FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Diverse artikler
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2007/03 - Leder med engagement og empati
Da Apotekerforeningen kårede Årets apoteker var det med ord som en faglig, engageret, humørfyldt og varmhjertet leder – med en skarp tunge. Det sidste fik også farmakonomerne at mærke, da vi selv spurgte i dette interview med apoteker Grete Meyhoff, Øresunds Apotek i København

– Der skal være tid til fagligheden på apoteket – også selvom der er travlt. Og som leder bliver man nødt til at gå foran og vise, at det er der plads til selv i en travl hverdag, siger apoteker Grete Meyhoff fra København Øresunds Apotek, som i november 2006 blev kåret som Årets apoteker på Apotekerkonferencen i Nyborg.

Prisen som Årets apoteker gives af medlemmerne af Danmarks Apotekerforening til en kollega, der kombinerer faglig etik med godt købmandskab, bidrager positivt til fagets omdømme og medvirker aktivt til stillingtagen til foreningens aktiviteter. – Hendes ledelsesform er moderne, aktiv og uden snævre faggrænser. Hun er god til at rose sine medarbejdere og bidrager med et godt humør og en smittende latter på arbejdspladsen, lød det blandt andet i begrundelsen. Grete Meyhoff blev valgt af et enigt panel, der traditionen tro bestod af de tre kolleger, der senest har fået titlen som Årets apoteker.

Et højt fagligt tempo
Grete Meyhoff er 66 år og har været apoteker i mere end tyve år. Hun driver i dag to apoteker på Østerbro i København, Øresunds Apotek og Østerfælled Apotek. Men at hun kun har fire år tilbage som apoteker, forhindrer hende ikke i at holde et højt fagligt tempo.

Øresunds Apotek med apotekeren i spidsen har altid gang i en eller anden faglig aktivitet. For tiden gælder det samarbejdet med Sundhedscenter Østerbro i Randersgade, hvor apoteket blandt andet udarbejder medicinprofiler på netop udskrevne hjerte- og sukkersygepatienter, som henvises fra egen læge. Apoteket har også tilbudt ydelsen Tjek på inhalation, men her afventer et nærmere samarbejde. Derudover tilbyder apoteket en række sundhedsydelser, ligesom de gamle produktionslokaler på apoteket er omdannet til et Falck HealthCare sundhedscenter.

– Det er vigtigt at gøre opmærksom på apotekets faglighed. Og sundhedsydelser er en rigtig god måde at bruge personalets faglige færdigheder på, selvom det ikke er nogen guldgrube. Vi må nok indse, at folk ikke er indstillet på at betale for ydelserne, og at vi må have tredjepartsbetaling. Tjek på inhalation er et godt ini?tiativ, som fungerer, siger hun.

– Vi har mange skibe i søen. Det har vi altid haft. Og det kan blandt andet lade sig gøre, fordi jeg selv går ind i det daglige arbejde. På den måde kan vi frigøre resurser til de faglige aktiviteter, fortæller Grete Meyhoff.

Men lige nu er den største udfordring for de faglige aktiviteter på Øresunds Apotek at få nye medarbejdere. I skrivende stund mangler både en farmaceut og en farmakonom: – Det er ikke sjovt – og absolut ikke befordrende for at videreudvikle fagligheden, når vi ikke kan få de medarbejdere, vi har brug for.

Ildsjæle og frækhed
Såvel ved de faglige projekter som ved arbejdet i skranken handler det for Grete Meyhoff om ildsjæle: – Du kan ikke forlange, at alle vil det hele. Men det er din opgave som leder at finde ud af, hvem af dine medarbejdere, der vil hvad. Det handler om at finde ud af, hvem der har interessen, hvor der er nogle resurser, og hvem der hellere vil noget andet, siger hun og pointerer, at det er vigtigt, at alle føler, de har det godt.

Og når nu talen falder på skrankearbejdet, så kunne hun – meget apropos hendes skudsmål om en skarp tunge – godt ønske, at farmakonomer en gang imellem var lidt frækkere: – Farmakonomer er gode til at informere, men nogen gange synes jeg, at de er lidt for tilbageholdende. De vil gerne være 120 procent forberedte, men i dagligdagen i skranken kan det altså ikke nytte noget, at når en kunde skal høre om et eller andet, at vi så lige skal op og læse på lektien.

Ingen snævre faggrænser
I begrundelsen for udnævnelsen til Årets apoteker lød blandt andet, at Grete Meyhoff har en ledelsesform uden snævre faggrænser: – Efterhånden som farmakonomer begyndte at få den gode uddannelse, de har i dag, er der sket det, at de to faggrupper – bortset fra specifikke farmakologiske spørgsmål – stort set kan det samme på apoteket. Så hvis ellers farmakonomerne kender deres begrænsning her, så er der ingen faggrænser, eller noget som den ene faggruppe kan frem for den anden, siger hun. – I dagligdagen føler jeg slet ikke, at der er forskel på de to faggrupper. Det har i hvert fald aldrig givet problemer her på apoteket.

– Det vigtigste er vel, at samfundet føler, at de får en ordentlig lægemiddeldistribution. Og hr. og fru Jensen, der står ude i skranken, er vel nærmest ligeglade med, hvilken faggruppe de bliver ekspederet af. Bare de har en tryghed ved, at de får det rigtige, og de får den information, de har behov for, tilføjer hun. – I dag har folk tillid til apoteket, og det skal de fortsat have.

Synlig og sensitiv ledelse
For Grete Meyhoff er synlig ledelse vigtig: – Selv er jeg meget med i det daglige arbejde på apoteket. Det er ikke fordi, jeg ikke har tillid til, at de andre ikke kan klare det, men jeg tror mange gange, at det betyder noget at vise vejen og selv tage en tørn, for eksempel nu hvor vi mangler personale, fortæller hun. – Det er vigtigt, at personalet føler, at jeg ikke bare er én, der kommer og bosser.

– Vi skal have tillid til hinanden, tale pænt til hinanden og tage hinanden alvorligt. Medarbejderne skal turde komme og sige, hvis der er noget, de er kede af. Min dør står altid åben, og selvom det er en fortærsket kliché, så gør den det altså, siger hun. – Jeg opfordrer altid til at få klaret eventuelle uoverensstemmelser, inden man går hjem. Det er vigtigt, at man kan lægge arbejdet fra sig og ikke bruge for mange kræfter på det, når man kommer hjem.

– Som leder forsøger jeg at være foregangsmand for at tage fat, hvis der er problemer, være sensitiv og spørge, hvis jeg fornemmer, der er noget galt. Det er med at få løst op – og så ud over stepperne igen, tilføjer hun. – Er man glad og har overskud bag skranken, smitter det af både på kolleger og kunder!

Engagement og godt humør
Stort engagement, godt humør og en smittende latter var andre ord, der blev nævnt i forbindelse med udnævnelsen. Og ingen er i tvivl om, at Grete Meyhoff brænder for sit arbejde: – Jeg holder meget af mit arbejde og ville slet ikke gide at gå på arbejde, hvis det ikke interesserede mig. At have ambitioner og være engageret har altid været en del af mig.

– Og så er jeg nok født med et positivt sind. Jeg er aldrig rigtig sur. Det er jo ikke fordi, jeg ikke indimellem har haft dage, som er mindre sjove. Men mere at jeg siger til mig selv, at det her må altså ikke få lov at ødelægge min dag – eller mit liv, siger Grete Meyhoff.

En skarp tunge
Trods det positive livssyn er Grete Meyhoff dog også kendt for en skarp tunge og har da også et par skarpe ord i ærmet til os farmakonomer: – Farmakonomforeningen har været utrolig dygtig og forstået at profilere og manifestere farmakonomerne. Og det er også fint, at I alle sammen skal op på et højt niveau. Men på apotekerne har vi indimellem også brug for nogen, som kan tage imod varer og lave en kop kaffe. Vi har ikke brug for to akademikergrupper på apotekerne, siger hun. – Og selvom I er dygtige, så synes jeg, at når I signalerer, at I kan det og det, så er det rigtigt, at der er nogen, der kan. Men det er altså ikke alle, der kan – og vil. Det er nemlig heller ikke alle, der synes, at det er så vidunderligt at komme op på et fagligt niveau som næsten akademikere.

Og når jeg nu er i gang, så synes jeg ærligt talt, at vores overenskomst er så pokkers firkantet. Den er pindet ud i mindste detaljer, så der slet ikke er luft under vin?gerne. Jeg har mest lyst til at sige: Slet den og lav en ny, siger Grete Meyhoff. – Selvfølgelig ved jeg godt, hvad en fagforening og en overenskomst betyder for medarbejderne. Men hvis vi kan finde ud af noget bedre sammen – begge parter i fællesskab, tale sammen, klare uoverensstemmelser internt, lave nogle lokale husaftaler, som er til glæde for alle, så vil det køre meget lettere. Dagligdagen er jo svær at beskrive – og det er så befriende, hvis vi kan være lidt mere fleksible, end overenskomsten lægger op til.

– Men min indgangsvinkel er, at I har været dygtige. Helt sikkert – og meget opmærksomme og socialt engagerede for jeres medlemmer, har styr på det og prioriterer faglige projekter – og det kan jeg li’!, slutter Grete Meyhoff. 

« Tilbage til Diverse artikler

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk