FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Diverse artikler
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2008/05 - Når en apoteksstruktur sættes under lup
Sagsgang i en apoteksstruktursag

Det er Lægemiddelstyrelsen, der har ansvaret for en apoteksstruktursag. Så, når en apoteker søger om tilladelse til at gå på pension, er det Lægemiddelstyrelsen, der vurderer, om bevillingen skal opslås ledig som selvstændigt apotek, supplerende bevilling eller om den fremtidige apoteksstruktur i området skal vurderes ved en struktursag.

 

Først meddelelse om struktursag

Hvis Lægemiddelstyrelsen vælger at gennemføre en struktursag, vil apotekeren og apoteket blive orienteret herom pr. brev. Denne meddelelse sendes også til Farmakonomforeningen, Apotekerforeningen og Pharma­danmark.

 

Farmakonomforeningen sender herefter Lægemiddelstyrelsens meddelelse videre til formandskabet, de berørte tillidsrepræsentanter, regionsformanden samt forfremmelseskonsulenten. Tillidsrepræsentanterne op­fordres til at ringe til sekretariatet, hvis de har spørgsmål – gennem hele forløbet.

 

Så tilsendes høringsmateriale

Næste trin er, at Lægemiddelstyrelsen udarbejder høringsmateriale, som sendes i høring i de tre foreninger og hos embedslægen. Høringsfristen er typisk tre uger. Lægemiddelstyrelsen udsender også høringsmaterialet til de apoteker, der er involveret i struktursagen.

 

Høringsmaterialet er en redegørelse om lægemiddelforsyningen i det berørte område med fokus på de konsekvenser – herunder økonomiske – en eventuel strukturændring kan få for det område, der bliver berørt. De økonomiske dele af materialet er fortroligt.

 

Farmakonomforeningen videresender redegørelsen – dog uden de fortrolige økonomiske bilag – til de berørte tillidsrepræsentanter og den berørte regionsformand med opfordring om at fremsende kommentarer inden en bestemt tidsfrist.

 

Øvrige regions- og sektionsformænd, herunder elevformanden, samt forfremmelseskonsulenten orienteres kort herom.

 

Høringssvar forberedes og indsendes

Høringsmaterialet bearbejdes herefter i foreningens sekretariat som en forberedelse til høringssvaret. Hvis Lægemiddelstyrelsen lægger op til at nedlægge et apotek, besøger formand eller næstformand og den berørte regionsformand det nedlægningstruede apotek, inden sagen behandles.

 

Formandskabet drøfter og beslutter derefter forening­ens holdning til den foreslåede strukturændring – blandt andet på baggrund af indkomne høringssvar fra de berørte tillidsrepræsentanter og regionsformanden. Herefter udarbejdes høringssvaret, som indsendes til Lægemiddelstyrelsen. Høringssvaret sendes også til orientering til de berørte tillidsrepræsentanter, regionsformanden, hovedbestyrelsen og forfremmelseskonsulenten.

 

Lægemiddelstyrelsen indstiller til ministeriet

Lægemiddelstyrelsen sender – efter sagsbehandling af de indkomne høringssvar – sin indstilling til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Farmakonomforening­en modtager kopi af denne indstilling og videresender den til orientering til de berørte tillidsrepræsentanter, regionsformanden, hovedbestyrelsen og forfremmelseskonsulenten.

 

Efterfølgende sender ministeriet sagen i høring hos kommunen og regionen. Høringsfristen er typisk 4-6 uger. Efter modtagelse af høringssvar herfra foretager ministeriet sagsbehandling, inden sagen forelægges ministeren til endelig underskrift. Samtidig orienteres Lægemiddelstyrelsen og høringsparterne om afgørelsen.

 

Farmakonomforeningen videresender afgørelsen til de berørte tillidsrepræsentanter, regionsformanden, hovedbestyrelsen og forfremmelseskonsulenten.

 

Rekruttering af ny apoteker

Og så kan rekruttering af ny apoteker påbegyndes – eller ændringer i strukturen foretages.

 

Se artiklen i Farmakonomen nr. 04/2008 Køreplan for apotekerskifte om, hvordan proceduren for et almindeligt bevillingsopslag foregår.

 

Hvis afgørelsen er, at et apotek skal nedlægges, holdes et medlemsmøde på apoteket, hvor to faglige konsulenter fra Farmakonomforeningen orienterer om konsekvenserne af lukningen. Er afgørelsen, at et apotek omdannes til en supplerende enhed eller apoteks­filial, fremsender foreningen et særligt informationsbrev til medlemmerne på apoteket om konsekvenserne af ændringen bilagt pjecen Ny apoteker.

 

Kilde: Apotekerforeningens medlemsnet, Lægemiddelstyrelsen

og Farmakonomforeningen

Fakta

Apoteksstruktursager

På foreningens hjemmeside www.farmakonom.dk under fanen Nyt kan ses igangværende og afsluttede apoteksstruktursager.

« Tilbage til Diverse artikler

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk