De unge skal starte tidligere på arbejdslivet, og de ældre skal senere på pension. Efterlønnen skal afskaffes, og folkepensionsalderen skal sættes op i takt med forøgelsen af levetiden.

Dagpengeperioden bør nedsættes, og muligheder for omskoling må forøges samtidig med en øget indsats for at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Og skatten på arbejde skal nedsættes, mens fast ejendom så beskattes mere.

Sådan lyder nogle af budene fra Velfærdskommissionen, en gruppe af økonomer samlet af regeringen for at give råd om den danske økonomis udvikling frem til 2040.
Men det er ikke nemt at spå, især ikke om fremtiden, som Storm P. sagde.

Velfærdskommissionens anbefalinger af at skaffe flere i arbejde for at sikre velfærden er de fleste økonomer enige i, men midlerne til at gøre det er genstand for stor diskussion. Og jo i sidste ende politikernes valg.

Men kritikerne mener, at Velfærdskommissionen tegner et for dystert billede af Danmarks økonomi i fremtiden og dermed anbefaler alt for drastiske reformer for at redde velfærdssamfundet. Nogle mener endda, at de reformer kan virke mod hensigten.

Service og brugerbetaling
Den offentlige sektor skal kunne klare en stigende efterspørgsel efter offentlig velfærdsservice med begrænsede resurser. Og især må presset på sundhedsvæsenet og ældreplejen forventes at blive stort, fordi antallet af ældre vil stige markant fremover, påpeges det fra Velfærdskommissionen.

Kommissionen forslår derfor blandt andet, at der skabes en mere effektiv offentlig servicesektor gennem løbende struktureftersyn og klarere resultatkrav til offentlige ledere.
Adgangen til offentlig velfærdsservice skal ligesom før være lige for borgerne og ikke afhængig af deres betalingsevne. Langt størstedelen skal stadig være finansieret af det offentlige, lyder det fra kommissionen.

Men kommissionen anbefaler, at der blandt andet indføres, hvad der kaldes en mindre brugerbetaling på sundhedsområdet, så borgerne fremover skal betale for at komme til læge eller for at indlægges. Den maksimale brugerbetaling skal ansættes i forhold til den enkeltes indkomst, lyder forslaget.

En modsigelse
Blandt kritikerne af Velfærdskommissionens forslag er professor i økonomi ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen.

Han mener overordnet, at kommissionens beregninger hviler på et meget usikkert grundlag, og at de usikre fremskrivninger af økonomiske tendenser kan give så stort fokus på aldersproblemet, at man glemmer andre og måske vigtigere kilder til udgiftsstigninger.

– Og så risikerer man at gennemføre uigennemtænkte forslag, der overser, at den danske velfærdsstat egentlig klarer sig utrolig godt, siger han og bestrider, at offentlige udgifter automatisk stiger i samme takt med en længere levetid.

– Kommissionen lander jo i en selvmodsigelse, når den på den ene side mener, at folk er for friske til at gå på efterløn og altså har så godt et helbred, at man kan flytte pensionsalderen opad. Og på den anden side fremskriver man behovet for pleje og udgifter til ældres sygdom som en kraftigt stigende udgift, påpeger han og tilføjer, at man efter hans vurdering nok så meget bør investere i en forebyggende indsats for folkesundheden, der kan formindske plejebehovet hos fremtidens ældre.

– Indførelse af brugerbetaling i sundhedssektoren vil nok også kun have en begrænset motivationseffekt og vil ramme skævt. Og den forkætrede efterløn er faktisk i gang med at afskaffe sig selv for dem, der ikke har brug for ordningen, siger han og foreslår, at reglerne for de nuværende 60-61-årige kunne udstrækkes til de 62-64-årige for at forebygge, at bedrestillede begynder at bruge ordningen.

– Men det værste er, siger han, at politikerne nok vil bruge forventede fremtidige besparelser, som næppe vil opnås, på skattelettelser eller øgede udgifter her og nu.
– Og så har man ikke løst et problem; man har skabt et.

Sundhed og udgifter
Formanden for Velfærdskommissionen professor Torben M. Andersen afviser, at der skulle være en modsigelse mellem øgede udgifter til sundhedsvæsen og velfærdsydelser og en stigende levetid.

– I Kommissionen har vi grundigt set på de modgående effekter. Og effekten af flere sunde leveår er meget beskeden i forhold til det opadgående pres på grund af nye behandlingsformer og øgede krav til sundhedsvæsenet, vurderer han.

Han påpeger, at den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder gennem flere år har været faldende, men at det i lyset af tilgængelige sundhedsindikatorer ikke kan tilskrives et generelt dårligere heldbred blandt danskerne.

– I takt med en stigende tilbagetrækningsalder ved højere pensionsalder og udfasning af efterløn regner kommissionen med, at 20 procent vil være berettiget til for eksempel førtidspension på grund af nedslidning, forklarer han.

– Og selv om levetiden stiger, og for nogle vil betyde flere sunde leveår, er det jo ikke tilfældet for alle. Nogle lever længere i kraft af de fremskridt, sundhedsvæsenet gør, men det kræver resurser. Forskellige aldersbetingede og livsstilsbetingede sygdomme vil også tiltage med stigende levealder, så man må forvente et øget pres på sundhedsvæsenet samtidig med stigende behandlingsmuligheder, påpeger han.

Udgifterne ikke dramatiske
Som kritiker af Velfærdskommissionen påpeger Jørgen Goul Andersen, at det generelt er sådan, at de udgifter, Velfærdskommissionen forudser for at holde velfærdssamfundet gående, ikke er store i forhold til bruttonationalproduktet.

– En stigning på tre-fire procent af bruttonationalproduktet, hvilket jeg tror er overvurderet, er langt mindre end faldet i de offentlige udgifter fra 1996 til nu, og ikke mere end man kan solde op ved tre-fire års letsindig finanspolitik, siger han.

– Skulle det endelig være, er det jo til at betale sig fra, når man tænker på, at vi om 40 år nok vil være dobbelt så rige som i dag, fortsætter han.

– Men det værste er, at Velfærdskommissionen opgiver 2010-planens opsparingsstrategi og lægger op til at mindske afdragene på statsgælden, hvor sparede renteudgifter ellers skulle finansiere de stigende ældreudgifter, siger han, som også finder det forkasteligt, at staten vil bruge de enorme milliardindtægter fra nordsøolien på forbrug for én generation i stedet som i Norge at opbygge en fond til at dele den resurse med fremtidige generationer.

Det fleksible arbejdsmarked
Jørgen Goul Andersen råder også til, at man bevarer den såkaldte flexicurity-model (sammensat af flexibility og security), hvor arbejdsgiverne kan fyre ansatte, når de ansatte til gengæld ved, at de kan få understøttelse i en længere periode eller gå på efterløn.

– Den model er man tiltrukket af mange andre steder i Europa, og så forekommer det mærkværdigt, at kommissionen arbejder på at barbere den ned her i landet, lyder hans kritik.

– Hvis man for eksempel fjerner efterlønnen, vil det naturlige modkrav være en beskyttelse mod afskedigelser, som man kender det i næsten alle andre europæiske lande.

Efterløn og arbejdsmiljø
I FTF lyder meldingen også, at Velfærdskommissionen overvurderer finansieringsbehovet for fremtidens velfærd og derfor lægger op til langt mere drastiske reformer end nødvendigt. Og i FTF kritiserer man, at kommissionen udelukkende fokuserer på rent materiel velstand og ikke på sikringen af de menneskelige og sociale værdier, som et mere rummeligt arbejdsmarked med mere attraktive arbejdspladser vil kunne give.

Opgaven må i stedet være at forbedre det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, hvilket også vil modarbejde en tendens til tidligere tilbagetrækning, hedder det fra FTF.

Eventuelle ændringer i pensionsalderen bør under alle omstændigheder ske gradvis, mener man også i FTF, hvor man samtidig afviser en udfasning af efterlønnen, så længe man ikke indfører seniorordninger og et forbedret arbejdsmiljø. Og i FTF fremhæver man Velfærdskommissionens konstatering af, at nedslidning ikke begrænser sig til særlige grupper på arbejdsmarkedet, hvilket gør det vanskeligt at begrænse efterløn til specielle grupper.

At forkorte dagpengeperioden finder FTF overflødigt, da forslaget ses som et udtryk for, at ledigheden fejlagtigt tilskrives de lediges jobsøgningsadfærd, og FTF afviser også forringelser af fleksjob-ordningen samt ophævelse af den forlængede dagpengeret til 55-59-årige med henvisning til flexicurity-modellens bevarelse.

I FTF ser man hellere en øget, individuel vejlednings- og omskolingsindsats, hvis og når flere skal i beskæftigelse.

Hellere mere sundhedsfremme
I FTF afviser man nemlig ikke effektiviseringsbestræbelser som Velfærdskommissionen anbefaler, men man understreger, at der må benyttes kvalitative mål baseret på analyse, og man gør også opmærksom på, at det langt fra er dokumenteret, at udlicitering af opgaver fører til effektivisering.

En gradvis nedsættelse af statstilskud til kommunerne som tilskyndelse til effektivisering vil forværre kommunernes i forvejen stramme økonomi, påpeges det i FTF.

Men kommissionens forslag om, at det særlige sundhedsbidrag i forbindelse med strukturreformen gøres til en egentlig sundhedsskat, støtter FTF, da det vil give sammenhæng mellem ansvar for udgifter og finansiering.

Til gengæld tager FTF afstand fra kommissionens forslag om øget brugerbetaling på sundhedsområdet og tvivler på, om der er besparelser at hente her. Snarere må man fremme behandling i tide og forhindre mere omfattende behandling senere. Og en brugerbetaling vil vende den tunge ende nedad og ramme hårdest hos de i forvejen dårligst stillede.

I FTF er man samtidig skuffet over, at kommissionen ikke har valgt at fokusere langt mere offensivt på sundhedsfremme og forebyggelse, som kunne sikre flere et sundt og virksomt liv – altså netop et større udbud af arbejdskraft og mulige besparelser i sundhedssystemet, som er mål for Velfærdskommissionen.

Ikke tænke på penge ved sygdom
Også i Farmakonomforeningen har man fulgt Velfærdskommissionens arbejde med opmærksomhed, siger foreningens formand Susanne Engstrøm.

– Da kommissionen blev nedsat, kunne man godt være bekymret over, at den stort set bestod af ene økonomer, og derfor kunne man også være lidt mistænksom over for, om der nu ikke også stod besparelser på dagsordenen, siger Susanne Engstrøm.

– Resultatet af kommissionens overvejelser viser da også, at her er tale om udpræget økonomiske betragtninger. Så man må stadig efterlyse et helhedsperspektiv, hvor sociale værdier sammentænkes, fortsætter hun, men påpeger samtidig, at kommissionens overvejelser om fremtidens velfærd bestemt er relevante.

– I et samfund, hvor de unge er længere om uddannelse, og de ældre vil tidligere ud af arbejdsmarkedet, er det jo vigtigt at fokusere på, om der er midler til det, og hvordan midlerne fremskaffes. For det gælder for mig at se om, at vi bevarer grundlaget for velfærdssamfundet fremover og altså for fremtidige generationer også. Den diskussion er helt central, og her må arbejdsmarkedets parter også deltage, mener hun.

– Så vi slipper ikke for at kigge på efterløn og tilbagetrækningsalder. Efterlønnen kom jo til verden både som et tilbud til de nedslidte og som et instrument i forhold til høj ledighed og betragtes nu som en velerhvervet rettighed. Så det vil gøre ondt at skrue på den ventil, men man må også se på sagen i forhold til kommende generationer, hvor det jo nødig skulle gøre endnu mere ondt, fordi vi har fået en generel mulighed for at gå tidligt fra arbejdsmarkedet, argumenterer hun og understreger, at den sag ikke blot er til at lovgive sig ud af, men kræver en holdningsdiskussion.

– Når det gælder brugerbetaling for sundhedsydelser, må jeg sige, at jeg generelt er imod dem og mener, at vi skal bevare et offentligt finansieret sundhedssystem. Men faktisk findes der jo brugerbetaling i nogle dele af systemet, for eksempel hos tandlægen, mens andre ting er gratis. Og det kan man da godt diskutere rimeligheden af.

– Men som helhed er min holdning, at fundamentet i systemet må være, at det under alle omstændigheder er gratis at komme til konsultation hos egen læge og blive indlagt på hospitalet. Ingen skal tænke på penge, når de bliver ramt af sygdom. Og skal der indføres brugerbetaling for andre ydelser, må det i hvert fald gøres afhængigt af indtægt og formue, lyder det fra Farmakonomforeningens formand. 

Mere pisk end gulerod
FTF har som høringsberettiget løbende diskuteret med Velfærdskommissionen, og grundlæggende er man her enige med kommissionen om, at en stigning i levetiden vil give et behov for flere år på arbejdsmarkedet, mener formanden for FTF Bente Sorgenfrey.

– Men vi er også uenige i en række af kommissionens anbefalinger af midler til at nå det mål, siger hun.

– Generelt svinger kommissionen pisken for voldsomt i forhold til at finde nogle gulerødder. FTF’s egne analyser af arbejdsmarkedet viser, at motivet for at trække sig tidligere tilbage i høj grad skyldes for lidt fleksibilitet samt usikkerhed i forhold til, om man har de rette kompetencer i forhold til kravene. Det kan man for eksempel se i forhold til kommunalreformen, siger hun.

– Så i stedet for at tro, at stramninger fastholder folk længere tid på arbejdsmarkedet, skulle man hellere se mere på, hvordan tilbagetrækningen kunne udskydes ved at give mulighed for fleksible seniorordninger, der kan tilpasse privatliv og arbejdsliv samt generelt forbedre uddannelsesmuligheder og arbejdsmiljø. Arbejdsgiverne har jo generelt været for dårlige til at etablere seniorordninger, påpeger formanden for FTF.

– For at sikre fremtidens velfærd er der altså flere værktøjer at gribe til end stramninger. Men det er da fint, at analyserne bliver lagt frem til en offentlig debat, for her er tale om ømtålelige emner, siger hun og nævner her for eksempel efterløn og brugerbetaling.

– Jeg tror, vi vil få en justering af pensionsalderen og efterlønsordningen, men den vil nok komme et stykke ud i fremtiden, så folk får tid til at indrette sig på ændringerne og gardere sig, mener hun og understreger, at nedslidning rammer generelt på arbejdsmarkedet, hvorfor der må være tale om generelle ændringer.

Bente Sorgenfrey tilføjer, at FTF også har kritiseret kommissionens anbefalinger af brugerbetaling og privatiseringstanker.

– Vi er tilhængere af, at der skal være fri og lige adgang til sundhedsydelser. Åbner man for brugerbetaling, åbner man også for et instrument, som man kan skrue op og ned for. Og så vil der jo oftest blive skruet op, vurderer hun og påpeger, at effekterne af en privatisering af offentlige opgaver bestemt ikke altid giver heldige resultater eller besparelser.