I krigens tid

Gamle protokoller og journaler på sygehusapotekerne rummer normalt en nøgtern registrering af data vedrørende produktion og ekspedition. Men i journalen på Frederiksberg Hospitals Apotek slår de personlige følelser igennem i notaterne for 9. april 1940:

»Danmark blev i Dag uden Varsel overfaldet af tyske Stridskræfter. Kongen og Regeringen standser den danske Hærs fortvivlede Forsøg paa Modstand. Fra Sønderjylland og rundt om i Landet meldes om Døde og Saarede. I knugende Sorg maa vi erkende, at Landet nu befinder sig i Fremmedes Vold og nu maa være forberedt paa at blive Krigsskueplads«.

Da man havde besindet sig på den skræmmende situation, gik medarbejderne i gang med det nødvendige arbejde: Priserne var straks begyndt at stige, og handelen var præget af usikkerhed og nervøsitet. Beredskabslageret blev gået efter, og efter få suppleringskøb var apoteket »forberedt paa en længere Krise«. Apotekets vinduer fik sorte gardiner, og der blev udleveret gasmasker til personalet samt instrukser om, hvordan man skulle forholde sig ved luftalarm.

Krigens vareknaphed betød daglige udfordringer for sygehusapotekerne. Man søgte naturligvis at opretholde den bedst mulige medicinforsyning, men gik også andre veje for at hjælpe til med sygehusenes daglige drift. I Odense fik man Toldvæsenets tilladelse til at indsamle og re-destillere rester af hospitalssprit. Uden for apotekets vinduer stod en mængde kirsebærtræer, der bugnede med bær. De blev hentet ind i laboratoriet og forvandlet til spandevis af velsmagende marmelade til sygehusets køkken.

Apoteket i Odense var også leveringsdygtig i tobak. De rå tobaksblade fra fynske marker blev fremskaffet af en maskinmand, som tørrede og fermenterede dem oven på kedlerne i maskinhuset. Nu trådte den farmaceutiske ekspertise til, idet man imprægnerede bladene med en tobaksaroma med blandt andet vanille og lakrids. Resultatet var lige så brugbart som den margarine, det lykkedes apoteket at fremstille af de forhåndenværende råvarer.

Tilsvarende afsmeltede man i 1941 1.000 kg svineflommer på Bispebjerg Hospitals Apotek til brug for husholdningen. I 1942 indsamlede og forarbejdede man 232 kg hyben fra hospitalets terræn.

Sygehusapoteket i Odense var i det hele taget leveringsdygtigt i mange hjælpemidler til hospitalets daglige virksomhed: For eksempel bonevoks, pudsecreme, radervand, blæk og kontorgummi til sygehusets depot. Akkumulatorsyre, loddevand og reagenser til maskinværkstedet. Fremkalder og andre kemikalier til røntgenafdelingen. Midler til udryddelse af kakerlakker, myrer og ørentviste til desinfektionsafdelingen.

Genopbygning

Efter krigens stilstand tog udviklingen fart. Fra 1950 begyndte de klassiske lægemidler som drogeudtræk og håndrullede piller at forsvinde ud af sortimentet. I stedet holdt nye lægemidler deres indtog på sygehusapotekerne. På få år blev penicillin en standardbehandling (årsproduktion i Odense fra 0 i 1946 til 40.000 glas à 100.000 enheder i løbet af to år), og brugen af infusionsvæsker steg eksplosivt (årsproduktion i Odense fra 0 til 30.000 flasker i årene 1950-1955).

I midten af 1960’erne var de gamle lokaler på sygehusapotekerne blevet utilstrækkelige til den voksende og teknisk krævende produktion. De tre største sygehusapoteker, på Rigshospitalet samt i Odense og Århus, blev nyindrettet som veritable medicinfabrikker. Men samtidig med, at produktionen fortsat voksede, begyndte en anden udvikling, som præger sygehusapotek­ernes arbejde i dag.

Hidtil havde man koncentreret sig om produktionen og selve produktet, lægemidlerne. Hvad der skete med dem, efter de blev bragt ud på afdelingerne, gik man ikke så højt op i. Men nu blev fokus flyttet til medicin­ens anvendelse og den enkelte patients behov. Flere faktorer var medvirkende.

De stadig mere sofistikerede lægemidler fik medicinpriserne til at stige i 1960’erne, og der blev interesse for at nedbringe dem. Der blev nedsat spareudvalg, der skulle se på forbruget; de udviklede sig hurtigt til lægemiddelkomiteer, hvor man så på, hvordan man kunne forenkle sortimentet ud fra hensyn til både behandling og økonomi.

Det var også i 1960’erne, at man fik et nyt redskab i elektronisk databehandling (edb). Det bestod af ordinationskort i form af hulkort, som det krævede et stort manuelt forarbejde at fremstille. Gevinsten opstod, når kortene med hidtil uset hastighed blev talt op mekanisk, og man kunne udskrive statistikker over lægemiddelforbruget. Nu havde apoteket en baggrund for at diskutere sortiment med afdelingerne, og de sammenlignelige oversigter blev et vigtigt arbejdsredskab for lægemiddelkomiteerne.

Fra udlandet (USA, England, Holland) kom begreb­et klinisk farmaci, hvor man fokuserede på, hvordan lægemidlerne blev anvendt i behandlingen af den enkelte patient. Man var for eksempel opmærksom på, at der hyppigt opstod fejl, inden patienten fik sin medicin. På Rigshospitalet foregik det på denne måde i 1970’erne:

Lægens ordination blev noteret af en sekretær på en journalkladde, der senere blev renskrevet. Sideløbende skrev sygeplejersken ordinationerne i sin stuegangsblok og overførte dem senere til patienternes stamkort i kardex. Fra kardex blev ordinationerne overført til et lille medicinkort, som medicinen blev uddelt efter. Med mindre der var tale om injektionsmedicin, som blev overført til et specielt injektionskardex.

For hver overførsel af de oprindelige oplysninger var der en risiko for fejl, og siden har man bestræbt sig på at komme disse fejlkilder til livs. I de senere år er det sket ved hjælp af elektronisk patientjournal, medicinmodul, dosispakning og stregkodekontrol.

Efter 1970 opstod der en ny type sygehusapoteker. På Vejle Sygehus havde man fået at vide, at medicindepot­et ikke faldt inden for lovgivningens rammer.

Det var blandt andet for at komme denne ‘lovløshed’ til livs, at man her fik oprettet et sygehusapotek i 1975. I Kolding havde man forinden fået et sygehusapotek, der skulle indgå i stedets specielle centralforsyningsmodel. Fælles for disse og andre nye sygehusapoteker var, at de blev oprettet uden mulighed for traditionel lægemiddelproduktion. Ud over at fremskaffe lægemidler blev deres centrale opgaver at yde service og rådgivning til afdelingerne samt tilberede patientspecifikke lægemidler.

Ad disse veje blev sygehusapotekerne fra store medicinfabrikker i 1960’erne gennem årtier forvandlet til farmaceutiske serviceenheder.

Samtidig med denne udvikling er der sket strukturelle ændringer, senest med regionsdannelsen. Den mest vidtgående forandring har været dannelsen af Region Hovedstadens Apotek. Herfra går spor tilbage til en halv snes københavnske sygehusapoteker, blandt andet på Militærhospitalet, Finseninstituttet og Øresundshos­pitalet.