Det er ikke »Kender du typen«, selvom billederne af de tre farmakonomer i multiemediefortællingen Tre Generationer i to tilfælde er optaget hjemme i privaten. Serien handler nemlig ikke så meget om, hvad de har i køleskabet, eller om de er til fodformede støvler eller stiletter.

Hovedemnet er deres forhold til arbejdet og den udvikling, som de selv og faget har gennemgået. Og hvordan balancen mellem arbejde og privatliv har været, siden de blev udlært som farmakonomer.

Vi har bedt sociolog Karin Mathiesen fra rådgivningsvirksomheden TeamArbejdsliv se multimediefortællingerne og de tre interview og beskrive, hvordan hun opfatter Bodil Overgaard, Carina Padbjerg Kjelstrup og Lone Herreholm.

De arbejder på henholdsvis Ordrup, Tårnby og Steno Apotek i hovedstadsområdet og repræsenterer tre generationer af farmakonomer; Carina er 32, Bodil 47 og Lone 52 år.

Udfordringer og faglighed

Karin Mathiesen lægger ud med at karakterisere de tre kvinder som positive i forhold til deres arbejdsliv.

– De virker engagerede og synes alle tre, at de har et job med store udfordringer. Det er et arbejde, som tilfredsstiller dem, fordi det har en høj faglighed, og fordi de kan være med til at hjælpe folk og give dem vejledning. Men jeg kan også læse ud af de tre interview, at de har et meget ansvarsfuldt arbejde.

Det kræver koncentration at give folk den rigtige medicin og have tjek på logistikken, siger hun.

Hvordan synes du de tre farmakonomer opfatter sig selv?

– Umiddelbart virker det som om, de ser sig selv som stærke og kompetente, og at de brænder for deres arbejde. De snakker lidt om, at det kan være nogle lange arbejdsdage, og at det måske kan være opslidende at stå i skranken mange år. Men det virker som om, de både opfatter arbejdet og sig selv positivt.

­– To af dem nævner dog, at det har været svært at komme ud af flinkeskolen, som jo handler om at være sådan lidt underdanig. Gøre, hvad man får besked på og ikke tro, at man er noget… Begge er kommet et godt stykke væk fra den skole – men den er stadig en del af dem.

Det er vel mest dem, der har været længst i faget, som har været indskrevet i flinkeskolen?

Carina, som er den yngste, har nok ikke den samme kvindeopdragelse. Den unge generation af kvinder regner ikke med, at de skal holde sig pænt tilbage og lade mændene komme frem. Men det er vanskeligt at generalisere. Det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde, hvor megen vægt man lægger på sit arbejdsliv. Mange unge kvinder vil gerne have et arbejde, som er nemt at forene med familie og fritidsaktiviteter. De går ikke nødvendigvis efter job med stort ansvar.

Kæmpe udvikling

Kan man drage paralleller fra Carinas, Bodils og Lones arbejdsliv til det, som generelt er sket på arbejdsmarkedet, siden de startede som farmakonomer?

– At man giver større ansvar og kompetence til medarbejderne er en hel generel udvikling.

Det gælder også de konstante krav om, at de ansatte tilpasser sig. Men da jeg læste artiklerne tænkte jeg, at kravet om at følge med fagligt måske er større i farmakonomfaget end i andre fag. Der er sket en kæmpe udvikling inden for det medicinske område, som kræver, at man hele tiden efteruddanner sig, så man kan gøre de rigtige ting i forhold til kunderne.

Hvordan synes du, de tre personer har håndteret denne omstillingsproces?

– De har klaret sig rigtig godt og udnyttet deres muligheder for at få større ansvar og for at efteruddanne sig. Men det er også vigtigt at huske, at ikke alle synes om at blive stillet over for udfordringer hele tiden. Vi har at gøre med tre leder- eller mellemledertyper her. Det er et generelt dilemma i disse år, at det er et krav og ikke et tilbud, at man skal følge med og udvikle sig. Der ligger ikke altid en frihed til at udvikle sig i sit eget tempo.

Glemmer de at overveje, hvordan de skal blive ved med at holde til det arbejde, som de ellers finder spændende?

– En af dem nævner, at det godt kan være opslidende at stå i skranken og at hun måske om ti år får brug for at sidde mere ned – og det er en god måde at tænke på. Hvis man er glad for sit arbejde, kan man godt være tilbøjelig til at fortrænge, at man ikke kan blive ved med at holde til det. Men det kræver, at arbejdspladserne begynder at tænke mere på tværs og give de ansatte mulighed for at integrere andre funktioner i arbejdslivet. De fleste fag har mangel på aflastningsfunktioner til ansatte, som risikerer at blive slidt ned.

Med krum hals

Har de tre kvinder nogle fælles træk?

– Det er tydeligt, at for eksempel Carina ikke vil give afkald på det, som hun får gennem sit arbejde, og som hun er meget glad for – også selvom hun har svært ved at få enderne til at nå sammen med sine lange arbejdsdage og sine små tvillinger. Hun virker ambitiøs.

Bodil er en selvstændig kvinde, der bruger megen tid på sit arbejdsliv. Hun har valgt ikke at få børn og er derfor slet ikke nogen opofrende mor-type.

Lone laver vagtplaner, som kræver noget kompetence og finderspidsfornemmelse, hvis man skal have den slags til at fungere.

Fælles for dem er, at de alle har et stort ansvar i forhold til kollegerne. Der er ingen offerroller. De virker som om, de er gået ind i tingene med krum hals.

Synes du, at de er uopmærksomme på ting, der kan udløse stress i deres arbejdsliv?

– Faggruppen har mange lange arbejdsdage og skæve arbejdstider. Når man selv kommer som kunde på apoteket og ser, hvor mange mennesker der er, at klientellet kan være temmelig blandet – og at der også kan være konfrontationer med kunderne – bliver man i hvert fald klar over, at jobbet kræver, at man holder hovedet koldt og bevarer overblikket! Det behøver ikke være en problem, at de har nok at se til. Men der er klart faktorer i deres arbejdsliv, som kan give stress, siger Karin Mathiesen.