Kgl. Frederiks Hospital lå i Bredgade, hvor vi nu finder Kunstindustrimuseet. Som et tilskud til driften fik hos­pitalet ret til at have et apotek, som man kunne tjene penge på at forpagte ud. Det blev som det første hospitalsapotek indrettet i den højre forbygning og indviet af kongen den 10. april 1758. I modsætning til senere sygehusapoteker var det samtidig åbent for byens borgere, der kunne gå ind fra gaden og købe medicin.

Fra begyndelsen gik det godt med forpagtningsforholdet. Den første apoteker, Joachim Dietrich Cappel, havde skaffet sig nogle gunstige vilkår. Blandt andet måtte han toldfrit indføre omkring 700 liter fransk brændevin og 500 liter fransk bordvin om året, naturligvis til brug i apoteket.

Cappel blev en velhavende mand, men hospitalets direktion strammede de økonomiske vilkår for hans efterfølgere. Det førte til mange stridigheder som for eksempel da hospitalet omkring 1820 anbragte nogle tyfuspatienter i værelser ud mod gården, hvor apoteket fremstillede en del af sine medikamenter. For at fordrive dem lod apoteker Jacob Møller sine medarbejdere fremstille nogle stærkt svovlholdige præparater ude i gården, og han opildnede sine børn og deres kammerater til at larme mest muligt. Stridighederne kulminerede i 1826-28, hvor hospitalet nægtede at købe medicin hos Møller og i stedet fik den leveret fra Vaisenhus Apotek.

Forpagtningssystemet fortsatte, indtil hospitalsapoteket blev nedlagt og funktionen overført til det nye Rigshospital i 1910.

På hospitalet i Bredgade blev medicinen ordineret af hospitalets overlæger, når de om morgenen tilså patienterne, hvorefter »Receptbogen« blev bragt til apoteket. »Medicamenterne tilberedes strax og forsynes med Paaskrift af Stuen og Sengenummeret«, hedder det i en beskrivelse fra 1840, »hvorefter den af en dertil beskikket Kone fordeles paa Stuerne; eller, hvis det er af den Slags, som hurtig skal anvendes eller, som daglig bruges i større Mængde, f.Ex. Bræk- og Laxeermidler, Salpeter, Mineralsyre, Mercurialpulver, Urter til Thee eller Omslag o.s.v, bringes de i Qvantitet til Medicinskabene, hvorfra de atter udleveres af en Candidat til Opvartningskonerne hver Morgen efter Sygebesøget eller naar det i Dagens Løb er nødvendigt«. Hvordan var det så at være patient på Kgl. Frederiks Hospital? Der var 65 stuer, heraf 22 medicinske, 20 kirurgiske, 2 for udslet og 3 for afsindige, mens resten var enestuer. Mænd og kvinder blev holdt adskilt for »at hindre utilladeligt Samqvem«. Stuerne blev opvarmet af kakkelovne, der var forsynet med lås, så patienterne ikke selv kunne fyre op. Sengene var af træ malet i olivengrøn og forsynet med krølhårsmadras og dyne/pude stoppet med fjer. Den almindelige kost bestod af rugbrød med smør til morgen, suppe, brød, kød og øl til middag samt byggrød eller øllebrød til aften. Mod ekstra betaling kunne man købe sig til lækkerier som kogt/stegt fisk, frikadeller, sprængt lammekød eller bankekød.

Dispensationsanstalter

Mens Kgl. Frederiks Hospitals Apotek fungerede som et almindeligt apotek, blev der på andre hospitaler indrettet dispensationsanstalter. Her måtte man ikke selv fremstille lægemidler, men skulle i stedet købe dem fra de private apoteker og blot fordele dem til afdelingerne.

Efter en ny apotekerlov fra 1913 måtte man indrette hospitalsapoteker, som kunne fremstille medicin. I de første år efter åbningen i 1910 havde Rigshospitalet kun en dispensationsanstalt, men så fik man, som på andre sygehuse, bragt indretning og udstyr i orden, så den kunne godkendes som hospitalsapotek.

Kan det betale sig?

Frem til 1933 var det kun København, Odense og Århus, der havde sygehusapoteker. I resten af landet købte hos­pitalerne deres lægemidler hos de lokale private apoteker. Men på denne tid begyndte en ny udvikling i Holbæk og i Viborg, hvor sagen fik et spektakulært forløb.

Farmaceut Hans Krogh blev i 1931 ansat som medicinalrevisor i Viborg Amtskommune. Han nøjedes ikke med at kontrollere medicinregninger, men begyndte også af egen drift at finde varegrupper, hvor man kunne opnå store besparelser ved at fremstille dem selv. På den tid var »moderne medicinske Badebehandlinger« meget brugt på Viborg Sygehus, og udgiften til fyrrenålsbalsam androg årligt cirka 1.200 kr. Krogh fik stillet lokaler til rådighed på sygehuset, og ved at indkøbe råvarerne og selv fremstille produktet opnåede han en besparelse på 78 %. Et årligt indkøb af pudsecreme for godt 3.800 kr. fik han reduceret med 87 %, ligesom han sparede et stort beløb på forbruget af sodavand. De store besparelser gav næring til nye ideer.

Da der var problemer med produktionslokalernes standard, begyndte sygehusudvalget at planlægge oprettelsen af et hospitalsapotek. Krogh skulle være sygehusapoteker, og hele planen blev godkendt enstemmigt i udvalget den 3. oktober 1933. Der manglede dog stadig en politisk godkendelse i by- og amtsråd, og nu begyndte problemerne. Apoteker Lind på byens Sct. Mathias Apotek slog en skinger tone an i Skive Avis, hvor han påstod, at planen var »en Begyndelse til en almindelig Socialisering af alt Forretningsliv her i Byen«. Denne opfattelse bredte sig, og nogle måneder senere offentliggjorde Viborg Stiftstidende en protest fra 27 lokale erhvervsorganisationer.

Egnens bagermestre, bogtrykkere, kolonial- og manufakturhandlere, skomagere samt Viborg Autodroche­forening med flere råbte vagt i gevær i forhold til et nyt hospitalsapotek: »...ethvert Forsøg paa Socialisering af Virksomheder til Skade for det frie Erhverv maa modarbejdes af al Magt. Alle Tidens Tegn viser, at der ingen Vej er frem gennem det Offentliges om-sig-gribende Indgreb paa snart sagt alle Omraader. Dyrekøbte Erfaringer godtgør, at offentlig Drift altid er for dyr, men først og sidst stiller det Offentliges Indgreb sig i Vejen for den Udvikling af Enkeltmands Dygtighed, for den Udfoldelse af Enkeltmands Handlekraft, som er al Fremskridts Kilde, og uden hvilke alt efterhaanden gaar i Staa«.

Protesten blev ledsaget af en ‘kontraopstilling’, som ifølge de protesterende gennemhullede forestillingerne om store besparelser ved et hospitalsapotek. I stedet ville det give højere udgifter. Den massive aktion fik den tilsigtede virkning, idet apoteksplanerne blev taget af dagsordenen. Først i 1990 åbnede et sygehusapotek i Viborg.

Sideløbende med denne tumult fik Holbæk i al stilfærdighed et sygehusapotek i 1934, som ifølge eget regnskab for det første år gav en besparelse på medicinudgifterne på ca. 22,5 %.

Både før og siden har sådanne regnestykker været centrale i debatten om, hvorvidt der skulle oprettes et sygehusapotek. Det har altid voldt problemer at opstille sammenlignelige regnskaber for det private og det offentlige apotek, som kunne accepteres af alle parter.

I næste nummer af Farmakonomen bringes endnu en historisk artikel i anledning af sygehusapotekernes 250-års jubilæum.