Arbejdstilsynets definition af fysisk og psykisk vold

Ved fysisk vold er der tale om aktivt påført vold, for eksempel slag, spark, bid, kvælningsforsøg og knivstik. Der kan også være tale om, at de ansatte bliver involveret i voldsomme hændelser, for eksempel i forbindelse med et røveri.

Psykisk vold omfatter episoder, hvor de ansatte bliver udsat for verbale trusler, krænkelser, truende adfærd, systematisk fornedrelse, ydmygelse eller lignende.

Begge typer af vold kan være rettet direkte mod den ansatte eller indirekte, hvor den ansattes familie, venner, kolleger eller andre nært stående personer er genstand for vold eller trusler om vold.

Hvad kan fremkalde en krise?

En krise kan fremkaldes af fysisk og psykisk vold, ulykker eller andre chokerende begivenheder. Det er, når det, som aldrig kan ske for mig, faktisk sker.

Det er vigtigt at pointere, at der ikke er forskel på alvoren af fysisk og psykisk vold.

Når din kollega er ramt, er det ikke sikkert, du kan se det. Det er faktisk ikke til at vide, hvordan en kriseramt egentlig har det. Nogle er gode til at »gemme« deres tilstand. Andre er måske i chok og virker derfor stille og rolige, selvom der er et indre kaos. Andre reagerer meget voldsomt med uro og gråd. Derfor må I ALDRIG lade en ramt kollega være alene. GÅR DE – SÅ GÅ MED DEM!

Vi reagerer meget forskelligt i en krisesituation

Symptomerne kan deles op i kropslige reaktioner, følelsesmæssige reaktioner, mentale ændringer og adfærdsmæssige ændringer ifølge Arbejdstilsynet.

De kropslige reaktioner

Det kan være for eksempel utilpashed, maveproblemer, opkastning, ryste på hænderne, vanskeligheder med at styre sine bevægelser, svedtendens eller kuldefornemmelse, hjertebanken, svimmelhed og besvimelse. I ugen efter ses ofte søvnproblemer, herunder opvågning med mareridt, træthedsfornemmelse, overfølsomhed over for pludselige lyde samt angst for mørke.

De følelsesmæssige reaktioner

Det kan være vrede, skyldfølelse, angst, nedtrykthed og panikreaktioner, for eksempel præget af handlingsmæssig blokering eller magtesløshed.

I ugen efter ses ofte umotiveret gråd, følelsesmæssig tilbagetrækning, irritabilitet, vredesudbrud, tilbagevendende stærk genoplevelse af episoden (»flashbacks«), oplevelse af stærkt ubehag ved udsættelse for omstændigheder, der minder om episoden samt svækket selvtillid og tendens til selvbebrejdelser og skyldfølelse.

De mentale ændringer

Det kan være ændret opmærksomhed, koncentration og tænkning, hvor både egne og andres bevægelser opleves som unaturligt langsomme.

Afstandsbedømmelsen kan forvrænges, så omgivelserne enten opleves meget tæt på eller langt væk. Ligeledes kan tidsopfattelsen forvrænges, så få minutter opleves som en væsentlig længere periode, eller tiden opleves som om, den næsten er gået i stå.

Den enkelte kan få en fornemmelse af uvirkelighed, nedsat opmærksomhed, koncentrations- og hukommelsesbesvær.

De adfærdsmæssige ændringer

Adfærdsmæssige ændringer kan være overdreven eller formålsløs aktivitet. Reaktionen kan også være passivitet, nedsat bevægelsestempo eller overdreven pjattet adfærd eller humor. I ugen efter kan der optræde tendens til at isolere sig fra andre eller frygt for at være alene.

Accepter forskellige reaktioner

Hvis du ser på ovenstående symptomer, er de meget forskellige. Derfor skal du ikke forvente et bestemt reaktionsmønster. Du må respektere de reaktioner, din kollega har. De vil måske være stik modsat dine måder at reagere på i en krise. Derfor skal du altid tage udgangspunkt i din kollegas reaktioner, og du skal ikke vurdere, om de er relevante i forhold til, hvad der har udløst dem. Du skal respektere de reaktioner, der er. Ellers er du med til at forværre den krise, din kollega har.

Kendskab til disse reaktioner kan også forebygge konflikter i personalegruppen. Det kan jo virke meget voldsomt på en kollega, der sidder og græder, at en anden kollega kommer til at grine. Hvis der mangler kendskab til disse typiske krisereaktioner, kan det give konflikter, da kollegaen nemt kan føle sig svigtet.

Psykisk førstehjælp

Psykisk førstehjælp er det, du skal give lige efter, at der har været en voldsom episode på arbejdspladsen, hvor din kollega er ramt. Er du selv ramt, skal det være en anden, der tager over.

Lige når episoden er sket, er det vigtigt af få ro og tryghed omkring den ramte. Du skal bruge din intuition og give almindelig menneskelig omsorg. For eksempel skal du være nærværende og måske holde om din kollega eller sætte dig tæt ved. Nogle vil ikke røres ved. Du skal lytte og rumme, og det er meget vigtigt, at du accepterer de reaktioner, din kollega har. Du må ikke lade den voldsramte være alene. Sørg for at få andre til at hjælpe, for eksempel nøglepersoner/SiR/leder, når det er muligt.

Du skal forsøge at

• tage udgangspunkt i det, kollegaen føler i si-
  tuationen
• stille uddybende spørgsmål
• stille afklarende spørgsmål
• udvide kollegaens handlemuligheder med
  åbne spørgsmål
• imødegå selvbebrejdelser.

Du skal som hjælper

• ikke tage udgangspunkt i det, du selv vil føle
• ikke fortælle om dine egne ubehagelige episoder
• ikke kritisere den måde, kollegaen har handlet
  på
• ikke give gode råd
• ikke spørge hvorfor
• ikke tale meget og styre samtalen
• ikke bagatellisere den voldsramtes oplevelser
• og analysere
• undgå tomme fraser som »det skal nok gå/tag det ikke så tungt«.

Trøst kollegaen – ikke dig selv

Det, vi ofte kommer til, når en kollega er ramt, er, at begynde at kritisere de handlinger, der måske kan have fremkaldt ulykken. Men i stedet for at hjælpe vores kollega hjælper og trøster vi faktisk os selv. For når du siger: »Du skulle heller aldrig have gjort!«, så siger du samtidig: »Det ville ikke være sket for mig«.

Kollektiv monolog

Jeg har ofte set, at den ramte bliver svigtet af kolleger, der bliver inspireret af den konkrete hændelse til at fortælle om sine egne ubehagelige oplevelser. Det kalder jeg for en kollektiv monolog. Når den ramte fortæller om voldsepisoden, så bruger kollegaen fortællerens »problem« som springbræt. Kollegaen sætter sig selv i centrum. Og det ender med, at den ramte kollega sidder frustreret tilbage. Det sker især på arbejdspladser, der ikke har en ramme for, hvordan disse episoder skal tackles. Så går snakken i frokoststuen, og det ender med, at den ramte kollega både har sin egen akutte og fem andre historier med hjem.

Det er den ramtes reaktion – og ikke hændelsen – der viser, hvor ramt den voldsramte er.

Reaktionerne forsvinder gradvist

Som oftest vil reaktionerne gradvist forsvinde. En til to uger efter voldsepisoden vil den ramte fortsat kunne opleve nogle symptomer – især ved begivenheder der minder personen om voldsepisoden. Den ramte kan i perioder opleve stærk modvilje mod at gå på arbejde. Uden støtte fra kolleger og ledelse kan en voldsom episode påvirke medarbejderen i mange år og måske aldrig helt blive færdigbearbejdet.

Andre forhold der har indflydelse på reaktionerne

Medarbejderens erfaringer, bearbejdningen af tidligere episoder og graden af alvor, om den for eksempel var livstruende, har betydning. Ligesom dens tidsmæssige udstrækning og personens rolle og placering under episoden har betydning. Arbejdsforholdene kan betyde, at en voldsepisode kan opleves mere alvorligt end »nødvendigt«, for eksempel hvis risikoen for vold er til stede, specielt ved alenearbejde. Manglende åbenhed og accept kan også forstærke de psykiske belastninger.

Støtte fra kolleger hjælper i krisesituationer

Erfaringen viser, at de fleste kommer igennem kriser som følge af en chokerende begivenhed på arbejdspladsen med støtte fra kolleger og ledelse. For nogles vedkommende med kortvarig krisehjælp. Det er derfor vigtigt, at kolleger og ledelse har en fælles opfattelse af, hvordan disse sager tackles. Hvis I er i tvivl, så lad den ramte få en afklarende samtale med en psykolog. Det er vigtigt at undgå, at den enkelte sidder alene med problemet. Det kan betyde, at vedkommende måske siger op, tager beroligende midler i længere perioder eller melder sig syg med en anden undskyldning end den egentlige.

Tilbage på arbejde igen

Der skal støtte til, når kollegaen kommer på arbejde igen. Tal med den ramte om, hvordan I kan hjælpe. Når den voldsramte har genoptaget sit arbejde, har hun stadig brug for at bearbejde det skete. Accepter, at den voldsramte har brug for at fortælle om det skete igen og igen. Bearbejdning sker ved at sætte ord på følelser: Klart beskrevne og erkendte følelser er lidt nemmere at bære end generelle følelser som sorg, angst og skyld.

Aktiv lytning: Lad den voldsramte fortælle og stil spørgsmål, der giver mulighed for at uddybe. Vær en god kollega!