Af:
Inge Dyhr, journalist
2006/18 - Ventede 21 år på en overenskomst
Da Farmakonomforeningen blev etableret i 1946 var holdningen: Først uddannelse, så løn. Først skulle foreningens medlemmer – defektricerne – gøre en indsats for at få en ordentlig uddannelse, og først derefter mente de, at de kunne »tillade« sig at ønske bedre løn og arbejdsforhold. Men selvom defektricerne dygtiggjorde sig gennem fagkurser, skulle det alligevel tage 21 år, før overenskomsten med Apotekerforeningen var en realitet
Da Danske Apoteksdefektricers Landsforening blev dannet i 1946 havde Københavns Apotekerforening gennem medlemskab af Principalforeningen en rammeoverenskomst med HK på defektriceområdet. Denne aftale kunne provinsapotekerne tilslutte sig. Men defektricerne følte ikke, at de blev tilfredsstillende repræsenteret af HK, da de var en lille gruppe med meget specielle arbejdsforhold. Og derfor ønskede Landsforeningen naturligt at kunne forhandle en overenskomst direkte med Apotekerforeningen – og ikke gennem HK.
Men HK ønskede at bevare deres forhandlingsret. I første omgang havde HK søgt at modarbejde, at defektricerne løsrev sig og dannede deres egen forening. Det lykkedes ikke. Senere modarbejdede de, at Landsforeningen fik en overenskomst med Danmarks Apotekerforening. Og det lykkedes langt hen ad vejen.
I 1956 måtte Landsforeningen fejre 10 års jubilæum, uden at man var kommet nærmere en overenskomst. Og det på trods af at HK på det tidspunkt havde mindre end 50 defektricer som medlemmer, mens Landsforeningen talte omkring 1.000 defektricer. HK bevarede forhandlingsretten helt frem til 1967. Der skulle altså gå 21 år, før en overenskomst mellem Danmarks Apotekerforening og Landsforeningen var i hus.
Apotekerforeningen afventende På trods af stor sympati fra en række apotekere fastholdt Apotekerforeningen at forhandle med defektricerne gennem HK og Dansk Principalforening. Apotekerforeningen trak overenskomsten, fordi de afventede resultatet af Apotekerlovkommissionens arbejde. Kommission?en var blevet nedsat i 1947 og skulle blandt andet se på rammerne for apotekspersonalets sammensætning og uddannelse. Og Apotekerforeningen ville ikke forhandle en overenskomst, førend dette lå i faste rammer. Men kommissionsarbejdet trak ud.
Endelig i september 1951 lød der nye, velvillige toner fra Apotekerforeningen, hvis formand, apoteker Sv. Aa. Gelting-Hansen, mente, at Danske Apoteksdefektricers Landsforening nu var så stærk, at den burde have en overenskomst, og han gav sin positive tilslutning til en overenskomst, når rammerne for uddannelsen var gennemført. I 1954 kom apotekerlovudkastet, men da havde Apotekerforeningen så travlt med at se på det, at forhandlingerne om en overenskomst blev udsat endnu en gang.
Ualmindelig godt samarbejde med apotekerne Lang arbejdstid, hårdt slid og stort ansvar – og ingen overenskomst om faste løn- og arbejdsvilkår. Det var, hvad defektricerne blev tilbudt på landets apoteker. Derfor var Landsforeningen i april 1953 nået dertil, at de ligefrem rådede ungdommen til at søge væk fra faget snarest muligt. Det forbedrede ikke forholdet mellem Danske Apoteksdefektricers Landsforening og Danmarks Apotekerforening.
Men hvad samarbejdet med Apotekerforeningen måtte mangle af positivitet, det havde til gengæld samarbejdet med den enkelte apoteker. Fra starten havde Landsforeningen og de enkelte apotekere et ualmindeligt godt samarbejde blandt andet ved jobformidling af såvel udlærte som elever. Ofte udløste dette samarbejde gode økonomiske vilkår til den nyansatte, selvom der ikke fandtes en overenskomst.
Dette positive samarbejde mellem den enkelte apoteker og Landsforeningen var med til at holde modet oppe hos defektricerne i deres lange og seje kamp for en overenskomst. 1. marts 1967 – 21 år efter det første forsøg – blev overenskomsten mellem Apotekerforeningen og Danske Apoteksdefektricers Landsforening endelig en realitet.
Apoteksassistenter fik overenskomst med det samme Ganske anderledes meget lettere gik det for apoteksassistenterne at få en overenskomst med Danmarks Apotekerforening. Apoteksassistenterne havde organiseret sig i deres egen forening – Danske Apoteksassistenters Forening – uden om HK i efteråret 1958. Og det lykkedes Apoteksassistentforeningen uden større forhindringer at nå til enighed med Apotekerforeningen om en overenskomst allerede i foråret 1960.
Syv overenskomster i dag I dag har Farmakonomforeningen overenskomst med syv parter: Danmarks Apotekerforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S), Finansministeriet, Nycomed Danmark, Pharmakon og Landsstyret på Færøerne. Farmakonomforeningen er en af de eneste organisationer, der forhandler overenskomst direkte med det færøske Landsstyre.
Kilder: Recepten – på en forening, på en uddannelse, på et sammenhold. Jubilæumsskrift udgivet i forbindelse med foreningens 50-års jubilæum i 1996. Tekst: Inge Dyhr. Samtlige numre af Farmakonomen (tidligere også Laboremus og Apoteksassistenten).
|