte, for eksempel kollegerne. Andre, for eksempel borgerne, behandles dårligt og kommer til at være dem, der skal bære alt det onde. Vi bruger det som undskyldning for vores opførsel: »De ligger, som de har redt«. Jeg forsvarer mig jo bare. Kollegafællesskabet betragtes som det gode. Borgeren betragtes ikke som et menneske. Udefra kan det tydeligt ses, at medarbejderne har et meget rigidt og unuanceret billede af virkeligheden. Og øjnene lukkes for de »godes« fejl.

Fortrængning

Der er klart et element af fortrængning i sager med omsorgssvigt, hvor den enkelte konsekvent fortrænger sine egne handlinger og slet ikke ser konsekvenserne af handlingerne i øjnene. De ser ikke, at dem, de er ansat til at hjælpe, har det meget dårligt.

Vi skal stoppe op i tide

Det er altså ikke et problem, at vi får det sådan. Det er kun et problem, hvis vi ikke gør noget ved det. Det er derfor meget vigtigt, at vi mennesker stopper op i tide, inden den onde spiral har taget over. Og det vigtigste er nok, at vi tager individuelt ansvar og ikke lader os styre af flokken eller den stærke leder, hvad enten det er en uformel eller formel leder.

Tal om det i personalegruppen

Hvordan taler vi om de mennesker, vi er ansat til at hjælpe? Har vores grænser rykket sig for, hvad vi kan tillade os at sige? Hvis ja, er det i en negativ eller positiv retning?

Ser vi på, hvad VI kan gøre for at ændre relationen?