Der er kommet mere plads både foran og bag skranken på Gentofte Apotek siden ombygningen for nogle år siden. Sådan føles det i hvert fald. Men væggene har ikke flyttet sig en millimeter, garanterer apoteker Ilsa Nyman Hald, der under nyindretningen havde fokus på at lette den daglige belastning:

»Vi planlagde indretningen efter at få mere lys, luft og plads, for det har betydning for belastningen og så selvfølgelig efter at skabe så godt et arbejdsmiljø for den enkelte som muligt«.

Der blev desværre ikke plads til hæve/sænke skranker, men ellers er interiøret gennemsyret af en omsorg for at lette arbejdet for farmakonomerne. Blandt mange andre hjælpemidler er der under skranken monteret et tastatur, der kan hives ud og anvendes af dem, der er lave, mens de, der er høje, kan hæve tastaturet ved at placere det oven på en skræddersyet akrylplastikstøtte. Men ergonomisk korrekt indretning eliminerer ikke risikoen for belastningsskader.

Der skal mere til.

Undgå ergonomifælden

Mange arbejdspladser både i industrien, på sygehuse og på apotekerne gør meget for at indrette sig ergonomisk korrekt. De har gode borde, gode stole og hjælpemidler af forskellig slags: Løftevogne, sækkevogne, ståmåtter og meget mere.

»Men vi kan også falde i en fælde, i en ergonomifælde, så vi indretter arbejdspladserne så super korrekt, så super deluxe, at man tror, den hellige grav er vel forvaret«, siger Anna Mathiasen, arbejdsmiljøkonsulent og souschef i CRECEA Århus.

I givet fald betyder det, at man så sidder eller står ved sin arbejdsplads og arbejder hele dagen i troen på, at den fine stol, hæve/sænke skranken eller ståmåtten klarer frisag for en. Men det gør den ikke. Det er ikke nok.

»Desværre kan du ikke indrette dig ud af det her. For mig er det basis, at man har styr på ergonomien, og at arbejdspladsen kan justeres og tilpasses den enkelte medarbejder – høj og lav – tyk og tynd. Men det er variationen, der er kodeordet og bør overskygge hele problemstillingen omkring belastningsskader«, siger hun.

Forebyg med variation

Ilsa Nyman Hald fra Gentofte Apotek er helt klar over, at indretning ikke kan stå alene og derfor tilrettelægger hun også arbejdet, så for eksempel de, der er ansat til primært at være i skranken, også har en halv eller en hel dag for eksempel i forsendelsen.

»Det gælder om at eksperimentere og om at være åben for at tilrettelægge og indrette sit arbejde på en anden måde. Og her tænker jeg på, at man virkelig ude på arbejdspladserne gør en stor indsats for at finde ud af, om man kan variere sit arbejde«, siger Anna Mathiasen, der mener, at det på langt de fleste arbejdspladser godt kan lade sig gøre at skifte mellem forskellige arbejdsfunktioner, hvor man på skift står, går og sidder, og hvor der varieres mellem forskellige krav om koncentration og opmærksomhed.

En anden måde at skabe variation og lette belastningen på er at sprede sin arbejdsuge over flere kortere dage i stedet for færre lange. Anna Mathiasen siger: »En af mine kæpheste er, at det, især for de medarbejdere der har smerter, er en meget dårlig ide at planlægge sit arbejde, så man arbejder lange dage og så har en dag fri. Hvis man arbejder ti timer i træk og så er nødt til at ligge brak dagen efter, så er det for mig at se en uhensigtsmæssig måde at organisere sit arbejde på«.

Lyt til kroppen – og dine kolleger

Mange medarbejdere i branchen går med gener og smerter alt for længe uden at tage kroppens signaler alvorligt:

»Man skal først og fremmest være det, jeg med et lidt flippet 60’er/70’er udtryk kalder kropsbevidst. Det vil sige, at jeg er i stand til at registrere, hvad der egentlig sker i min krop, når jeg udfører den og den arbejdsfunktion. Find ud af, hvilke bevægelser der kan være benzin på bålet i forhold til de smerter, du har. Brug sikkerhedsrepræsentanterne. Brug kollegerne. Diskutér det her«, siger Anna Mathiasen.

Og det er lige, hvad de gør på Gentofte Apotek, hvor Ilsa Nyman Hald bevidst arbejder med at skabe et tillidsfuldt og åbent miljø. Hun siger:

»Hos os er grundholdningen, at vi skal have det godt med hinanden. Det vil sige et tillidsfuldt miljø, hvor du er åben og siger, når der er ting, der er for meget. Vi taler meget med hinanden og afdækker, inden det bliver for slemt. I det øjeblik, der er nogen, der er for psykisk eller fysisk belastede, er det legalt at sige, at det her, det er for meget«.

Anmeld skaderne

»Jeg har ikke noget billede af, hvor mange af vores medlemmer, der bliver ramt af belastningsskader. Jeg tror kun, jeg ser toppen af isbjerget«, siger faglig konsulent i Farmakonomforeningen Hanne Krogh og tilføjer, at hun langt fra hører om alle skader, fordi mange af foreningens medlemmer anmelder skaderne via egen læge eller via arbejdspladsen. Og måske anmelder nogle slet ikke skaderne.

De typiske belastningsskader er gener i nakke og skulder, knæ og hofter, men Arbejdsskadestyrelsen anerkender dem ikke som arbejdsskader. Alligevel mener Hanne Krogh, at det giver god mening at anmelde skaderne og helst via fagforeningen. Hun siger:

»Når et medlem bliver ramt af en belastningsskade, vil jeg rigtig gerne have, at de ringer ind til mig. Jeg hjælper dem med at udfylde anmeldelsen og taler med dem om, hvilke forventninger de har til at anmelde deres arbejdsskade. Og den forventningsafklaring er faktisk vigtig, fordi de her skader ikke bliver anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen. Men jo flere de får, jo mere opmærksomhed kommer der på alvoren i det«.

Personlig rådgivning

Ud over at hjælpe med at anmelde skaderne rådgiver Hanne Krogh også det enkelte medlem i, hvordan han eller hun helt kon­-kret kan afhjælpe sin skade ved at indrette og organisere deres arbejde anderledes eller ved at gøre nogle helt andre ting, end de plejer. Hun fortæller også medlemmet, hvilke muligheder de har for at få rådgivning, for eksempel fra en arbejdsmiljøkonsulent eller en fysioterapeut.

»Det er noget med at få sat en proces i gang ude på arbejdspladserne, at få talt om, hvordan forebygger vi de her skader. Al erkendelse starter i en kropslig fornemmelse«, citerer Hanne Krogh filosof og teolog Knud Ejler Løgstrup og tilføjer:

»Man skal kunne mærke på egen krop, at man skal gøre noget anderledes, ellers har det ingen effekt«.