– På et tidspunkt var vi kun fire-fem farmakonomer tilbage i produktionen. Vi lavede ikke andet end at være lukket inde i et lille rum og producere og producere i takt med, at kravene blev større, fordi der kom flere patienter og kræftsyge.

Sådan beskriver farmakonom Pernille Als arbejdsmiljøet i cytostatikafdelingen på Herlev Hospital, efter at hun var blevet ansat i november 2004.

På det tidspunkt havde den dengang 30-årige farmakonom været i faget i cirka tre år. Hun blev udlært på Vaisenhus Apotek i 2001, og her er hun nu søgt tilbage efter en opslidende periode i det offentlige sygehusvæsen.

Skræmmende

Pernille måtte i 2007 forlade sit job på hospitalet på grund af vedvarende og massive smerter i armene efter belastende arbejde i cytostatikaafdelingen.

Det skete efter hel- og deltids sygemeldinger, behandlinger og forsøg på genoptræning, og efter at hun af en specialist havde fået diagnosen myofascial smertesyndrom.

Fra at have været fysisk aktiv og efter at have gennemført uddannelsen som brandmand har hun nu problemer, når hun skal hente støvsugeren frem og gøre rent derhjemme. Indkøb og vinduespudsning er blevet store udfordringer.

– Det har været meget skræmmende at føle sig i fuld vigør og pludselig ikke kunne noget mere. Da jeg var ansat på hospitalet, gik jeg i seng med smerter og stod op med smerter. Hvis jeg tænker over, hvor meget, det har påvirket mit liv, bliver jeg i rigtig dårligt humør, siger Pernille Als, der nu kan føje titlen selvstændig erhvervsdrivende til sit CV.

Hun startede i 2006 eget firma for at have noget at falde tilbage på, hvis ikke hun fremover kan klare jobbet som farmakonom.

Stikkende smerter

Det var de ensidigt gentagne bevægelser i cytostatikafdelingen, som efter ganske få måneder kunne mærkes i Pernilles arme. Hun beskriver det som stikkende og brændende smerter, der stråler fra armen helt ud i hånden.

­– Vi sad i en LAF-bænk, der ikke kan indstilles i højden og dengang på nogle elendige stole – senere fik vi dog stole, der var bedre. Arbejdet består i, at man med armene hvilende på kanten af LAF-bænken skal påfylde alt fra 50 ml til 1000 ml infusionsposer. Når man trykker væsken ned i hætteglassene gennem en sprøjte, er det utrolig belastende for armene. Der skal trykkes rigtig hårdt, og man skal bruge de store armmuskler. Nogle får også skader i tommelfingeren på grund af trykket, fortæller hun.

Belastningen betød, at hun efter kort tid begyndte at få ondt. Smerten startede i den nederste del af armen og gik hele vejen op til skulderen.

Ondt og ondt

De første symptomer viste sig efter den første periode med underbemanding og stort arbejdspres. Pernille blev i første omgang reddet af sommerferien, men det var en stakket frist.

– Efter ferien startede det igen med at gøre ondt og ondt. Det begyndte jeg at klage lidt over, men den daværende ledelse havde svært ved at tage det alvorligt. Det ændrede sig første gang, jeg satte mig ned over for min nærmeste chef, tudede og sagde, at ’nu kan jeg ikke mere’.

Jeg fik min første sygemelding i december 2005, men da jeg kom tilbage efter en måned var jeg stadig ikke klar. Ledelsen foreslog en deltidssygemelding, og Henrik (Henrik Kjer Petersen, som i dag er driftsleder på afdelingen) hjalp mig med at komme i hurtig behandling hos hospitalets fysioterapeuter for at få mig i arbejde igen, fortæller hun.

Pernille gik til genoptræning i vandbassin i flere måneder, blev taget ud af produktion og sat over i medicinservice – men det løste ikke problemet, for hun fik ondt af at række armene op over hovedet og sætte varer på plads.

– Problemet var også, at vi i stedet for fire afdelinger ofte skulle servicere otte, fordi der var mangel på personale og mange sygemeldinger. Jeg skulle ikke kun sætte lette varer på plads, men også tunge præparater som infusionsvæsker.

Også her blev arbejdet meget ensidigt. Vi kunne kun nå at sætte på plads og ikke udføre de andre funktion­er, der ligger i medicinservice, fortæller hun.

Farvel til Herlev

Til trods for at Pernilles kolleger tit måtte tage det hårde arbejde, mødte hun ingen sure miner.

– Tværtimod. Mine kolleger er dem, der har været de bedste til at forstå min situation. De har bakket mig op og fået mig til at acceptere, at jeg simpelthen ikke kunne udføre arbejdet, siger hun.

Hun fik besked om, at det kunne gå fremad, men også at det kunne blive værre.

Kort tid efter traf hun beslutningen om at sige farvel til jobbet på Herlev Hospital og er i dag deltidsansat på Vaisenhus Apotek i København.

Kursusvirksomhed

Hun lægger nu en masse resurser i at få opbygget egen kursusvirksomhed, der tilbyder kurser i førstehjælp.

– Min situation er i dag, at jeg må passe på mig selv hele tiden. Jeg er for eksempel nødt til at planlægge tunge løft efter, hvornår jeg kan tillade mig at have ondt bagefter. Til ansættelsessamtaler fremover må jeg fortælle, at jeg ikke kan klare at sætte varer op.

Jeg har aldrig været særlig god til at lytte til mig selv, men det er jeg nu. Mit råd til andre i samme situation: Lær at sige fra, siger Pernille Als.