FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Arbejdspladsprofiler
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

10/02 - 2010
2010/03 - Landets mest tilfredse medarbejdere findes i Køge og Solrød
Køge Torvets Apotek og Solrød Apotek blev kåret til Årets Apotek på Apoteker- konferencen i november 2009. De løb med sejren, fordi apoteket har landets højeste medarbejdertilfredshed sammenlignet med landets øvrige apoteker

– Vi har længe kaldt os årets bedste apotek. Og så at blive det. Det er simpelthen et skulderklap til os alle sammen, siger to glade og stolte tillidsrepræsentanter Pernille Lauritsen, Køge Torvets Apotek, og Anne-Mette Niemann, Solrød Apotek. – Vi blev Årets Apotek, fordi vi alle kender målet med at være her, og vi ved, hvad der forventes af os. Ingen er i tvivl om, at vi skal servicere kunderne på bedst mulig måde. Vi skal være fuldt fagligt funderet, og så skal vi kunne levere varen. Ikke kun over for kunderne, men også over for kollegerne og fællesskabet, så vi kan leve op til vores motto: Køge Torvets Apotek og Solrød Apotek – mere end bare medicin.

 

En sikker vinder

Medarbejdertilfredshedsundersøgelsen, som ligger til grund for udnævnelsen til Årets Apotek, er besvaret af medarbejderne, som har fået stillet de samme 35 spørgsmål to gange. Første gang skulle de svare på, hvor tilfredse de var med et specifikt emne og anden gang, hvor vigtigt de vurderede det konkrete emne. Der blev spurgt inden for emnerne: Samarbejde, udvikling i jobbet, selve jobbet samt planlægning og organisering af arbejdet. Endelig skulle der også gives en samlet vurdering af apoteket.

 

Netop graden af overensstemmelse mellem tilfredsheden og vigtigheden indikerede et tilfredsstillende resultat. Og 27 besvarelser fra medarbejderne på Køge Torvets Apotek og Solrød Apotek viste en udtalt overensstemmelse mellem, hvad medarbejderne forventede, og hvad der rent faktisk foregik på apoteket – og det gjorde apoteket til en sikker vinder af titlen som årets bedste apotek.

 

– Jeg har meget stor lyst til at dedikere denne hyldest til mit personale. Det arbejde, som en farmakonom og en farmaceut gør på apoteket i dag, er hårdt arbejde. Det er ikke bare at sælge en færdig vare. Det handler i lige så høj grad om rådgivning, vurdering og behovsafdækning, siger en lige så glad og stolt apoteker Peter Schjørring-Thyssen.

 

– Personligt er jeg glad for at score højt på spørgsmål-et om, at medarbejderne kender mine forventninger til dem. Det er en meget vigtig pointe, siger han og er også glad for at have scoret højt på, at personalet er gode til at hjælpe hinanden. Det er noget, der er arbejdet rigtig meget med: – Det er vigtigt, at man har så meget tillid til hinanden, at man kan spørge en kollega om hjælp. Den følelse, »at jeg hellere må prøve selv, for ellers tror de bare, jeg er dum«, er meget undergravende. Det er langt bedre at sige til kunden, at jeg spørger lige min kollega. Det virker utrolig godt.

 

– Det handler om at få kompetencerne frem til gavn for den kunde, der står i skranken. For mig er det ikke vigtigt, om vi kan ekspedere en kunde på 2 minutter eller på 2,2 minutter. Det afgørende er den oplevelse, som kunden har fået af at være her på apoteket, og hvordan den enkelte medarbejder har været over for kunden, tilføjer han. – Vi skal kunne tilbyde det bedste af det bedste.

 

God ledelse er guld værd

En af årsagerne til den høje tilfredshed blandt medarbejderne er ifølge de to tillidsrepræsentanter også ledelsen, som giver plads til alle – og til forskellighed: – Apoteker og souschef har en evne til at få det bedste frem i os og fokusere på vores positive sider. Det er utrolig vigtigt. Samtidig bliver der heller ikke lagt fingre imellem. Hvis der er nogle svage sider, så er der kontant tilbagemelding. Det er også vigtigt, siger Pernille Lauritsen. – Og så er der plads til forskellighed. Vi er meget forskellige, og det får vi også lov til at være. Hvis nogen for eksempel gerne vil igangsætte en faglig aktivitet, så er der plads til det. Men man skal argumentere for sagen – og kan man det, så er ledelsen meget lydhøre.

 

Eneste betingelser er ifølge Peter Schjørring-Thyssen, at en aktivitet skal være fagligt begrundet og samtidig have værdi for apoteket: – Vi sætter ikke ting i værk, som ikke har en værdi, pointerer han. – Jeg vil godt være med til for eksempel at udbyde rygeafvænnings- og slankekurser, så længe vi ikke sætter penge til på det.

 

– Og så er det rigtig dejligt, at lige meget hvem du snakker med af apotekeren og souschefen, så får du samme besked. Der er ikke noget med, at du får én besked fra den ene og én besked fra den anden. Har den ene sagt, at det er sådan, vi gør. Så er det sådan, vi gør. Der er ingen slinger i valsen. Det er guld værd, fortæller Anne-Mette Niemann og fremhæver også ledelsen som gode sparringspartnere.

 

Kun faglærte sætter varer på plads

En af hemmelighederne bag udnævnelsen til Årets Apotek er ifølge Peter Schjørring-Thyssen, at de tænker meget i helheden på apoteket: – Det er let at blive så fokuseret på egen opgave, at man glemmer helheden. Og det undgår vi blandt andet ved at være gode til at tale sammen, siger han.

 

Det er blandt andet baggrunden for, at han som ny apoteker indførte en kaffepause om morgenen, inden apoteket åbnede, og at det i dag alene er de faglærte, som sætter varer på plads: – Vi har ikke robotteknologi, og det er måske gammeldags. Til gengæld giver det os mulighed for at mødes om morgenen, inden vi åbner, og være sammen på en anden måde end bare at ekspedere kunder, siger han og fremhæver vigtigheden af at sikre, at der er noget andet end bare at ekspedere kunder. – Hvis man som apoteker kun kan tilbyde en travl skranke, så er det ikke nok i dag til at kunne tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere.

 

Også de to tillidsrepræsentanter er enige i, at denne morgenstund med vare-på-plads-sætning er med til at styrke sammenholdet: – Det er der, hvor der er tid til at snakke sammen, siger de og peger i øvrigt også generelt på de mange sociale arrangementer på apoteket. – De betyder meget for fællesskabet.

 

Med til billedet af et godt kollegialt fællesskab på apoteket hører også, at der ikke er nogen negative faggrænser: – Og at vi har nogle fantastiske farmaceuter, tilføjer Pernille Lauritsen.

 

Tillid er nøgleordet

– Egentlig tror jeg, at nøgleordet til den succes, vi har her på apoteket, er tillid. Man skal have tillid til den enkelte medarbejder, og den enkelte skal have tillid til ledelsen, siger Peter Schjørring-Thyssen – og tillidsrepræsentanterne nikker samtykkende. – I dag er processerne på et apotek så komplicerede og den enkelte kunde så velinformeret og kritisk, at man er nødt til at sørge for, at den enkelte medarbejder har så meget tillid – og så megen uddannelse og ballast, at de kan gennemføre stort set alle typer af ekspeditioner. Samtidig skal de også vide, at der hele tiden er en kollega og en leder, der bakker dem op.

 

Men ingen medarbejder kommer sovende til arbejdet på de to apoteker. Alt bliver målt og vejet, ligesom den enkelte medarbejder også bliver vurderet fagligt. Souschef og farmaceut Lisbeth Hein har udviklet et coachingforløb, hvor hver enkelt medarbejder bliver overvåget i 3-5 ekspeditioner og efterfølgende evalueres ekspeditionerne i relation til apotekets informations-politik. Det er med til at sikre den faglige standard.

 

Rammerne skal være i orden

En anden vigtig pointe for at skabe den bedste arbejdsplads er strukturen, som på områder som skemaplanlægning, logistik og kvalitetsstyring ligger meget fast – og helt ens – på de to apoteker i Køge og Solrød: – Vi har faste udvalg, der styrer disse områder, og det er ikke til bred diskussion. Det skal bare fungere, så den enkelte medarbejder kan være til stede og levere »varen« 100 procent over for kunden, siger Peter Schjørring-Thyssen.

 

Og så skal de fysiske rammer selvfølgelig også fungere: – Jeg kan ikke forvente effektivitet, og at folk yder maksimalt, hvis jeg ikke stiller tilstrækkeligt velfungerende rammer til rådighed, fortsætter han. – Der skal være mulighed for at kunne slappe ordentlig af, når man har pause, og der skal være de nødvendige redskaber til rådighed inden for it osv.

 

Samtidig mener han også, at han som apoteker har en meget stor forpligtigelse til at sikre, at medarbejderne har sikre og trygge rammer at arbejde under: – Jeg tror, at det allervigtigste for en medarbejder er at have et job, man er glad for, hvor man har jobsikkerhed og jobtryghed – og så gode kolleger. Ellers kan man ikke levere et ordentligt resultat – og har i øvrigt heller ikke lyst til at være her, siger han. – Jeg har ikke nogen ansat, som ikke har lyst til at være på apoteket. Og jeg føler, at den medarbejdertilfredshedsundersøgelse, som har gjort os til Årets Apotek, meget præcist viser, at den grad af tryghed er til stede.

 

Nye fremtidsplaner

Der hviles ikke på laurbærrene, fordi de er blevet Årets Apotek: – Vi fortsætter med at udvikle os og holde os ajour – og have det godt med hinanden. Vi er et godt team, og vi er gode sammen – og det skal vi fortsætte med, så vi stadig synes, det er rart at komme på arbejde – hver dag, siger Anne-Mette Niemann.

 

Næste store fællesprojekt bliver at flytte Solrød Apotek til nye og større lokaler – bare 50 m væk fra den tidligere beliggenhed.

Men i første omgang skal der festes. Med hæderen som Årets Apotek følger et diplom og en check på 1.000 kr. per medarbejder til et socialt arrangement. Hvordan, det skal foregå, er endnu ikke fastlagt, men fejres skal det: – Og hvis der er noget, vi er gode til, så er det at feste, siger de to tillidsrepræsentanter i én mund.

 

Fakta

To enheder, ét fællesskab

Køge Torvets Apotek og filialen i Solrød blev efter en apoteksstruktursag slået sammen i 2005. Forholdet mellem de to enheders omsætning og medarbejderantal er i størrelsesordenen 55:45 – og som en naturlig fortsættelse af sammenlægningen besluttedes det at bibeholde de to tillidsrepræsentanter – Pernille Lauritsen, som har været tillidsrepræsentant i Køge i næsten 30 år, og Anne-Mette Niemann i Solrød, som også har været tillidsrepræsentant i en årrække.

 

Og hvad der ellers kan være et stort problem – at integrere to enheder til ét fællesskab – er forløbet over al forventning, men også noget, som apoteker og personale bevidst har arbejdet på skulle lykkes. Det startede med et teambuildingkursus i Sverige for alle medarbejdere på henholdsvis Køge Torvets Apotek og Solrød Apotek: – Det fik i den grad rystet os sammen, og vi lærte hinanden at kende på kryds og tværs, fortæller Anne-Mette Niemann og tilføjer, at apotekeren også, da han havde fået at vide, at de skulle slås sammen, inviterede alle fra Solrød ind på apoteket i Køge, så de kunne møde hinanden.

– Så fra at være to hold, der ikke kendte hinanden, er vi i dag et fællesskab, som ikke føler forskellighed mere. Vi er smeltet rigtig godt sammen, siger hun og peger også på, at de i mange år efter sammenlægningen har været på fælles efteruddannelse blandt andet som weekendkurser. – Det gør også, at du bliver rystet godt sammen.

– Og så prøver vi at lave meget socialt sammen – og blande os, når vi har fællesmøder og andre aktiviteter, supplerer Pernille Lauritsen.
– Vi sætter os ikke i de to enheder, men er meget opmærksomme på at blande os.
« Tilbage til Arbejdspladsprofiler

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk