– Somme tider har nogen syntes, at jeg som formand har været med til at igangsætte for mange projekter. Men der er ingen tvivl om, at de processer, man kommer igennem ved at lave et projekt, er med til at rykke. Det kan godt være, at du ikke bagefter kan måle, hvad der kom ud af det, men at få involveret folk i nogle processer, det er med til at udvikle hele gruppen, siger formand Susanne Engstrøm i dette jubilæumsinter?view om farmakonomers udvikling gennem hendes formandsperiode. – Så projektarbejde er en politisk arbejdsmetode, jeg altid har brugt meget.

Fra græsrodsidé til realitet
Et af de helt specielle projekter, som ifølge Susanne Engstrøm har haft stor betydning for farmakonomers udvikling, handler om starten på at etablere videreuddannelse for farmakonomer.

– Vi var nogle farmakonomer, som var ret irriterede over, at én gang farmakonom altid farmakonom. Uddannelsen var en såkaldt dead-end-uddannelse, og vi ville gerne have overbygningsmuligheder inden for farmakologi og ledelse, fortæller Susanne Engstrøm og mindes, at hun sammen med et par andre farmakonomer sad en hel sommer og tyrede bøger igennem fra sygeplejeuddannelsen om videreuddannelse og ledelse med videre. – Det var virkelig på græsrodsniveau.

– Men så følte vi os også godt rustede til at foreslå Apotekerforeningen, at vi nu skulle have en lederuddannelse for farmakonomer, fortsætter hun og husker, at den daværende formand for Apotekerforeningen Helge Tovborg Jensen sagde: – Det kan nok ikke lade sig gøre, men det er da dejligt at høre, at vi har medarbejdere på de danske apoteker med ambitioner!

– I Apotekerforeningen ville man ikke have en videreuddannelse – og slet ikke i ledelse. Det var ikke noget for farmakonomer, fortæller Susanne Engstrøm, men foreningen lod sig ikke tryne og pressede fortsat på og havde det med som et krav ved hver eneste overenskomstforhandling. – Til sidst lykkedes det i 1988 at få dannet en uddannelsesfond, hvis grundlæggende formål var at få etableret videreuddannelse for farmakonomer, og det lykkedes foreningen at overtale Apotekerforeningen til at igangsætte et pilotprojekt. Og selvom der altså ikke var grænser for, hvor meget man skulle kunne dokumentere ved det pilotprojekt, så kom det i gang.

– Og alt andet lige, så vidste både Tovborg og jeg, at hvis man først starter et pilotprojekt, så kommer der altid et eller andet ud af det. Og det gjorde der så også, fortsætter hun. – Vi fik videreuddannelsen: Ledelse og samarbejde – på trods af meget stor modstand fra Apotekerforeningen og hovedrysten fra farmaceuterne.

– Men projekt Videreuddannelse er endnu ikke færdig. Det er stadigvæk min kongstanke, at vi skal have noget mere overbygning på vores uddannelse, så en farmakonom kan specialisere sig, tilføjer hun.

Det største drama
I skarp erindring står også debatten op til, at defektricer fik fuld kompetence på linje med apoteksassistenter, som farmakonomer hed dengang.

– Vi havde en meget stor fight i foreningen, dengang Sundhedsstyrelsen (nu Lægemiddelstyrelsen) foreslog, at da der nu var så få defektricer tilbage, så kunne de lige så godt – over-night – få samme kompetence som apoteksassistenterne, fortæller Susanne Engstrøm. – Det er nok det største drama i foreningens regi, jeg nogensinde har deltaget i. Foreningen delte sig i to lejre – for og imod, hvor jeg selv hørte til dem, som mente, at man lige så godt en gang for alle kunne tildele defektricerne den kompetence. Og det blev da også gennemført, selvom det absolut ikke var populært.

– Men begivenheden gjorde, at vi fik mod på at sætte spørgsmålstegn ved, om vi ikke kunne få endnu mere kompetence – også lovgivningsmæssigt. Samtidig fik vi den redningsplanke, at der var rekrutteringsproblemer med farmaceuter. Det åbnede mulighed for en dialog mellem Sundhedsministeriet og Apotekerforeningen om, at farmakonomer nok kunne bruges til noget mere, fortsætter hun. – Det var i begyndelsen af 90’erne, og det medførte nogle projekter, hvor man afprøvede, om ikke farmakonomer kunne ekspedere recepter alene. Og det førte jo til den markante lovændring i 1997, hvor farmakonomer fik lov til at ekspedere recepter uden, der var en farmaceut til stede.

– Historisk set har det været en af de begivenheder, som virkelig har rykket os. For selvom Apotekerforeningen og Sundhedsministeriet under alle omstændigheder havde vurderet farmakonomernes rolle på baggrund af farmaceutmanglen, så handler det lige så meget om, at vi var parate. Vi havde haft vores konflikt og debat om vores kompetencer, og det havde givet os modet til at tage det næste skridt, tilføjer hun.

Ikke længere på frierfødder
Da foreningen i 1996 kunne fejre 50-års jubilæum var nøgleordet synliggørelse. Vi har spurgt formanden, hvordan det står til med synligheden her 10 år efter.

– Selvom det går godt, så er vi slet ikke ved vejs ende. Det er et meget sejt træk, siger hun. – For farmakonomerne har det altid været lidt op ad bakke.

– Men synlighed er mange andre ting. Et mål for vores synliggørelse er, at samfundet i højere grad skal lære farmakonomer at kende – og vide, at farmakonomer er nogen, der tager medansvar for patientens medicinering. Og det har da været svært, selvom vi har taget ekstremt mange initiativer, indrømmer Susanne Engstrøm. – Men vedtagelsen af Mit Fællesskab har været vigtig. Her har vi den rigtige platform for, hvad vi skal arbejde med i fremtiden – også i relation til synliggørelse. Og vi må bare blive ved – og ved.

Gennem de sidste 6-7 år har foreningen meget bevidst arbejdet på at få nye samarbejdspartnere: – Vi har bevidst arbejdet på ikke at være isoleret, men er aktivt gået ud og har været åbne over for andre samarbejdspartnere. Så der er ingen tvivl om, at der er ekstremt mange flere – både menige folk og dem, der har indflydelse på den danske dagsorden, som kender farmakonomerne meget bedre. Så på den måde er det lykkedes.

Men der er stadigvæk mange udfordringer, siger Susanne Engstrøm. – Og jeg kan stadigvæk komme ud for at skulle forklare, hvem en farmakonom er. Men slet ikke i samme grad som for 10 år siden.

– I dag henvender folk sig igen og igen for at bruge enten mig eller foreningen i en eller anden sammenhæng. Og når først folk begynder at bruge én, og det ikke kun er os, der kommer på frierfødder, så er der virkelig sket noget, tilføjer hun.

Fremtidige udfordringer
For Susanne Engstrøm er foreningens vigtigste opgave også i fremtiden at være en forening for alle farmakonomer – uanset ansættelsessted: – Det har den været i mange år, og det er den vigtigste opgave fortsat. Det betyder, at vi skal have en foreningsstruktur, hvor alle føler sig velkomne, og vi skal have faglige debatter.

– Og så skal vi arbejde for en endnu bedre uddannelse. Vi er jo ved at revidere uddannelsen igen. Det er et skridt i den rigtige retning, men det er slet ikke nok. Vi skal videre, siger hun. – Og så vil vi meget bevidst arbejde på at få flere overbygninger på uddannelsen.

Med udgangspunkt i Mit Fællesskab ønsker foreningen også, at farmakonomer tager ansvar på det faglige område: – Vi har jo arbejdet mere og mere med klinisk farmaci de seneste par år – og i bedre og bedre samarbejde med Apotekerforeningen. Og her skal vi rykke endnu mere. Vi skal have flere farmakonomer til at forstå vigtigheden af klinisk farmaci. Vi skal have flere farmakonomer med i projekter, og vi skal i højere grad bevæge os ud i en debat på sygehusområdet og være med omkring udviklingen af den kliniske farmaci, så vi kan pege på, hvor farmakonomernes kompetencer kan bruges, siger Susanne Engstrøm.

– Vi har grundlæggende den holdning, at apotekerne skal være offentligt styrede og ikke liberaliseres. Og hvis vi skal overleve i det system, så skal fagligheden være omdrejningspunktet, tilføjer hun. – Her er der masser af udfordringer at arbejde med de næste mange år, så det bliver spændende at være med – også i fremtiden.

Lyt til græsrødderne
Og så er der medlemmerne, som selvfølgelig er det vigtigste omdrejningspunkt for foreningens arbejde, og selvom foreningen gennem årene er gået fra at være en græsrodsbevægelse til en mere professionel organisation, så er det stadig vigtigt for Susanne Engstrøm at komme ud og lytte til græsrødderne: – Det er næsten det allervigtigste, at vi kommer ud til medlemmerne. Det var medlemmerne, som fortalte os, hvad der var vigtigt for 60 år siden, og det er medlemmerne, som skal fortælle os, hvad der er vigtigt i dag. Det er vores evigt grundlæggende styrke. Vi skal passe på ikke at komme til at sidde i elfenbenstårnet og tro, vi er så dygtige. For det er vi ikke, hvis vi ikke lytter til medlemmerne!