Af:
Helle Baagø, journalist
Apoteksenheden på Herlev Hospital har svært ved at skaffe personale til produktion af cytostatika og antibiotika. Derfor har ledelsen massivt fokus på ensidigt gentaget arbejde (EGA) og lover bedre fysiske forhold fra 2010
Sygemeldinger, opsigelser og vanskeligheder med at skaffe nye medarbejdere. Sådan er situationen på Apoteksenheden på Herlev Hospital, hvor ledelsen nu kæmper for at fastholde medarbejderne.
– Vi har svært ved at skaffe kvalificerede farmakonomer og har derfor blandt andet søgt laboranter og laboratorieteknikere til arbejdet med at fremstille cytostatika. Men også blandt disse faggrupper har vi haft vanskeligheder med at rekruttere, erkender driftsleder Henrik Kjer Petersen.
Cytostatika-produktionen på Apoteksenheden er præget af ensidigt gentaget arbejde og meget trange fysiske forhold. Der er pladsmangel i det lille rum, hvor op til seks farmakonomer fremstiller livsvigtig medicin til kræftpatienter. Rummet er så trangt, at medarbejderne risikerer at skubbe til hinanden, når de bevæger sig rundt.
Rotation og videofilm
Nu skal ikke mindre end 12 forskellige tiltag være med til at sikre, at farmakonomer fremover vil arbejde – og søge job – på afdelingen, fortæller Henrik Kjer Petersen.
Han kan fremvise en lang liste over initiativer, der spænder fra rotationsordninger til fysioterapi, massage, akupunktur og rådgivning.
En ergoterapeut filmer de nyansatte, når de blander cytostatika i sikkerhedsbænken og giver derefter feedback med hensyn til korrekte arbejdsstillinger og ergonomi.
Afdelingen har også en aftale med lægemiddelvirksomheden Hospira, der har udviklet et særligt program til forebyggelse af EGA-skader. Programmet omfatter udstrækningsøvelser, e-mail service og sms’er om ugens fokus.
Medarbejderne har fået en dagbog, hvor de skriver, hvordan de registrerer deres smerter.
– Og bogen bliver brugt, fortæller Henrik Kjer Petersen.
Klaustrofobi
Endelig bliver de fysiske rammer forbedret, når produktionsrummet bygges i større lokaler. De nye lokaler står klar i 2010, og det er på høje tid, mener sikkerhedsrepræsentant Jeanette Bajrami.
– Man er ved at få klaustrofobi i det rum, ligegyldig hvor glad man er for sit arbejde, fortæller hun.
Jeanette Bajrami er en af dem, der en gang imellem har smerter i tommelfingeren. Hun får massage og akupunktur for at dulme symptomerne og peger på, at der med fordel kan sættes fokus på de småskader, som gør arbejdet belastende.
Den dårlige bemanding er et af hovedproblemerne, fordi travlheden på afdelingen svækker alle de ordninger, som skulle hjælpe, mener sikkerhedsrepræsentanten.
– Vi har selv et ansvar for blandt andet at sikre rokering i hverdagen og forebygge EGA-skader, siger hun.
Måske kommer en del af løsningen fra den robot, som i øjeblikket afprøves på Rigshospitalet. Robotten automatiserer de ensidigt gentagne bevægelser i cytostatikaproduktionen og kan dermed forebygge nedslidning og arbejdsskader.