FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Diverse artikler
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2007/06 - Væggelus er et voksende problem i Danmark
Væggelus har muligvis udviklet resistens over for de bekæmpelsesmidler, man råder over i dag. Meget tyder på, at problemet er stigende, blandt andet fordi vi rejser så meget

Det kan være svært at få øje på dem, og mange gange er det kun ekskrementer, som afslører deres tilstedeværelse. Væggelus er noget, vi normalt forbinder med snuskede hotelværelser under varmere himmelstrøg, men sådan er virkeligheden ikke længere. Faktum er, at de små tæger er et voksende problem i Danmark, muligvis fordi de – præcis som lus – har udviklet resistens over for de fleste bekæmpelsesmidler på markedet.

 

– Vi har ikke præcise tal på problemets omfang, men meget tyder på, at væggelus trives godt i Danmark. Det skyldes formentlig, at folk rejser mere, og derfor er sandsynligheden for, at der kommer en ekstra passager med hjem i bagagen, også større. Kombinerer man det med, at væggelusene kan have udviklet resistens over for flere af de gængse midler, giver det dem gode muligheder for overlevelse og spredning, fortæller seniorforsker Ole Kilpinen fra Danmarks Jordbrugsforskning.

 

Tendensen er den samme i vores nabolande. I England er væggelus et kæmpestort problem. Og man kan ikke vide sig sikker, om der er nok så rent og pænt i hjemmet. De små dyr kommer alle vegne – bare der er mad i farvandet. Og det er der overalt, hvor mennesker opholder sig i mørke. Det vil sige i og omkring vores sovesteder.

 

Lever op til et år uden føde

Det kan være svært at håndtere beskeden om, at man har fået væggelus. Og så får ofrene oven i købet at vide, at de skal blive boende. Kun sådan kan man effektivt komme af med de ubudne gæster.

 

– De fleste synes, det er meget ubehageligt at have væggelus. Nogle forlanger at blive genhuset, indtil vi har været og ordne boligen.

Men det er faktisk en rigtig dårlig idé. Det er nemlig tit sådan, at man skal sprøjte i flere omgange, inden det lykkes at komme af med dem alle sammen. Og den eneste måde at måle resultatet på er at servere mad for lusene. Så beboerne bliver altså nødt til at sove i sengen som lokkemad for dem. Hvis nogen har overlevet, kommer de frem og spiser videre. Det lykkes altid at komme af med dem, men vi kan ikke fra starten sige, hvor længe det kommer til at tage. Der kan gå få uger eller mange måneder – afhængig af angrebets omfang, forklarer Erling Holmlund, som er biolog med speciale i bekæmpelse af skadedyr.

 

Væggelus har nemlig en fantastisk evne til at overleve i lang tid uden et eneste måltid. De kan sidde op til et år og vente på, at der kommer et passende måltid inden for rækkevidde. Når de omsider registrerer varmen fra en menneskekrop og natten falder på, kravler de frem, spiser sig mætte og fortsætter deres livscyklus.

 

– Sidste år havde vi et tilfælde med en psykisk syg mand, hvis plejere undrede sig over, at der var så mange biller i hans lejlighed. Da vi kom ud, vrimlede det med væggelus. Der var så mange, at jeg formoder, at hans krop nærmest må have været dækket af dem om natten, når de sugede blod fra ham. Der har vi været nogle gange – men de seneste par måneder har vi ikke hørt fra dem. Så mon ikke væggelusene er blevet udryddet for denne gang, siger Erling Holmlund.

 

Det er meget individuelt, hvor meget man reagerer på væggelusenes stik. Nogle bemærker det overhovedet ikke, andre får røde mærker og kløe. Få mennesker er allergiske over for væggelus og kan hæve voldsomt op i de områder, hvor lusene har stukket.

 

Læger kender for lidt til væggelus

De færreste tænker væggelus, hvis de en morgen vågner med udslæt på kroppen. Så lægen skal være i stand til at identificere problemet for ikke at sætte patienten i forkert behandling. Det har mange læger svært ved.

 

– De praktiserende læger ved generelt for lidt om væggelus, og de ser for få tilfælde til, at de er fortrolige med diagnosen. Det er selvfølgelig meget uheldigt for de patienter, det går ud over, siger Ole Kilpinen.

 

Som hovedregel kan man kende forskel på angreb fra lopper og væggelus ved placeringen på kroppen: loppebid sidder, hvor tøjet strammer. Mærker efter væggelus sidder på de dele af kroppen, som ikke er dækket af dynen.

 

Få professionel hjælp

Skulle man få mistanke om, at der er væggelus på spil i hjemmet, er det vigtigt at bekæmpe dem på den rigtige måde for at undgå spredning. Det er naturligvis specielt et problem for eksempel i etageejendomme og på hoteller.

 

– Man kan forsøge at bruge varme til at dræbe dyrene med. Men sidder de for eksempel også under gulvbrædderne, hvor varmen trænger knap så godt ned, så risikerer man, at de føler et ubehag ved temperaturstigningen og begynder at vandre. Så har man måske fjernet problemet ét sted, men til gengæld overført det til flere andre steder, så man skal altså vide, hvad man har med at gøre, siger Erling Holmlund.

 

Der findes også forskellige gifte på markedet, men væggelusene har tilsyneladende udviklet resistens over for en stor del af dem. Det gængse middel på området er der på det seneste blevet problemer med. Erik Holmlund rapporterer om tilfælde, hvor giften har fået væggelusene til at blive i skjul, indtil de ikke kunne lugte det længere. Og uden direkte kontakt med giften virker den ikke.

 

Væggelusene finder nye veje

– Forleden fik jeg en henvendelse fra en ejer af et sommerhus. De havde haft tyske lejere, som havde medbragt væggelus, og det er jo et følsomt sted. Mange forskellige mennesker benytter huset i løbet af en sæson, så der har de gode muligheder for at sprede sig, siger Erling Holmlund.

 

Det er første gang Erling Holmlund støder på væggelus i et udlejningssommerhus, men han regner ikke med, at det bliver den sidste.

For at undgå spredning på rejser anbefaler han, at man opbevarer sine kufferter så langt væk fra sovestedet som muligt. Og aldrig under sengen.

 

Endnu er det aldrig lykkedes ham at slæbe væggelusene med hjem, men han har engang haft 4-500 væggelus gående i lukkede glas i sin kælder. Det fortalte han dog først familien om, efter han havde fjernet dem igen.

Fakta

Væggelus er tæger, der lever af menneskeblod. De er rødbrune og kan blive op til en cm lange. Dyrene kommer frem om natten og indtager måltiderne på de dele af menneskekroppen, som ikke er dækket af dynen.

 

De efterlader ekskrementer som mørke tuschlignende pletter på for eksempel madrasser, ved paneler og ved revner og sprækker tæt på sengene. Og så ligger der ofte tomme huder og æggeskaller i nærheden af gemmestederne.

 

Forsøg så vidt muligt på rejser at opbevare tasker og kufferter et stykke fra sengene.

 

Få professionelle råd om bekæmpelsen. Det kan være, at der er særlige hensyn at tage.

 

I USA er det almindeligt, at folk lægger sag an mod for eksempel hoteller, hvis de bliver mødt med ubehagelige overraskelser. For nylig er et stort hotel i New York blevet sagsøgt for 20 millioner dollars, fordi en gæst efter tre nætter på hotellet havde stikmærker over det hele efter væggelus. Hun måtte behandles på hospitalet.

« Tilbage til Diverse artikler

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk