Af:
Inge Dyhr, journalist
Farmakonomer er med på råd, når der skal udpeges ny apoteker. Efter 15 år på posten trækker Ingeborg Godskesen sig tilbage som foreningens forfremmelseskonsulent, og Jannie Kristiansen tiltræder som nyt talerør for farmakonomerne, når der skal vælges ny apoteker
Efter 15 år som forfremmelseskonsulent for Farmakonomforeningen takkede Ingeborg Godskesen, 65 år, per 1. april 2010 af som farmakonomernes talerør, når der skal vælges ny apoteker. Gennem årene har hun været med til at udpege ikke færre end 180 af de ca. 245 apotekere, der findes i dag. Samtidig går hun på pension efter 48 års ansættelse på Fredericia Axeltorvs Apotek: – Men selvom jeg har været samme sted, så har jeg god erfaring med apotekerskifte, griner hun. – Jeg har haft fire forskellige apotekere med fire forskellige ledelsesformer på Axeltorvs Apotek.
Som Ingeborgs efterfølger har foreningens hovedbestyrelse udpeget Jannie Kristiansen, 53 år, som til daglig er souschef på Glumsø Apotek. Her har hun været i 13 år. De sidste 9 som leder. Og hun glæder sig helt vildt til den nye opgave: – Jeg har altid været aktiv inden for faget og glæder mig rigtig meget til at kunne bruge mine erfaringer inden for ledelse med blandt andet medarbejder- og ansættelsessamtaler, min faglige erfaring fra mange store og mindre projekter og mit store netværk, som jeg ikke mindst har fået på de mange FIP-kongresser, jeg har deltaget i. Her har jeg mødt mange af de unge farmaceuter og mærket, hvad der rør sig i sektoren – både i Danmark. men også globalt, fortæller hun og tilføjer, at hun netop har afsluttet en masteruddannelse i kommunikation, som hun også glæder sig til at kunne bruge i sit nye tillidshverv. – Jeg elsker at tale med mennesker og finde ud af, hvem de er, og derigennem være med til at finde de bedste ledere til apotekerne – til glæde for såvel faget som sektoren i fremtiden.
Godt arbejdsmiljø og gode ledere
Når ansøgninger til en ledig apoteksbevilling er modtaget i Lægemiddelstyrelsen, bliver de fremlagt for de tre forfremmelseskonsulenter.
– Min rolle som forfremmelseskonsulent er at finde de bedste ledere, så vi kan sikre et godt arbejdsmiljø på apoteket. Det gør jeg ved at læse ansøgningerne grundigt igennem og tale med ansøgerne. Ved den samtale er min rolle at lytte, spørge ind til deres kvalifikationer og høre, hvordan de vil udvikle det nye sted, så det bliver en spændende arbejdsplads for medarbejderne, fortæller Ingeborg. – Og når vi er ude på apotekerne, handler det meget om at observere og fornemme stemningen og kulturen på stedet og vurdere apoteket og den opgave, der ligger der – og sidst, men ikke mindst lytte til, hvad apoteker og medarbejdere – ofte tillidsrepræsentanten – har at sige.
– Vi går virkelig i dybden med, hvad det er for en opgave, der venter, og hvad det er for en ledelsesprofil, der kan løse den, siger hun og tilføjer, at hun – efter at have læst resultaterne fra Arbejdslivsundersøgelsen – glæder sig over at kunne konstatere, at ledelsen på apotekerne generelt er blevet bedre. – Jeg hører også gerne farmakonomernes beskrivelse af, hvilken type leder, de forestiller sig at ville have. Men det er vigtigt, at medarbejderne ikke tror, at de skal pege på en fra ansøgerlisten. Det er ikke deres opgave.
Kontakten med tillidsrepræsentanten er meget vigtig for forfremmelseskonsulenten både før og efter apoteksbesøget, og det er vigtigt, at tillidsrepræsentanten og personalet får snakket igennem, hvad det vil betyde af forandringer. – For forandringer sker, konstaterer
Ingeborg og henviser til pjecen Ny apoteker – gode råd om indledning af samarbejdet, som findes HER
I talende stund har Jannie kun besøgt to ledige apoteker. Alligevel har det givet hende et indblik i, hvor forskelligartede opgaverne kan være fra apotek til apotek. Men allerede nu har hun en række spørgsmål, som hun godt kunne tænke sig at stille farmakonomerne på et ledigt apotek. – Jeg kunne for eksempel godt ønske at høre deres holdning til apotekets fremtid. Hvilke udviklingsmuligheder ser de? Hvordan kunne de selv ønske at udvikle sig? Hvordan er organisationen, og kunne de forestille sig, at den var anderledes? Skal farmakonomerne måske have mere indflydelse under en ny apoteker? Osv.
De tre foreningers forfremmelseskonsulenter tager sammen ud og besøger de ledige bevillinger, men derudover har de ikke et formelt samarbejde: – Vi arbejder ud fra forskellige politikker og forskellige holdninger, men fælles for os alle tre er, at vi vil have faglighed samt god økonomi og drift på apotekerne. Og så vil vi have de bedste ledere. Så vi er ofte enige, siger Ingeborg og fremhæver også et godt samarbejde med Lægemiddelstyrelsen. – De vil også have gode ledere.
Vægt på engagement som leder
Gennem tiden har Ingeborg haft samtaler med de fleste ansøgere. Det er et tilbud til ansøgerne, så hun laver ikke opsøgende arbejde: – Papir er dødt, så en samtale er en fantastisk mulighed for ansøgeren – og også for mig, når jeg skal vurdere personen, siger Ingeborg og tilføjer, at hun aldrig har indstillet en ansøger, som ikke har været til samtale. En samtale med en ansøger tager typisk 1½ time.
– Jeg ser på, om ansøgeren har en god økonomisk og driftsmæssig indsigt, så der kan skabes et sundt driftsøkonomisk apotek, og det skal gerne være veldokumenteret ved kursusdeltagelse m.v. Derudover skal de også have ledelseserfaring, fortæller hun. – Og så er der det faglige. De må meget gerne have taget initiativer i deres karriereforløb, så jeg kan bekræftes i, at de vægter fagligheden højt.
Som farmakonom gennem 29 år på mere end fem forskellige apoteker har Jannie mødt både gode og knap så gode ledere: – Jeg har mødt farmaceuter, som var gode ledere, og farmaceuter, som troede, de var rigtig gode ledere, men ikke magtede det. Og jeg har mødt farmakonomer, som rigtig gerne ville, men ikke kunne få lov til at blive ledere, selvom de havde kvalifikationerne, fortæller hun. – Derfor vil jeg gerne lægge vægt på en ansøgers engagement som leder – og stille spørgsmål som: Hvordan har du tænkt dig at inddrage farmakonomerne, så de også får mulighed for at udvikle sig? Har du eksempler på farmakonomer fra nogle af de apoteker, du har været på, som har lavet nogle faglige projekter, som du har støttet op omkring? Og har du hjulpet dem med din faglige baggrund?
Med udgangspunkt i foreningens forfremmelsespolitik vil Jannie bruge sin indflydelse på at være med til at finde kompetente ledere med gode menneskelige egenskaber. – Personer, som har vist, at de kan lede og udvikle, som har lyst til at udvikle den enkelte medarbejder, siger hun. – Og som samtidig har god økonomisk indsigt og brænder for vores fag.
Cirka 3 uger efter ansøgningsfristens udløb afholdes indstillingsmøde i Lægemiddelstyrelsen. På mødet gennemgår Lægemiddelstyrelsen det ledige apotek, og konsulenterne gennemgår hver enkelt ansøger. Hver for sig tilkendegiver de tre konsulenter over for Lægemiddelstyrelsen, hvilke af ansøgerne de vurderer som egnede til den pågældende bevilling, og hvem de kan anbefale indstillet. Der bliver ikke truffet beslutninger eller konklusioner på mødet. Lægemiddelstyrelsen beslutter i enrum indstillingen.
Gode råd fra gammel til ny
Kan den aftrædende forfremmelseskonsulent give et godt råd til den nye?
– Det allervigtigste er, at du er ærlig over for dig selv og står ved dine beslutninger. Du skal ikke lade dig vippe af pinden, fordi nogen mener noget andet, lyder Ingeborgs råd til Jannie. – Og så skal du kunne stå for både ris og ros. Det sidste er let, men der er også nogen, som er utilfredse, og dem hører du mest fra. Og der kan det være svært ikke at kunne forsvare sig på grund af tavshedspligten. Det er også derfor, det er så vigtigt, at du med dig selv ved, at du gjorde det rigtige og tog det rigtige valg.
Og så synes jeg i øvrigt, at Jannie skal finde sin helt egen stil, tilføjer hun.