FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Arbejdsmiljø
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

22/04 - 2009
2009/07 - Nyt læringsunivers skal forebygge belastningsskader
To medlemmer testede Farmakonomforeningens nye læringsunivers Let Belastningen kort efter lanceringen. Farmakonomen så dem over skuldrene

Testpersonerne er Dorte Anthony, sikkerhedsrepræsentant på Steno Apotek i København, og hendes kollega på samme apotek, farmakonom Katrine Dahl.

 

De har vurderet, hvordan de kan bruge e-læringsværktøjet Let Belastningen, der henvender sig både til sikkerhedsrepræsentanter og farmakonomer.

 

Formålet er at forebygge, at daglige belastninger og mange ens gentagne bevægelser udvikler sig til egent-lige skader og lidelser.

 

Til at begynde med var Dorte Anthony fra Steno Apotek skeptisk over for projektet:

 

»Hvad skal vi bruge det til?«, var den første tanke, der løb gennem hendes hoved, da hun hørte om det. Hun kunne ikke mindes, at nogen havde klaget over smerter eller andre gener på hendes arbejdsplads.

 

»Men jo mere jeg får set af det, jo bedre synes jeg, det er«, siger hun.

 

Og hendes kollega, farmakonom Katrine Dahl, havde det på samme måde:

 

»Jeg tænkte allerførst, at sådan nogen problemer har vi ikke her. Men det er et rigtigt godt værktøj, og det skal nok få en dialog i gang. Jeg kan allerede se, at der er nogle ting, vi kan gøre bedre. Og hvis det kan have betydning for alle de sygdomme, vi kan få, så er det rigtig fint«.

 

Problemer skal frem i lyset

Let Belastningen indeholder blandt andet et interaktivt univers med videoer og fortællinger i foto og lyd. I videoerne kommer fysioterapeut Allan Dehn fra CRECEA med gode råd og inspiration til indretning, arbejdsstillinger, hjælpemidler og øvelser. I fortællingerne er der fokus på holdninger og adfærd omkring for eksempel lange arbejdsdage, afveksling og ergonomiske hjælpemidler.

 

»Jeg vil bruge værktøjet i et stort forum, og så vil jeg opfordre medarbejderne til at komme direkte med problemerne til mig og ikke gøre som hende, der i en af fortællingerne bliver på arbejde, selvom hun har kraftige smerter – for ellers går det ud over de andre«, siger Dorte Anthony og tilføjer:

»Man må også tænke på sig selv i den sidste ende. Det bliver spændende at arbejde videre med«.

 

E-læringsværktøjet Let Belastningen kan åbnes fra www.farmakonom.dk På forsiden til venstre er der en boks.

 

 

Fakta

Fortællinger åbner for dialog

Klikker man sig ind i universet i Let Belastningen, kan man se seks forskellige genkendelige situationer fra arbejdet på et apotek – fortalt med foto og lyd. Hver fortælling slutter med et spørgsmål, som sikkerhedsrepræsentanterne kan bruge til at starte en dialog ved at høre medarbejdernes holdninger og reaktioner.

 

Et af de spørgsmål, fortællingerne bringer op, er: »Synes du, det er i orden jævnligt at tage smertestillende medicin for at klare arbejdsdagen?«.

 

Katrine Dahl, der netop har set fortællingen bag dette spørgsmål, siger: »Jeg tror ikke, vi har nogen hos os, der går og pakker tingene sådan ind, men det kan da godt være, der er nogen, der gemmer sig alligevel«.

 

Og sikkerhedsrepræsentant Dorte Anthony tilføjer:

»Ved at tage dialogen, kan vi fortælle kollegerne, at der ikke er noget, det er forbudt at tale om. På den måde virker værktøjet rigtig godt. Det åbner for dialogen«.

 

Et andet spørgsmål i en af de andre fortællinger lyder: »Hvordan kan I skabe mest mulig afveksling mellem siddende og stående opgaver, så alle medarbejdere får så meget afveksling som muligt i deres arbejdsdag?«.

 

Det tema vækker ikke genklang hos hverken Katrine Dahl eller Dorte Anthony:

»Jeg tror, vi er rigtig rigtig godt forkælede med en skemalægger, der tager hensyn til, at vi ikke skal beskæftige os med det samme hele dagen«, fortæller Dorte Anthony, der godt ved, at hele dage med direkte ekspedition er et stort problem på mange andre apoteker.

 

Videoer giver håndfast inspiration

»Da vi så videoen med rombic’en, begyndte vi at skrupgrine«, fortæller Dorte Anthony og refererer til en af de i alt seks videoer om hjælpemidler, arbejdsstillinger, afveksling og øvelser, man kan se i Let Belastningen.

 

Med armene strakt op over hovedet og ansigtet i en smertefuld grimasse fortæller Dorte Anthony, hvorfor scenen om at hente varer fra de øverste skuffer i rombic’en er så sjov: »Vi står nøjagtig på den måde hver dag og ønsker, at vi havde fået 20 centimeter ekstra i julegave. Scenen minder os om, at vi lige skal give os tid til at bruge den elefantfod, der står der til det samme«.

 

Og det er netop en af pointerne med læringsuniverset. De fleste ved godt, hvordan de passer bedst på sig selv, men har lige brug for at blive mindet om det.

 

Mens fysioterapeut Allan Dehn viser tre øvelser i den næste video, udfører Dorte Anthony og Katrine Dahl dem simultant: »Gør nakken lang ved at trække hagen tilbage. Hold stillingen i to til tre sekunder – og kør ud igen«, forklarer Allan Dehn.

 

»Knæk, knæk« siger Dorte Anthony, da hendes nakkehvirvler larmende afslører, at de ikke er vant til den slags forebyggende øvelser.

 

Test din viden

I Let Belastningen kan sikkerhedsrepræsentanter teste deres viden om de ti hyppigst forekommende skader blandt farmakonomer. Det er Dorte Anthony i fuld gang med, men stopper op ved et af spørgsmålene:

»Er Iskias navnet på de sener, der løber fra hoften og hæfter sig på knæleddene eller på de to største nerver, vi har?«, spørges der i testen. Det ved hverken hun eller hendes kollega Katrine Dahl, der sidder lige ved siden af. Katrine har aldrig hørt om Iskias før og er lettere chokeret over, at man måske kan få udløst sådan en skade af at arbejde som farmakonom.

 

»Jeg tror, vi er utroligt forskånede her, men det kan da være, at vi ved at tage dialogen finder ud af, at det er vi ikke alligevel«, siger Katrine Dahl.

 

Og kort efter bekræfter Dorte Anthony hendes anelser:

»Jeg lider selv af Iskias«, siger hun og viser med en håndbevægelse Katrine Dahl, at Iskias giver smerter, der løber fra den nedre del af ryggen og videre ned gennem låret.

 

Og konfronteret med udtalelsen om, at ingen på apoteket klager over smerter, svarer Dorte Anthony:

»Nå ja, men den skade har jeg jo haft i hundrede år og en madpakke«.

 

 

« Tilbage til Arbejdsmiljø

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk