Grækeren Hippokrates bliver af de fleste betegnet som medicinens fader. Allerede i 5. århundrede før Kristus etablerede han en fremsynet og patientorienteret lægeskole. Hans tanker blev vakt til live igen i romertiden af Galen – en velstuderet landsmand, som formåede at overbevise de fleste af sine samtidige om egne og forfædres teorier. Begge forfattede et utal af værker, som i dag må betegnes som grundsten for lægevidenskabens ældre historie. Men efter Roms fald i 4. århundrede efter Kristus gik udviklingen i det vestlige Europa stort set i stå i flere hundrede år.

Islam bredte sig
I mellemtiden sloges man i de østlige middelhavslande. Krige forarmede og udmattede befolkningen i store områder, efterhånden som araberne erobrede Østen. Og så kom byldepesten – det første udbrud er dateret til år 541 efter Kristus. Herefter skulle der gå 200 år, hvor pesten hærgede og lagde adskillige landsbyer øde.

Profeten Muhammed (570-632) fra Mekka modtog som 40-årig et kald, og Koranen viste sig for ham i en åbenbaring. Folk havde behov for tryghed og styring i den svære tid, så religion fik gode kår, og islam blev mere og mere udbredt. Omkring tidspunktet for Muhammeds død var næsten hele Arabien gået over til islam. Hundrede år senere havde hans tilhængere erobret dele af det byzantinske Asien, hele Persien, Ægypten, Nordafrika og Spanien.

Folkemedicinen i Mellemøsten, inden islam, var nært beslægtet med folkemedicinen i Middelhavslandene. Man anvendte klaret smør mod feber, dadler mod børnesygdomme og kamelurin til at styrke organismen. Kendskabet til de indre organer var beskedent, og kirurgien var på et primitivt niveau. Men efterhånden som islam blev udbredt, kom folkemedicinen i klemme: Koranen skulle være grundlag for enhver handling, og den tolker sygdom som Guds straf og/eller onde ånders værk. Det nærmeste, man kommer noget, der minder om lægevidenskab, er påbud om hygiejne og lovprisninger af honnings helbredende egenskaber.

Med de massive erobringer havde araberne nu gjort de kristne til undersåtter. Mange af disse var af græsk afstamning, og adskillige lærde befandt sig rundt omkring i de store byer. Traditionen tro gebærdede de sig frit inden for discipliner som retorik, filosofi og medicin. Disse kundskaber besad araberne ikke, og derfor klarede de sig dårligt i diskussioner med de kristne. De indså snart, at de var nødt til at studere blandt andet Galens og Hippokrates’ værker.

Derfor opstod der et akut behov for oversættelser af de mange gamle tekster. Navnlig i 800-tallet var der stor aktivitet omkring kaliffen al-Mamun, som oprettede et bibliotek i Bagdad, hvor der blev oversat imponerende mængder af især medicinsk litteratur. Den græske arv blev nu for alvor tilgængelig for den islamiske verden. Og som en yderligere gevinst blev teksterne bevaret for eftertiden – ofte i adskillige kopier.

En frugtbar periode
Medicinen som intellektuel disciplin blomstrede herefter op i de østlige Middelhavslande. De muslimske samfund havde tradition for at studere, og en af de største læger og filosoffer fra den tid var Rhazes (865-925) fra Persien, som skrev over 200 afhandlinger.

Som den første gav han en detaljeret beskrivelse af sygdommene mæslinger og kopper. Desuden lavede han udførlige notater om egne og patienters sygehistorier. For eksempel kan man læse, at han ved at gurgle hals med stærk eddike kurerede en halsbetændelse. Og en hævet testikel blev helbredt ved hjælp af brækmiddel. I sine værker medtog han også sygehistorier fra andre kilder, for eksempel Galen.

Rhazes vandt stor anseelse, og hans arbejde fik afgørende betydning – også i de vestlige lande, hvor hans lægelige værker er blevet flittigt studeret i hundreder af år.
Den næste store læge, Avicenna (980-1037), var også perser, og han blev en fremragende Galen fortolker. Han kunne ifølge overleveringen recitere Koranen som 10-årig. Som 16-årig arbejdede han som læge, og han nåede langt på de 57 år, han fik til sin rådighed.
Avicenna arbejdede som administrator, som jurist, som underviser i filosofi og som læge ved adskillige hoffer. Desuden nåede han at skrive 270 værker – to af dem var enorme encyklopædier. Hans selvbiografi fortæller, hvordan han har skrevet alt dette på hesteryg, i fængsler, i skjul og under fuldskab!

Der hersker ingen tvivl om, at hans viden var kolossal. Det ene af de to hovedværker, som senere blev kendt som Canon medicina, skrev han på baggrund af egne, hippokratiske, galenske og andre lærdes teorier. Det blev nærmest en bibel i den arabiske og siden også i den vestlige verden. Avicenna fik tilnavnet Islams Galen.

Perioden bød på økonomisk fremgang i det meste af regionen, og lægevidenskabens opblomstring var ét af produkterne. En veluddannet elite sørgede for legater, undervisning og ikke mindst en betragtelig produktion og vedligeholdelse af bøger. Og som en naturlig del af denne udvikling dukkede velfungerende hospitaler op i mange større byer.

Kundskaberne vestpå igen
Vestpå var udviklingen gået mere eller mindre i stå, men efterhånden medbragte rejsende beretninger om kundskaberne i den islamiske verden. Den italienske by Salerno blev omkring år 1000 berømt for sit helbredelsescenter, som også indbefattede den første europæiske lægeskole. Ifølge legenden blev den oprettet af en jøde, en araber, en græker og en romer. Vi ved ikke, om det er sandt, men skolen lå syd for Napoli, hvorfra både sejlede til den græske og den arabiske verden – og 100 km fra munkeklosteret Montecassino, som var kendt for at oversætte arabiske lægeværker. Så helt usandsynligt er det vel ikke…

En af munkene på Montecassino gjorde sig særligt bemærket. Hans navn var Constantinus Africanus (cirka 1020-1087), og han oversatte mange af de græske tekster til latin, som dengang kun eksisterede på arabisk. Den kristne, latinkyndige verden fik herigennem igen adgang til denne viden.

Titlen doktor i betydningen læge blev første gang anvendt på Salernos lægeskole i 1180, og man oprettede et pensum baseret på medicinske lærebøger. De studerende havde dog sjældent råd til at købe bøgerne, men kunne så i stedet finde hjælp hos Arnold af Villanova. I en berømt publikation skrev han 842 verselinjer, som lægerne kunne lære udenad, for eksempel:
Hvis du vil bevare sundhed og kraft
Undgå sorger og vrede
Afstå fra store måltider og for megen saft (vin).

Således belærte – fortsatte lægerne fra Salerno generation efter generation med at arbejde, undervise og studere. Lige indtil begyndelsen af 19. århundrede, hvor Napoleon lukkede skolen.

Resumé
Hippokrates etablerede historiens første lægeskole i 5. århundrede før Kristus. Galen tog tråden op i 2. århundrede efter Kristus og byggede videre på Hippokrates’ teorier.

Udviklingen i vesten gik mere eller mindre i stå efter Roms fald, imens islam spredtes i Mellemøsten og omkringliggende lande, og vestpå helt til Spanien. Studier af de gamle grækere blev en eftertragtet beskæftigelse hos den intellektuelle elite i de islamiske samfund. Enkelte af de klassiske værker blev hurtigt oversat, og omkring år 800 begyndte det at gå rigtig stærkt. Stort set alle tilgængelige værker blev i løbet af de følgende 200 år oversat til arabisk. Dette sikrede, at de blev bevaret for eftertiden.

Læger fra den arabiske verden tilføjede adskillige værker til samlingen af vigtige medicinske skrifter. Den vestlige verden genoptog for alvor de medicinske studier omkring år 1000, hvor munkene på klosteret Montecassino oversatte de nu arabiske tekster til latin. Den kristne verden fik således igen adgang til den klassiske medicin, og de fik lejlighed til at studere de nye arabiske fortolkninger af den.

Indholdet i denne artikel er vinklet og bearbejdet i samråd med Kirsten Jungersen fra Medicinsk Museion. Tak for godt samarbejde!