I mange år herskede i det antikke Rom troen på, at læger var nogen, man skulle holde sig fra. Lægekunsten var grækernes værk, og man yndede at tale nedsættende om de græske læger. Romerne betragtede sig selv som raske og rørige – i modsætning til de kraftløse grækere. Men hovedparten af de læger, som gjorde sig bemærket i perioden, stammede ikke desto mindre fra Grækenland. Således også den læge, hvis arbejde kom til at få afgørende indflydelse på medicinens historie.

I år 162 efter Kristus kom Galen (udtales Galén) til Rom, 33 år gammel. Han fik hurtigt indflydelsesrige borgere i tale med sine overbevisende forelæsninger om lægekunst. Noget, der for alvor trak publikum til, var hans dissektioner af levende grise.

Man kan nemt se ham for sig på Forum i hjertet af Rom foran en kødrand af nobiliteter og tilløbere. Grisen blev spændt godt fast, og så gik han roligt i gang med at skære i den. For at vise nervernes betydning skar han dem over én for én. Grisen skreg under hele seancen – indtil han triumferende skar strubenerven over, og alt blev meget stille. Publikum var henrykt, og Galen demonstrerede sine evner på en lang række dyr – selv elefanter.

Mennesker havde kun lejlighed til at dissekere få gange i Alexandria. På den tid passede det ikke med opfattelsen af det menneskelige legeme at skære i døde menneskekroppe.

Utrættelig og produktiv
Galen havde studeret mange år inden sine optrædener i Rom. Allerede som 13-årig skrev han flere værker. Han gennemførte studier i matematik, arkitektur, astronomi, landbrug og filosofi. Herefter dedikerede han de følgende 12 år til uddannelse i lægekunsten og arbejdede som læge for gladiatorerne i sin fødeby Pergamon i Grækenland (i dag Bergama i Tyrkiet).

Behandlingen af de ødelagte legemsdele har givet ham en enestående mulighed for anatomiske studier. Resten af dem blev udført på dyr, hvilket førte til afgørende fejltagelser. Men langt de fleste af hans redegørelser var både meningsfulde og sammenhængende, til trods for det sparsomme menneskelige materiale han tilfældigt fik til rådighed i sit arbejde med gladiatorerne.

Mangt og meget blev emne for Galens pen, og det resulterede i ikke mindre end 300 titler. Her diskuterer han alt fra sjælen til åreladning, og hans viden var enorm. Han brugte også megen energi på at skrive detaljeret om sine rivaler – i særdeleshed dem, der ikke delte hans opfattelse af menneskets fysiologi. Takket være hans udførlige gennemgang af kollegers manglende evner har disse fået pladser i medicinens historie – hvilket næppe har været hensigten med hans anstrengelser.

Galen byggede videre på den gamle græske teori om kroppens fire væsker: Blod, slim, sort galde og gul galde. Væskerne skulle være i indbyrdes balance for at sikre helbredet. Feber blev for eksempel betragtet som tegn på for meget væske, og behandlingen herfor var åreladning. Alvorligt syge skulle årelades to gange om dagen: første gang skulle man stoppe, inden de besvimede, anden gang først når patienten havde mistet bevidstheden.

Han begrundede sine anvisninger med sin store viden om pulsen. I begyndelsen af 170’erne skrev han 16 bøger alene om dette emne. Galens lære om blodoverfyldning og åreladning bevarede sin indflydelse helt frem til 1800-tallet.

Traditionen
På Galens tid troede mange stadigvæk, at guder og ånder havde indflydelse på helbredelsen af de syge. Sådan havde det været i tusinder af år. Det gamle testamente, som er skrevet omkring 8. århundrede før Kristi fødsel, beskriver nøje, hvordan årsager til diverse sygdomme tilskrives Vor Herres utilfredshed.

Men allerede i 5. århundrede før Kristus blev troen på gudernes almægtighed udfordret. Lægerne i den græske civilisation udviklede dengang teorierne omkring de fire legemsvæsker, som Galen mange år senere baserede sin praksis på.

Den lærde del af befolkningen betragtede altså i 5. århundrede før Kristus ikke længere fysisk sygdom som gudernes værk, og det er første gang i Europas historie. Den kendteste af lægerne, Hippokrates, blev leder af lægeskolen på Kos. Hans skriftlige arbejde er i princippet samlet i værket Corpus Hippocraticum, som omfatter cirka 60 bind. Man har sorteret en del i værkerne gennem tiden, og præcis hvilke af dem Hippokrates har skrevet, ved vi ikke. Men fælles for sygehistorierne er, at de alle bliver forklaret som opstået af naturlige årsager – uafhængigt af overtro.

Den hippokratiske medicin fik ry for at være centreret om patienten snarere end om sygdommen. Man fokuserede på, at det handlede om et samarbejde mellem lægen, patienten og sygdommen. Måske visse læger fra vor tid kunne have gavn af at studere Hippokrates’ værker.

Hippokrates formulerede desuden lægeløftet. De etiske retningslinjer, som ligger til grund for lægeløftet i dag, er baseret på den hippokratiske ed. Her garanterer lægen, at han ikke vil skade patienten, at han vil behandle alle lige, og at han er hævet over ønsker om rigdom og berømmelse. Denne sætning er holdt i hankøn, for i hundredvis af år var hvervet som læge stort set forbeholdt mænd.

Galen betragtede sit arbejde som en fuldstændiggørelse af arven efter Hippokrates. Galen havde øjensynlig en forklaring på alt, og den blev nedfældet på skrift. Takket være dygtige oversættere fra den islamiske verden har en stor del af arbejdet fået lov til at overleve, og Galens teorier kommer til ære og værdighed igen i slutningen af middelalderen. Selv formulerede han det således:

– Jeg har gjort lige så meget for medicinen, som Trajan har gjort for Romerriget, da han byggede broer og veje gennem Italien. Det er mig, og mig alene, som har opdaget medicinens sande vej. Det skal indrømmes, at Hippokrates havde udstukket denne vej… han forberedte den, men det er mig, der har gjort den farbar.

Næste artikel følger medicinens historie på rejse gennem den islamiske verden.

Indholdet i denne artikel er vinklet og bearbejdet i samråd med Kirsten Jungersen fra Medicinsk Museion. Tak for godt samarbejde!