Nysgerrigheden driver værket, siger Dorte Hougaard Navntoft.

Men det er nu kun en del af forklaringen på hendes karriere, for uden vedholdenhed og flid var hun ikke landet, hvor hun er i dag. Måske nok i Holstebro, hvor hun bor i en større villa med mand og børn, men ikke på Holstebro Sygehus, hvor hun som læge arbejder i psykiatrien. Arbejdet her indgår som en del af den endelige, praktiske uddannelse, der er den sidste del af hendes vej frem mod målet, som er egen lægepraksis.

– Måske en lang vej, men sliddet værd, og så ser jeg det faktisk som et privilegium at få lov at lære nyt, fastslår hun i en pause i sin temmelig fyldte kalender.

Bredden blev væk

Når Dorte Hougaard Navntoft i sin tid kom i gang med farmakonomuddannelsen i hjembyen Holstebro skyldtes det, at en ven af hendes forældre var souschef på Holstebro Løveapotek.

– Jeg hørte om faget og var fascineret af den bredde, der var i arbejdet som farmakonom. Fremstilling i laboratoriet, arbejdet med regler og papir i recepturen samt kontakten med kunder i skranken, fortæller hun og husker, hvordan hun i årene fra 1987 til 1990 fik sig den farmakonomuddannelse, der sigtede mod netop den kombination og variation i arbejdet.

Og kombinationen af forskellige opgaver oplevede hun da også i hvert fald i de første år af sin tiårige karriere som farmakonom på Holstebro Løveapotek. Heller ikke dengang sagde hun nej til udfordringer, idet hun ved siden af uddannelse og senere arbejde fandt tid til at fungere som dels elevformand for farmakonomelev-
erne og dels kom ind i Farmakonomforeningens Hovedbestyrelse.

– Men som tiden gik, forsvandt arbejdet i laboratoriet, observerer hun om sit arbejde på apoteket.

– Og resten af funktionerne blev samlet i skranken, hvor der var meget travlt. Så bredden i arbejdet blev mindre, og samtidig oplevede jeg en kommercialisering af faget med apotekets fokus på indtjening, der ikke føltes som en faglig udfordring, forklarer hun om den voksende fornemmelse af, at de faglige udfordringer på apoteket ikke var store nok.

– Men i Vestjylland var der ikke rigtig andet for en farmakonom at tage sig til end apoteket, konstaterer hun om baggrunden for at se sig om efter nye udfordringer.

– Jeg kunne selvfølgelig have taget fat på farmaceutstudiet, men det var der ikke så meget ved, for som udviklingen er gået, er der ikke den store forskel på farmakonomers og farmaceuters arbejde på apoteket – ud over lønnen, naturligvis, smiler Dorte Hougaard Navntoft.

Bøger og skilsmisse

Lægefaget kunne nok indfri Dorte Hougaard Navntofts krav om variation og bredde, og samtidig kunne hun fortsætte inden for sundhedsvæsenet, tænkte hun. Men hun kunne nu ikke trampe lige ind på den uddannelse, for hun havde ikke en matematisk studentereksamen. Derfor måtte hun tage tillægskurser på Ingeniørhøjskolen i Herning. Og det gjorde hun så samtidig med, at hun fik uddannelsesorlov fra apoteket.

– Jeg brugte også den tid til at finde ud af, om jeg overhovedet kunne klare at studere igen. Jeg trænede i hjemmearbejde, som jo kræver selvdisciplin, og det gik faktisk godt, så jeg fik min eksamen og kom ind på medicinstudiet i 1998, fortæller hun og forklarer, at der var nok at se til hjemme, idet familien nu havde tre børn – den yngste på to år og tvillinger på fem år.

Hver uge pendlede Dorte Hougaard Navntoft nu til Århus med tog for at gå til forelæsninger. Af sted klokken 5.24 og så hjemme igen klokken 21 på tre af ugens dage og lidt kortere tid de to øvrige hverdage.

– Det var da hårdt, men min mand havde bakket mig op og sagt, at vi nok skulle kunne klare det med hans løn og min SU. Men i det lange løb holdt familien ikke til det. Jeg ved ikke, om det var studierne, der gjorde det, men de var nok hovedet på sømmet, siger hun om den udvikling, der endte med, at hendes mand ville skilles et halvt års tid efter hendes studiestart.

Studier med børn

– Alle sagde, at nu kunne jeg da ikke læse videre og mente, at jeg måtte gå tilbage til arbejdet som farmakonom på apoteket. Men det ville betyde, at jeg alligevel skulle hente børn klokken 16, og så kunne jeg lige så godt læse. Så jeg fortsatte studierne og flyttede til Århus med børnene og hunden. Men jeg må da indrømme, at jeg oplevede en stor krise i andet semester og dumpede da også en eksamen. Men at flytte til Århus er altså det bedste, jeg har gjort, mener Dorte Hougaard Navntoft stadig.

– Ja, jeg dumpede jo i fysiologi og biokemi, men der var også dumpeprocenter på 35, husker hun og forklarer, at det faktisk lykkedes hende at gennemføre medicinstudiet på kun et halvt år mere end den normerede tid på seks år.

– Det var da hård kost, og jeg kom ikke sovende til det, siger hun, men tilføjer, at hun nok havde en god alder til studierne.

– Jeg var vant til at arbejde efter mange år på arbejdsmarkedet og måske mere disciplineret end mine studiekammerater. Jeg knoklede igennem fra otte til seksten og hentede så børn og var sammen med dem. Når de så var puttet, tog jeg fat igen, for jeg ville ikke læse, når børnene var vågne, siger hun og indrømmer, at det til tider kneb at være vågen selv, når der skulle læses.

– Uden mine forældre var det heller ikke gået, for de var fantastiske til at tage børnene i dagene op til eksaminer og i øvrigt støtte, når der var behov for det, siger hun og sammenfatter ved at sige, at det efter hendes vurdering faktisk var en fordel at have børn under studiet, for det gjorde hende mere målrettet.

– Og så var der økonomien, som jo ikke var noget at prale med, tilføjer hun om incitamenterne til at få studierne færdige.

Bred viden eller specialisering

– Jeg er nok sådan indrettet, at jeg ser alle fordelene ved at få lov at studere og beskæftige mig med det, der interesserer mig. Og det er da en fantastisk mulighed, at man kan møde op i auditoriet og høste viden fra eksperter inden for området på første hånd. Jeg var i hvert fald klar til det og sugede til mig, siger Dorte Hougaard Navntoft, som næsten oplevede et vakuum, da hun stod med sin færdige kandidateksamen. Tomrummet blev nu hurtigt fyldt ud med den praktiske videreuddannelse på seks år, som alle læger skal igennem rundt om på forskellige afdelinger. Hun er nu halvvejs gennem det forløb, men har da også overkommet at klemme tid ind til andre møder og kurser og har oven i købet fået sig en ny mand.

– Jeg var faktisk meget optaget af tropemedicin under studiet og ville gerne have specialiseret mig i det. Men det ville der jo gå fem-syv år med, påpeger hun, som sikkert kan fortælle en lang og uhyggelig historie om en ubehagelig snyltersnegl fra de varme lande, hvis det skulle være. Den har hun nemlig forsket i og skrevet om.

– Men jeg ender jo som praktiserende læge alligevel. Godt nok føles det som en ulempe, at jeg ikke kan specialisere mig, men der ligger også en udfordring i at kunne noget af det hele, hvilket kræves i praksis, lyder hendes overvejelse. Hun tilføjer, at det heller ikke er så dårligt, at hun nu er kommet tilbage til hjembyen Holstebro, hvor huse og praksis er til at købe for overkommelige penge, og hvor lokalkendskabet sikkert vil komme hende til gode, når hun skal have praksis.

– Ja, her skal man tage sig tid til at snakke med folk, og jeg kender jo mentaliteten og omgangstonen her, så det vil sikkert hjælpe både patienterne og mig i dagligdagen.

Farmakonomen med

Det er helt sikkert også en fordel at have en baggrund som farmakonom, vurderer Dorte Hougaard Navntoft, når hun tænker frem til sin praksis.

– Jeg ved jo, hvad man har i alle apotekets små skuffer, og jeg ved, hvad jeg kan forvente, at patienterne får af vejledning og derfor også, hvad jeg selv må supplere med. Så jeg har da allerede oplevet, at min baggrund som farmakonom er en stor fordel. Tilskudssystemet kender jeg, og jeg ved, hvordan man skriver recepter, smiler hun og forklarer, at den praktiske viden har hun allerede øst ud af til lægekollegerne.

– Læger er jo ikke alvidende, som de måske troede i gamle dage. Og det er godt, at autoriteten ikke er så stor i dag. Forholdet til patienten har ændret sig, så den praktiserende læge i høj grad må tage rollen som patient-
ens samarbejdspartner og sikre, at indlæggelsesforløb fungerer, som de skal. For det er ikke altid, at forskellige afdelinger arbejder lige godt sammen, vurderer hun om sine fremtidsopgaver.

Fremtid i sundhedshuse

Med sin efterhånden store erfaring i sundhedssektoren ser Dorte Hougaard Navntoft muligheder for ændring-
er i fremtiden, hvor professionernes roller også vil forandres.

– Som praktiserende læge kan jeg sagtens se mig selv i et sundhedshus sammen med andre praktiserede læger. Hver læge kan så have tilknyttet to sygeplejersker, så sundhedshuset i højere grad kan tage sig af det forebyggende arbejde og dermed aflaste hospitalerne. Her kan apoteket også få en stigende rolle, hvis der skabes klarhed om ydelserne, mener hun og understreger, at det jo gælder om at udnytte resurserne optimalt.

– Alle må gøre, hvad de er bedst til, lyder hendes pejlemærke her, og hun er i hvert fald ved at finde ud af, hvad det udsagn betyder for hende selv.

– Jeg lader interessen og nysgerrigheden styre for mit eget vedkommende. Men jeg har nok også lidt svært ved at sige nej til ting, siger hun, der ud over fuldtidsarbejdet på sygehuset og familien også får tid til noget så specielt som at fungere som stævnelæge ved stævner i speedwaykørsel og boksning.

– Det er vildt sjovt og meget anderledes og vanskeligt at sige nej til, når ens veninde har en søn, der kører speedway. Og så er det i bund og grund en stor tilfredsstillelse at kunne gøre en forskel, siger hun og forklarer, hvordan det at gøre forskel mærkes helt tydeligt i hendes nuværende arbejde inden for psykiatrien.

– Taknemmeligheden er jo ofte stor hos patienterne, når vi hjælper dem, for de er nemlig tit meget usselt stillede.