Det kan være svært at lave om på sig selv. Og svært at lave om på noget, man ser sig selv i. Ofte er der tale om angsten for, at det, der ændres, vil røre en personligt.

Sådan har det ikke været med de sidste to års »strukturdebat« i Farmakonomforeningens hovedbestyrelse. En debat som startede med vedtagelsen af Mit Fællesskab 2010 ved sidste delegeretmøde. En debat som tager sin afslutning, hvis hovedbestyrelsens forslag til ny struktur vedtages på delegeretmødet til november.

– Det har været en god dans. En dans med både kraft og sjæl – fejende flot og til tider ret intens. Sagt med andre ord: Hovedbestyrelsen har gjort et godt arbejde. I vores debatter var det altid organisationen, der var i centrum.

Kultur og ånd
Susanne Engstrøm giver farmakonomers kultur og ånd æren for, at debatten er foregået, som den er, og også at forretningsudvalget er meget tæt på det daglige arbejde.

Igen understreger Farmakonomforeningens formand, at en strukturomlægning ikke sker for omlægningens skyld, men for at kunne »se sig selv« i nogle fremtidige sammenhænge og arbejdsopgaver.

– Vi vedtog på sidste delegeretmøde i 2004 Mit Fællesskab, hvor vi har valgt at fokusere meget på farmakonomers fremtidige faglige opgaver. Farmakonomforeningen er nødt til at omstrukturere sig for at løse den opgave og for også i fremtiden at kunne tage nogle handlekraftige beslutninger.

– Og så handler det også om, at vi for at kunne rekruttere yngre kræfter hele tiden må modernisere vores organisation, siger Susanne Engstrøm.

De sidste generalforsamlinger
Hun forbereder i skrivende stund sin tale til landets kreds- og sektionsgeneralforsamlinger vel vidende, at det bliver sidste gang, de afholdes som i hendes hidtidige 17-årige formandsperiode. Samtidig har foreningen 60-års jubilæum.

– Og derfor bliver det ikke nogen sørgmodig ceremoni. Vi er på vej mod fremtiden og mange faglige spændende opgaver, som vi med en moderniseret struktur nu top-tuner organisationen til at løse, siger hun.

Susanne Engstrøm vil ud over forslaget til ny struktur dette efterår ligeledes være meget optaget af alle de politikker – med udgangspunkt i Mit Fællesskab – der skal vedtages på det kommende delegeretmøde.

Opgaven er blandt andet at synliggøre, at farmakonomer er en faggruppe, der gerne vil tage medansvar for patienternes medicinering. Med plejehjemsundersøgelsen har Farmakonomforeningen for eksempel forsøgt at få afsat penge gennem Finansloven – ikke nødvendigvis til farmakonomer, men til mere hjælp til korrekt medicinering af plejehjemsbeboere.

– Over sommeren har vi set, at flere apoteker har fået etableret et godt samarbejde med forskellige kommuner – blandt andet i Lyngby, hvor Apotekerforeningens formand har apotek.

– Her er det imidlertid helt markant, at der ikke deltager farmakonomer.

Kun ved egen kraft
– Selvom vi har rykket meget, må jeg også konstatere, at hvis farmakonomer skal på dagsordenen, så sker det kun ved egen kraft.

Så Farmakonomforeningen er i samarbejde med FOA (Fag og Arbejde) på ny i gang med selv at rykke. Der arbejdes på at starte et forsøg med samarbejde med en større kommune om bedre medicinhåndtering i plejesektoren.

– Og vi giver heller ikke så let op, når det handler om at påvirke relevante folketingspolitikere for igen at få afsat penge på Finansloven. Vi er i fuld gang, fortsætter hun.

Et minus i Apotekerforeningens karakterbog høstes for en overvejelse om at gå til sundhedsministeren for at få ændret apotekerlovgivningen.

– I 1997 blev lovgivningen netop ændret, så farmakonomer har kompetence til at stå alene på filialer. Det skete til dels ud fra en konkret vurdering fra politikerne om, at det var farmakonomer kvalificerede til.

Dybt uartigt
– Nu mener Apotekerforeningen så, at det er et bedre signal for fagets overlevelse, at der også på filialerne altid skal være en farmaceut til stede. Hvis der vel og mærke ikke er farmaceutmangel. I de tilfælde er farmakonomernes signalværdi åbenbart god nok.

– Jeg synes, det er dybt uartigt, konstaterer Susanne Engstrøm, som dermed tilkendegiver over for såvel Farmaceut- som Apotekerforeningen, at den overvejelse vil hun ikke bakke op om.

Til gengæld er der plus til et nyt samarbejde med Apotekerforeningen om klinisk farmaci. Her er der nedsat et udvalg, hvor blandt andre Susanne Engstrøm og Apotekerforeningens vicedirektør, Helle Pinholt, deltager. Opgaven er at se på farmakonomers kompetencer og opgaver inden for klinisk farmaci.

Generelt vil det være svært at måle præcis, hvor og hvordan Mit Fællesskab og tankerne forud har rykket. Susanne Engstrøm har før valgt at kalde de sidste ti år for et langt sejt træk, hvor forskellige delelementer har spillet en større eller mindre rolle.

– Det rykker jo hele tiden. Havde du for 10 år siden spurgt en farmakonom, om hun kunne se sig selv arbejde selvstændigt for eksempel på et sundhedscenter eller med et fagligt projekt, der skulle præsenteres internationalt, havde svaret været et rungende nej!

– Faktum er, at 21 farmakonomer »lige om lidt« drager til FIP i Brasilien for at diskutere faglighed, projekter og efteruddannelse med kolleger fra hele verden. Så kan vi selv? Ja, det mener jeg.

– Men vi vil gerne samarbejde, og heldigvis gør vi det både på apotekerne, i industrien og på sygehusene, hvor farmakonomerne har overtaget en lang række spændende arbejdsområder. Sammen kan vi gøre det bedre for patienternes skyld, slutter Susanne Engstrøm.

Stregerne i strukturen

Farmakonomforeningen ønsker med en trimmet struktur at møde fremtidens krav til en faglig organisation, gennemføre intentionerne i Mit Fællesskab og politisk matche de nye strukturer på det sundhedspolitiske område

Hvis hovedbestyrelsens forslag til ny struktur vedtages på delegeretmødet i november, vil Farmakonomforeningens nye organisation bestå af en både lodret og vandret struktur.
På det vandrette plan er fem regioner, som udspringer i apoteksområdet, og som erstatter de 11 kredse. Samtidig bevarer farmakonomerne de tre landsdækkende sektioner for industriansatte, offentligt ansatte og eleverne.

De landsdækkende sektionsbestyrelser sammensættes med en formand og fem medlemmer fra hver sin region. Dermed sikres et lodret forløb, der skal skabe grobund for optimalt samarbejde mellem bestyrelserne i regioner og i de landsdækkende sektioner.

Det vigtige lokalkendskab
Det bliver de landsdækkende bestyrelsers hovedopgave at gå ud i de regioner, hvor de er valgt, og skabe et frugtbart samarbejde med regionsbestyrelserne. På den måde sikrer Farmakonomforeningen, at organisationen i hver region også har en politisk repræsentant med lokalkendskab, hvad enten det gælder regionsspørgsmål inden for det offentlige område eller industrien.

Alle landsdækkende organisatoriske, fagpolitiske, sundhedspolitiske og sociale aktiviteter styres fra central side og er dermed den nye 10 mands hovedbestyrelses ansvar. Regionsformandens ansvar er alle aktiviteter, der alene kan relateres til regionen.

– Det har været et udtalt ønske fra de menige medlemmer, at nærheden til Farmakonomforeningen centralt bevares. Jeg mener, vi har sikret dette ønske ved fortsat at placere ansvaret for alle landsdækkende aktiviteter hos os »på borgen«, forklarer Susanne Engstrøm.

Plads til alle
Et af formålene med strukturomlægningen har også været at slanke beslutningsprocessen fra det tredelte til et todelt system. Hovedbestyrelsen og forretningsudvalget foreslås derfor nedlagt, og i stedet opstår en bestyrelse på 10, én fra hver af regionerne og sektionerne og Farmakonomforeningens formand og næstformand.

Vedtages forslaget til ny struktur på delegeretmødet i november vil der i den nye bestyrelse være ni pladser færre end i den nuværende hovedbestyrelse. Hertil siger farmakonomernes formand:

– Nogle vil vælge ikke at genopstille, andre vil arbejde mere lokalt i de regionale og landsdækkende bestyrelser. Men selvfølgelig kan vi ikke udelukke kampvalg i regioner, hvor mange kredse er blevet slået sammen. En ting er sikkert; der er masser af udfordringer og plads til alle, slutter Susanne Engstrøm.