Når Lægemiddelstyrelsen beslutter, at en fremtidig apoteksstruktur i et område skal vurderes ved en struktursag, er Farmakonomforeningen sammen med Apotekerforeningen og Pharmadanmark blandt høringsparterne.

– Foreningens rolle er at komme med vores holdninger til den aktuelle sag – afspejlet ud fra de politikker, forening­en har på området, og de lokale forhold, der gør sig gældende, fortæller Farmakonomforeningens formand Susanne Engstrøm. – I vores politik om Apotekets placering i samfundet står blandt andet, at vi ønsker en ensartet lægemiddelforsyning i hele Danmark. Og det betyder for eksempel, at der skal være et passende antal receptekspederende enheder – apoteker og filialer – rundt om i landet.

– Faktisk er vores udgangspunkt, at der i højere grad kun skal være apoteker og apoteksfilialer, og at apoteksudsalg hen ad vejen skal omdannes til filialer, siger hun. – På den måde vil det blive mere finmasket det net, hvor forbrugeren kan få ekspederet sin recept med det samme – og få god faglig rådgivning.

Bæredygtighed og forsyningssikkerhed

Foreningens holdning er også, at apoteker skal være økonomisk bæredygtige: – Et eller andet sted mener vi, at der ikke er så stort behov for det kaotiske afgifts-tilskudssystem, som vi kender i dag, siger Susanne Engstrøm. – Men når vi siger, at hvert enkelt apotek bør være bæredygtigt, så er det med den tilføjelse, at vi stadig har det grundlæggende synspunkt, at også folk i tyndt befolkede områder skal have let adgang til lægemidler. Og derfor skal der stadigvæk være et økonomisystem med tilskudsmuligheder, så der kan gives tilskud til apoteker, der opretholdes af hensyn til forsyningssikkerheden.

– I princippet kunne vi godt tænke os, at afgifts-tilskudssystemet blev kigget lidt efter i sømmene, tilføjer hun. – Og i det hele taget den måde bruttoavancen er sammensat på.

Vigtigt med lokalt input

Selvom Farmakonomforeningen har sine grundlæggende holdninger, når der afgives høringssvar i en apoteksstruktursag, så er ingen sager ens, og foreningen inddrager da også altid lokale forhold, når de enkelte sager vurderes: – Der kan være rigtig meget, der har indflydelse på, hvad vi ender med at mene i en konkret sag, fortæller Susanne Engstrøm. – Det kan for eksempel betyde noget, hvordan apoteket er placeret i forhold til, hvor folk bor. Der kan være trafikale forhold eller parkeringsforhold, der gør sig gældende – og så videre.

– Så når vi sender materialet fra Lægemiddelstyrelsen ud på de berørte apoteker, så forventer vi, at vores lokale medlemmer hjælper os med at vurdere Lægemiddelstyrelsens materiale og eventuelt tilføjer lokale supplementer, der bør med i vurderingen, siger hun. –

Det er en meget vigtig del af foreningens sagsbehandling af et høringssvar, at vi får de lokale input.

– Somme tider kan de lokale medlemmer også krydre deres synspunkter om apotekets fremtid med initiativer som for eksempel underskriftsindsamlinger eller at gå til politiske møder, hvis man gerne vil have ændret en indstilling fra Lægemiddelstyrelsen, siger hun og tilføjer, at det kan lykkes. – Det så vi på Silkeborg Ørne Apotek, som blev bevaret som en supplerende enhed imod alle odds.

Det lykkedes, fordi vi havde en fælles strategi – foreningen centralt og medlemmerne lokalt.

Formand besøger lukningstruede apoteker

Hvis et apotek er lukningstruet, tager formanden altid – sammen med næstformanden eller et regionalt bestyrelsesmedlem – ud og besøger apoteket: – Netop i sådan en situation føler personalet sig rigtig meget alene. Så derfor har vi besluttet, at i den situation, tager vi altid ud og taler med personalet. Ikke så meget for at fortælle, hvad der sker, hvis det bliver nedlagt. Mere for at vurdere om der er grundlag for at bevare det, og om vi måske kan kæmpe sammen om at bevare det, fortæller Susanne Engstrøm. – Og alle er rigtig glade for denne face-to-face-snak fremfor skriverier frem og tilbage.

– Enkelte gange har vi også været ude for at besøge personalet på supplerende enheder, hvis de har følt sig i klemme og usikre på deres fremtidige situation, siger hun og tilføjer, at foreningen kommer, hvis de fornemmer et behov blandt personalet. Hvis et apotek ender med at blive lukket, så vil der altid komme to medarbejdere fra sekretariatet og informere om, hvad der videre sker.

Ikke udelt begejstring

Gennem de senere år er supplerende enheder blevet introduceret, og antallet forøget, og det vækker ikke udelt begejstring hos formanden: – At gøre et apotek til en supplerende enhed er en god ide, hvis apoteket på et givent tidspunkt ikke er rentabelt. Så kan det blive en supplerende enhed til et andet apotek og fortsat bevare apoteksselvstændigheden, siger Susanne Engstrøm. – Det vil sige, at apoteket kan genopslås på et senere tidspunkt, når økonomien eller befolkningsgrundlaget er til det.

– En supplerende enhed er således – til forskel fra apoteksfilialer – en selvstændig juridisk enhed, som ikke kan blandes sammen med moderapoteket. Desværre kan vi konstatere, at apotekerne har meget svært ved at adskille de to virksomheder, fortæller hun. – Men det er to juridiske enheder med to arbejdsgivernumre, hver sin tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant og medarbejdere, som ikke kan blandes sammen. Og hvis apotekeren vil have en farmakonom ansat begge steder, så er det med to ansættelseskontrakter og faste arbejdstider på hver enhed.

– Vi gik i sin tid ind for supplerende enheder, fordi de kunne genopslås, når situationen blev til det. Og så kan vi ikke acceptere, at man blander det hele sammen i hverdagen. Som det er nu, er det fuldstændig kaotisk, siger hun. – Jeg ved godt, at det vil give større frihed til apotekeren, og det er da også et overenskomstkrav fra Apotekerforeningen, at vi ikke må se så firkantet på det. Men de supplerende enheder er bare blevet for overdrevet, og den oprindelige ide gået fløjten.

En bekymret formand

Tendensen gennem de senere år har været, at der bliver færre og færre apoteker, og den udvikling bekymrer formanden: – Det betyder, at vi får færre, der brænder for faget og for hele den faglige kerneprofil, vi gerne vil have på apotekerne – med rådgivning og rette pille i rette mund, siger Susanne Engstrøm.

– Samtidig bliver jeg bekymret, når jeg ser ansøgerfeltet til ledige apoteksbevillinger. Også her kommer færre og færre. Nu ser vi tilfælde, hvor der ikke engang kan indstilles tre, fordi der kun er to ansøgere. Og selvom de to kan være gode nok, så bliver de altså udvalgt på et meget spinkelt grundlag. Og det bekymrer mig, siger hun. – For hvad vil det betyde for fagets overlevelse? Det er jo vigtigt at have både fagligt og ledelsesmæssigt kompetente folk for at bevare faget.

Også tendensen med, at der bliver flere og flere ledige apotekerbevillinger bekymrer formanden: – Det siger meget om apotekernes indtjening, og at det er galt med hele bruttoavancesystemet. I dag er en apoteker blevet bestyrer af frihandelsvarer. De lever af rabatterne og er nødt til at indgå i kædesamarbejde for at få dem, siger hun. – Og så er det vi oplever, at apotekere med et stort farmaceuthjerte ikke mere vil være med. De blev ikke apotekere for hele tiden at skulle kæmpe for at have overskud til at yde det, som er apotekets kerneopgave. Det er en dybt alvorlig situation.

– Vores eneste håb lige nu er, at vi har en ledelse i Apotekerforeningen, som markant går ind for faglig udvikling og faglige standarder. Det giver håb om, at der vil ske noget, siger Susanne Engstrøm. – For noget skal der ske!