– Man skal først yde noget, og derefter kan man tillade sig også at kræve noget. Det har altid været Eva Balle-Ranfelts livsfilosofi. Og derfor var fagkurser noget af det første, hun som formand og forretningsfører satte i gang, da Danske Apoteksdefektricers

Landsforening startede i 1946. For først når defektricerne havde gjort en indsats for at få en ordentlig uddannelse, mente hun, at de kunne »tillade« sig at ønske en bedre løn og bedre arbejdsforhold.

Ingen faste rammer for uddannelse
Uddannelsen af defektricer var i 1946 underkastet lærlingelovens bestemmelser. For defektriceelever under 18 år var læretiden 4 år. For elever over 18 år var læretiden 3 år. Ud over den praktiske uddannelse på apoteket krævedes der, når defektriceeleven var under 18 år, også en teoretisk uddannelse på handelsskolen. Men det var langt fra tilstrækkeligt – og defektrice-elever over 18 år behøvede ikke at gå på handelsskole. De fik oftest ingen anden undervisning end den, der blev givet på apoteket. Og den var meget forskellig fra apotek til apotek. Der var således ingen faste rammer for defektricernes uddannelsesforløb, ligesom der heller ikke var nogen regler for, hvilke kvalifikationer en defektriceelev skulle have, førend hun startede.

Defektricernes egne fagkurser
På opfordring fra 44 initiativrige, århusianske defektricer startede farmaceuterne B.K. Jensen og K. Alb. Jensen, Aarhus Kommunehospitals Apotek, i efteråret 1946 et kursus for defektricer, som »ønskede indsigt i forskellige farmaceutiske discipliner«. De to farmaceuter underviste i deres fritid – uden løn. Dette kursus blev forløberen for defektricernes landsdækkende fagkurser.

Danske Apoteksdefektricers Landsforenings fagkurser blev hurtigt en succes. I efteråret 1947 blev der oprettet kurser i 7 byer landet over. Og 250 defektricer og elever tilmeldte sig straks. Landsforeningen havde cirka 600 medlemmer. I alt var der cirka 1.000 defektricer på landets apoteker. Undervisningen fandt sted en aften om ugen og kostede 10 kr. om måneden. Kurserne sluttede efter to år med eksamen.

At deltage i fagkurserne indebar også, at man løste en række skriftlige opgaver. Disse opgaver blev indsendt til Landsforeningen for at blive rettet. Det var formanden selv og en række bestyrelsesmedlemmer, som de første år stod for at rette disse hjemmeopgaver.
I maj 1949 afsluttede de første defektricer Landsforeningens fagkurser med både skriftlige og mundtlige prøver.

Fra defektrice til apoteksassistent
Med Apotekerloven af 1954 fulgte i 1958 den nye apoteksassistentuddannelse. Det var en 3-årig uddannelse for elever med real- eller studentereksamen; mens den var 4-årig for elever med en mellemskoleeksamen. Hele læretiden skulle foregå på apoteket, men der lå ingen faste rammer for undervisningen.

I 1998 blev adgangsbetingelserne skærpet, og der blev indført krav om studentereksamen eller tilsvarende eksamen som adgangskrav for alle, der søgte ind på apoteksassistentuddannelsen, således at uddannelsestiden blev 3 år for alle elever.

For defektricer, der ønskede at blive apoteksassistenter, gjaldt der visse overgangsbestemmelser. De gik ud på, at defektricer, som havde bestået fagkurserne inden 1. juli 1958, fik adgang til apoteksassistenteksamen på lempede betingelser. De gik ud på, at defektricerne blev fritaget for at være egentlige elever og skulle blandt andet ikke føre dagbog, ligesom journalen var begrænset til kun to præparter. Men fagkurserne gav ingen fortrin, og det gav anledning til stor skuffelse blandt defektricerne.

Men selvom fagkurserne ikke blev defektricernes adgangsbillet til at blive apoteksassistenter, så udgjorde de et godt fundament. Fagkurserne gennemførtes op til 1959. Samme år som fagkursuseksamenerne kunne holde 10 års jubilæum i 1959, blev de holdt for sidste gang.

Manglende lærebøger og undervisningsplaner
At kvalificere sig til at gå til apoteksassistenteksamen krævede masser af flid og energi af defektricerne. Her gjorde Danske Apoteksdefektricers Landsforening og Danske Apoteksassistenters Forening, som blev dannet i 1958, et kæmpestort arbejde for at støtte de defektricer, som tog denne udfordring op, blandt andet blev der iværksat repetitionskurser.

Apotekerforeningen troede ikke rigtig på, at defektricerne kunne bestå apoteksassistenteksamen. De forudså, at højst 10 procent af defektricerne ville bestå. Men det blev heldigvis gjort til skamme – i første omgang. Næsten alle bestod ved første eksamen. Derefter gik det desværre ned ad bakke. Både hvad angik defektricer, som gik til apoteksassistenteksamen, og apoteksassistenteleverne. Færre og færre bestod.
Foreningerne gjorde deres bedste ved fortsat at iværksætte landsdækkende kurser for eleverne i den teoretiske viden. Men det var ikke nok til at bringe en ensartet standard på uddannelsen. Der manglede lærebøger og klart definerede undervisningsplaner. Og undervisningens svingende kvalitet skyldtes ikke mindst, at uddannelsen alene hvilede på den enkelte apoteker eller farmaceut, som efter motivation og evne varetog undervisningen.

I 1961-65 var realiteterne da også, at kun 2/3 af de apoteksassistentelever, som indstillede sig til eksamen, bestod. Det var ikke tilfredsstillende, så nødvendigheden af en ensartet uddannelse med faste undervisningsplaner var indlysende.

Et vendepunkt
Men da apoteker L. Bagger Hansen blev valgt ind i Apotekerforeningens bestyrelse lykkedes det ham at få taget en principbeslutning om, »at foreningen nu ville satse på apoteksassistentuddannelsen, arbejde for at øge tilgangen af velkvalificerede unge til uddannelsen og søge at samle væsentlige dele fra den teoretiske undervisning af apoteksassistenteleverne gennem etablering af skole med tilhørende kollegium«.

Denne principbeslutning blev et vendepunkt. Antallet af apoteksassistentelever steg fra cirka 150 pr. år til 283 i 1966 og til 334 i 1967. Tilsvarende skete der et fald i antallet af defektriceelever. I 1970 blev der antaget 370 apoteksassistentelever og kun 60 defektriceelever. Fra 1. januar 1972 ophørte defektriceuddannelsen, og faget kunne nu alene satse på én uddannelse.

Uddannelse med egen skole
I 1970 blev Apoteksassistentskolen (nu Pharmakon) i Hillerød indviet. En milepæl for apoteksassistenternes – og senere farmakonomernes uddannelsessituation. Med etablering af Apoteksassistentskolen blev undervisningen af apoteksassistentelever lagt i faste rammer, og der skete et helt klart kvalitetsløft af uddannelsen. En praktisk undervisning i det 3-årige uddannelsesforløb skulle som hidtil foregå på apoteket, men blev nu suppleret med teoretisk undervisning på Apoteksassistentskolen i form af tre kurser af en måneds varighed undervejs i uddannelsesforløbet og med brevskoleopgaver mellem kurserne. Siden er apoteksassistentuddannelsen blevet ændret flere gange – senest i 1995. I dag omfatter den teoretiske undervisning på Pharmakon 20 uger i løbet af de tre års uddannelsestid, fordelt på syv kurser af 1-4 ugers varighed.

Uddannelsens indhold og karakter er løbende justeret for at tilpasse den tidens krav til apoteksassistenter og defektricer på apotekerne. I dag ligner farmakonomuddannelsen ikke meget den apoteksassistentuddannelse, som så dagens lys i 1958.

Kilder: Recepten – på en forening, på en uddannelse, på et sammenhold. Jubilæumsskrift udgivet i forbindelse med foreningens 50 års jubilæum i 1996. Tekst: Inge Dyhr.
Samtlige numre af Farmakonomen (tidligere også Laboremus og Apoteksassistenten).
50 år – og stadig med ambitioner. Artikel om farmakonomuddannelsens 50-års jubilæum. Farmakonomen 12/04. Tekst: Poul R. Kruse, Dansk Farmacihistorisk Fond.