– Har du noget, der kan kurere opkast og diarré?

En mand midt i fyrrerne med ørering, hestehale og to tykke sølvarmbånd på højre arm spørger på engelsk, mens han indtrængende kigger apotekeren Sanjour Kumar i øjnene.

– Hvor længe har du været syg, spørger Sanjour Kumar tilbage.

Sanjour Kumar er 46 år og har i otte år været ejer af et lille apotek i den indiske by Bodhgaya. Fra sin faste plads på den slidte taburet bag disken ekspederer han hver dag sine kunder, og lige nu er kunden en udlænding med maveproblemer.

– Kun et par dage, men det er ikke slemt. I øvrigt er det ikke mig, men min kone, der er syg. Hun ligger hjemme på hotellet, svarer manden med øreringen.

– Hvis hun har været syg et par dage, skal hun til læge.

Sanjour Kumar retter sin opmærksomhed mod en munk ved siden af udlændingen. Munken hoster og klapper sig på halsen for at signalere sit behov.

Fra en plads under disken hiver Sanjour Kumar en plasticbeholder frem. Forskellige blisterpakninger med piller ligger hulter til bulter i beholderen. Apotekeren finder den rigtige pakning, klipper to piller af med en grøn saks i en slidt snor og smider pillerne på disken foran munken samtidig med, at han nævner en pris.

Udlændingen forsøger sig igen:

– Jamen, det er ikke så slemt, at hun behøver en læge. Jeg skal bare have nogle piller.

– Hvor mange gange har hun kastet op i nat, spørger Sanjour Kumar, mens han giver munken tilbage på en indisk 100 rupiseddel.

Seks personer på 21 kvadratmeter

Bodhgaya ligger i Indiens nordøstlige hjørne og udmærker sig ved at være det sted, hvor Buddha for små 2600 år siden mediterede under et træ og blev til – ja, Buddha.

Byen er derfor en af buddhisternes helligste og besøges dagligt af mange hundrede gæster fra hele verden. Løseligt anslået rummer den 10.000-12.000 indbyggere.

I Bodhgaya roder køer og geder i affaldsbunkerne på torvet, mens snesevis af loppeplagede hunde kæmper en hård kamp med tiggerne om de besøgendes opmærksomhed.

Ældgamle, osteoporøse kvinder med snavsede stykker stof, filtret hår og krogede fingre antaster enhver i nogenlunde rent tøj for at få et par rupies.

Andre tiggere krabber sig med armene frem over fortovet, mens slatne ben med hård hud på knæ og ankler slæber efter dem. Kampen om »kunderne« er hård.

Uden sammenligning i øvrigt gælder det også Sanjour Kumars lille apotek, Magadh Medico, skråt over for indgangen til Buddhas tempel.

Bodhgaya rummer omkring ti såkaldte pharmacies, der under forskellige overskrifter sælger urtemedicin, håndkøbsmedicin og lægemidler efter recept.

Udvalget på hylderne af piller, salver og miksturer i Magadh Medico vidner om en vis omsætning i modsætning til flere af kollegerne i byen, hvis butikker groft sagt består af en ældre mand bag en disk og nogle temmelig støvede glas med piller på en hylde.

Alligevel kan man ifølge Sanjour Kumar trygt købe medicin på alle apotekerne i byen, for myndighederne kontrollerer jævnligt udvalget.

– De kommer cirka en gang om måneden for at se, om sidste salgsdato er overskredet og den slags. Nogle gange vil de også se mit næringsbrev. Det skal jeg forny hvert sjette år, forklarer han.

Sanjour Kumar synes, det er i orden, at myndighed­erne kontrollerer apotekernes varer og tilladelser. Men man må formode, han er glad for, de ikke blander sig i arbejdsforholdene.

På trods af et lokale på kun tre gange syv meter, som rummer både en disk og et skrivebord, og som er delt i to af et skab, der går fra gulv til loft, arbejder seks personer i Magadh Medico. Sanjour Kumar, hans far og fire ansatte.

– Og alle ansatte er uddannede, understreger Sanjour Kumar.

End ikke hårdt presset kan han dog komme i tanke om, hvad de er uddannede som, men 27-årige Bharat Pandey, der har været assistent på apoteket i 11 år, står ved siden af og kan fortælle, at han har læst biologi på college.

Det svarer til et dansk gymnasium.

Uddannelse er en vigtig pointe i et land, hvor analfabetismen er omkring 40 procent, og så betyder det mindre, at de ansattes uddannelse ikke er inden for farmaci.

Selv har Sanjour Kumar læst historie.

– Da jeg skulle tage en uddannelse, interesserede farmaci mig ikke. Så jeg valgte historie. Nu interesserer det mig, meget endda. Jeg kan rigtig godt lide jobbet som apoteker, for jeg gør noget for folk. Jeg kan lide den menneskelige relation, og derfor vil jeg gerne arbejde med det her. Men det er for sent at tage uddannelsen.

Så griner han og peger på sit hoved.

– Uddannelsen varer tre år, men jeg skulle nok læse i flere, for det sidder ikke så godt fast i hjernen længere.

Urtemedicin er bedst

Ønsket om piller har til gengæld sat sig godt fast i hjernen på manden med hestehale og ørering.

Han og hustruen er i Bodhgaya for at meditere, men desværre er hendes ønske om indre ro altså erstattet af urolig mave.

– Hun har kun kastet op et par gange i nat. Det er ikke alvorligt, jeg ved, hvad det er, og jeg skal bare have nogle piller, siger manden med ørering og kigger insisterende på apotekeren.

Efter noget diskussion opgiver Sanjour Kumar at få udlændingen til læge og finder paracetamol, stabiliserende salt og otte piller mod diarré frem fra hylderne.

– Hun skal tage to morgen og to aften, siger han og peger på pillerne mod diarré, som han pakker ind i et lille kræmmerhus af avispapir.

Så forklarer han om brugen af paracetamol og stabiliserende salte, inden udlændingen siger tak, betaler og går.

– Det her oplever jeg hver dag. Det koster penge at gå til lægen, og hos mig skal de kun betale for medicinen. Men jeg er jo ikke læge, siger Sanjour Kumar og ryster opgivende på hovedet.

Han tilføjer, at hvis konen bare havde været sløj med lidt opkast og en smule ondt i maven, ville han have givet hende urtemedicin, men at hende her burde have været hos lægen.

– Bruger I egentlig urtemedicin i Danmark, spørger han.

Hver dag benytter millioner af indere alternativ medicin, hvis egenskaber er beskrevet i en flere tusind år gammel filosofi, den såkaldte ayuveda.

En planche i Magadh Medico opremser ni gode grunde til at bruge urtemedicin, og Sanjour Kumar siger med overbevisning i stemmen, at det virker.

– Urterne helbreder langsommere end vestlig medicin, men det virker. Hvis du ikke har alvorlige problem­er, er urtemedicin bedst.

Autorisation er et must

Hvis forretningen fortsat skal løbe rundt, må Sanjour Kumar stadig sælge både urtemedicin og vestlig medicin. Hans manglende uddannelse som farmaceut kan dog på et tidspunkt blive et problem.

Indiske apoteker må nemlig kun sælge vestlig medicin, hvis en uddannet farmaceut er ansat.

I Magadh Medico i Bodhgaya er det Sanjour Kumars aldrende far, der har uddannelsen og dermed autorisationen.

Hver dag klokken 10.30 møder den gamle mand i forretningen og overtager pladsen på taburetten bag disken. Med lukkede øjne og hænderne samlet til bøn snakker han et par minutter med sine guder, mens en assistent fejer gulvet og Sanjour Kumar gør sig klar til at holde frokostpause.

Efter bønnerne er fremsagt, stryger faren sig over sit hvide skæg, retter på de tykke briller og genoptager betjeningen af de kunder, der tålmodigt har ventet.

Efter fire-seks timers ekspeditioner, lidt afhængig af humør og energi, overlader faren igen taburetten til sin søn og går hjem for at nyde sit begyndende otium.

Med en åbningstid fra 8 morgen til 22 aften alle ugens syv dage, er farens indsats ikke kun tidsfordriv, men helt nødvendig.

– De ansatte sælger også medicin, men ikke uden at jeg eller min far er inde over. De er hjælpere. Så jeg arbejder meget, fastslår Sanjour Kumar.

Det har han gjort, siden han overtog forretningen efter sin far.

På spørgsmålet om, hvad han gav for forretningen, slår han en høj latter op.

– Skulle jeg betale for den? Jeg er hans eneste søn.

Det besvarer åbenbart spørgsmålet fyldestgørende, for han forlader sagen og vender tilbage til emnet om at overtage forretningen.

– Min datter på 18 læser økonomi, og min ældste søn vil være ingeniør. Jeg håber, min yngste søn vil være farmaceut. Men det kan jeg jo ikke bestemme, siger han og trækker på skuldrene.

Han kigger lidt ud i luften, som for at forberede sig på situationen. Så siger han:

– Når min far dør, må jeg ansætte en farmaceut.

Det er ikke alle kunder, der kommer for at købe noget. Nogle kommer blot for at diskutere, hvad de har læst i avisen. Assistent Bharat Pandey til venstre følger med i samtalen, men blander sig ikke

Drømme er dejlige

Præparater for at højne den mandlige præstation i sengen kan tilsyneladende altid sælges. Også på gadeplan i Indien er der kunder til stimulerende stoffer

Muhammed Halim sidder på et tæppe på jorden med sine varer foran sig og venter på kunder. Solen skinner, og små dieseltaxaer på tre hjul sender kaskader af larm og blå røg ind over scenariet.

Nogle få meter fra ham sidder en mand og sælger snørebånd, og en 12-årig pige tilbyder små frugter, som hun først skræller. Bag Muhammed Halim har en frisør sat en stol frem og lagt saks og kam til rette på en hylde under spejlet, der hænger på et søm i muren.

Vi er i én af Indiens mindre byer, Bodhgaya i delstat­en Bihar, der er en af Indiens allerfattigste.

Her sælger Muhammed Halim urtemedicin – og drømme.

Hans slagnummer er et gråt pulver, der i rigelige mængder skal strøs på penis, hvor det vil gøre underværker. Muhammed Halim bøjer armen og spænder musklerne, da han skal vise effekten.

Ud over det grå potensmiddel, der har samme konsistens som stødt koriander, ligger der et skildpadde­skjold og nogle poser med bær og løg på tæppet foran ham. Forskellige ubestemmelige pulvere står ved siden af hinanden i brugte, gennemsigtige bolsjedåser af plastic, og en vaskebalje med sort væske, som fluerne er vilde med, er placeret til venstre for troldmanden med det lidt gavtyveagtige blik.

Med meget sigende fagter demonstrerer Muhammed Halim, hvilke besværligheder man kan komme af med, hvis man bruger hans naturmedicin. Ingredienserne kan helbrede lige fra dårlig mave over hovedpine til problem­er med irriteret hud.

Mens en inder nogle få meter væk lader sit vand, forklarer troldmanden med tegnsprog, at de grå bær i skålen, der rasler, når han ryster dem, kan helbrede diarré.

Det hele kommer ud på én gang, og derefter bliver der nærmest sat en prop i numsen.

Muhammed Halim smiler og afslører, at han ikke har et middel mod dårlige tænder.

Langsomt går en sort hund forbi og snuser til varerne, mens en herre i blå træningsdragt sætter sig på tæppet og begynder at snakke.

Kort efter trækker Muhammed Halim pulveret i bolsjedåsen frem og måler en portion op på en avis. Han folder avisen om pulveret og lægger pakken ned i en plasticpose. Så velsigner han det hele ved at løfte pakken til panden to gange.

Kunden forlader Muhammed Halim 100 rupies fattigere og en drøm rigere. (100 rupies er 13 kroner. For mellem fem og ti rupies kan du købe et solidt måltid mad i et gadekøkken).