Hvis det aldersmæssige skal have indflydelse, så er 65 år vel en meget passende alder at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Men når man føler sig, (ter sig og har et udseende, red.) som en 45-årig, så har Lis Ekners exit næppe noget signifikant med den biologiske alder at gøre. Farmakonomforeningens sekretariatschef gennem en halv menneskealder slipper derimod grebet, fordi: »Jeg vil gå, mens legen er allerbedst!«

– Nu er det rette tidspunkt. Jeg var i 30’erne, før jeg flyttede sammen med min nu afdøde mand, og jeg har brugt ligeså mange år på mit eneste barn – Farmakonomforeningen. Men den sidste tredjedel – den er min!

Vel skal der rodes mere rundt i haven i Holte og rejses verden rundt. Og der skal spilles på både det ene (tværfløjte) og det andet (trompet) instrument – måske igen i det lokale symfoniorkester. Men der skal måske for første gang nogensinde mærkes rigtigt efter.

– En god ven sagde for nylig: Hvad med at give slip? Hvad med at tage livet, som det kommer? Og det har jeg besluttet skal være min udfordring de næste par år. Også selvom det kræver, at jeg ikke har styr på, hvor det bringer mig hen.

Lis Ekner slår storsmilende ud med de arme og hænder, der med symfonisk takt har dirigeret mangt og mange begivenheder i Farmakonomforeningens sidste 32 år. Ikke at der nogen sinde har været tvivl om retningen, hverken for foreningen eller farmakonomerne, endsige forhandlinger på det ene og det andet område. Lis Ekner har bevidst og præcist drevet farmakonomer i front – både hvad angår kompetencer, indflydelse og lønniveau. Ligesom hun har været med til at placere organisationen som en selvstændig og viljestærk del af de øvrige sundhedsorganisationer og en ligeværdig partner på apoteksområdet.

I fuldt flor

– Igennem 32 år har Farmakonomforeningen udviklet sig fra puppestadiet til en smuk sommerfugl i fuldeste flor. Kompetencerne er i top, farmakonomer kan og gør alt inden for området med undtagelse af at eje apoteker. Den politiske struktur er flere gange renoveret, senest med virkning fra 2008, og farmakonomuddannelsen er under konstant udvikling. Farmakonomforeningen er med i alle relevante høringer, sidder med ved alle relevante diskussioner og debatter og er i det hele taget blevet en så væsentlig del af det danske sundhedsvæsen, at verden ikke kan leve uden os, understreger Lis Ekner.

Lis Ekner er opdraget til at gøre »det du er bedst til«. Forventningerne var, at man ikke skejede ud. Det var en selvfølge, at da Lis var født til at tænke, skulle hun bruge sine evner. Uanset om det blev til medaljer på sportsfronten (svømning og skøjteløb), det kreative (tværfløjte og trompet) eller det akademiske (jura), så var ros og karakterpenge ikke noget, hverken Lis eller hendes søskende var forvænte med.

Ud over rampen

Skal man tale om ungdomsoprør, så udmøntede det sig for Lis’s vedkommende i studiepauserne, hvor hun op til flere gange tog i kibbutz i Israel. Og også en årrække efter studiet var bosat som rejsekonsulent for Danske Kibbutz Venner. Farmakonomforeningen har siden nydt godt af Lis Ekners internationale åre. »Vi må ud over rampen« er hendes motto, og i sine år som sekretariatschef har Lis stædigt kæmpet for at synliggøre farmakonomer og organisationen i resten af verden. Hun var tidligt med til at etablere det europæiske samarbejde i forbindelse med de første møder for søsterorganisationer i »det indre marked« tilbage i 1989/90.

– Kompetencesejre er vigtige, men sammenholdet og koblingen til søsterorganisationer og apotekssektoren i udlandet, har jeg altid ment, var ligeså væsentlige landvindinger, understreger Lis Ekner.

Pink polerede negle

Var det ikke for Lis Ekners selvsikre fremtræden, stil og altid velpolerede og pink negle, kunne man fristes til at kalde Lis Ekner for både ydmyg og en smule genert. Hun skilter aldrig med sine færdigheder, men er til gengæld heller ikke bleg for at svinge karkluden eller bære skraldet ud en fredag eftermiddag ved lukketid.

Og her er det, den eknerske personlighed måske stærkest slår igennem. Lis Ekner er her og der og alle vegne. Hun farer rundt som en hvirvelvind og støvsuger den umiddelbare omverden for både nyheder, informationer og gøremål. Der skal handles, der skal ageres – og Lis Ekner vil allerhelst gøre det hele selv.

– Missioner, visioner og målsætninger er nødvendige. Men først og fremmest mener jeg jo bare, at arbejdet skal gøres. Medlemmerne skal have den bedste løn, de bedste arbejdsvilkår, de største kompetencer. I princippet synes jeg jo ikke, det er interessant, hvem der gør hvad. Bare tingene bliver gjort. Og helst lige her og nu, siger hun.

Det er blevet en ny tid, erkender Lis Ekner. Kollegerne i Farmakonomforeningens sekretariat er super dygtige inden for hver deres felt.

– Så der er endnu en god grund til at gå og overlade roret til de unge. Jeg er lige ved at være sikker på, at de klarer det hele uden mig, fortsætter hun på velkendt ironisk vis.

Det bliver svært

Selvom Lis Ekner før noget andet er professionel, erkender hun, at det ikke bliver let at give slip. Hun har sørget for en glidende overgang, hvor der også bliver tid til at få nye statutter på plads ved et sidste europæisk farmakonommøde i Lissabon i juni. Og bunkerne på skrivebordet tyder også på total aktivitet til sidste sekund.

Kun ét er vist: Forude venter eventyret. Uvisheden bliver Lis Ekners ny guide.

– Jeg aner ikke, hvor jeg ender. Og det er hele ideen med dette – mit næste liv. Jeg giver slip og lader vinden blæse mig derhen, hvor nye oplevelser venter, slutter hun.