Af:
Arne Bang Jensby, journalist
2006/18 - Velkommen til den nye struktur
De offentligt ansatte så positivt på foreningens fremtid ved sektionens måske sidste generalforsamling. Fremtiden vil betyde en lille Farmakonomforening i hver region, vurderede sektionens formand på mødet, der som vanligt viste god debatlyst
Næsten hundrede veloplagte deltagere tog hul på de offentligt ansattes generalforsamling med en sang. Og der var flag på bordene i anledning af foreningens 60-års fødselsdag ved det, der sandsynligvis bliver sektion?ens sidste generalforsamling.
Sektionens formand Judith Christensen kunne dog berolige med, at der i fremtiden vil blive holdt årsmøder, så man ikke kommer til at mangle den traditionsrige årlige sammenkomst, hvor man får udvekslet meninger og festet med kolleger.
Skelsættende år Året er ikke blot skelsættende på grund af foreningens fødselsdag, fastslog sektionsformanden i sin beretning. Det er formentlig også sidste år med den nuværende uddannelsesordning, og det første hvor det fine emblem har set dagens lys.
– I år har vi fået landsdækkende medicinservice, det vil sige, at samtlige sygehusapoteker nu tilbyder den service i større eller mindre omfang, påpegede Judith Christensen.
Hun konstaterede, at sektionen nu omfatter 667 medlemmer, og i et tilbageblik på foreningens historie fastslog hun, at sektionen med sine 34 år på bagen udgør et værdifuldt fagligt fællesskab præget af faglig udvikling.
– Det fællesskab og det netværk, vi derigennem opbygger, skal og vil vi værne om også i fremtiden, understregede hun og præsenterede derefter sektionsbestyrelsens målsætning og påpegede, at en spørge?skemaundersøgelse har vist, at der er stor enighed blandt medlemmer og bestyrelse om vision og mission.
Kompetencer og regioner Judith Christensen mindede derpå om aftalen om kompetenceudvikling, der indebærer opstilling af udviklingsmål for alle hvert andet år.
– Der skal være mulighed for kompetenceudvikling både gennem det daglige arbejde og gennem efter- og videreuddannelse, fastslog hun og tilføjede, at der i forbindelse med strukturreformen kan ydes efter- og videreuddannelsesorlov med fuld løn i op til to måneder eller halv løn i fire.
Strukturreformen vil for mange af medlemmerne ikke betyde de store ændringer, vurderede sektionsformanden, der dog påpegede, at man i Region Hovedstaden har valgt at fusionere sygehusapotekerne med deraf følgende rokeringer for de ansatte.
– Man har dog mulighed for at søge et andet job, hvor man arbejder nu, men det er langt fra sikkert, at man får det, påpegede hun.
– Vi kan bruge vores TR, hvis vi er i tvivl om noget med reformen, og kender hun ikke svaret, sidder Christine Brandborg i foreningen ved telefonen hver dag og kan hjælpe med at besvare spørgsmål, huskede Judith Christensen sine medlemmer på. Der er ingen panik, men stadig lang vej, inden den nye sygehusapoteksstruktur falder endelig på plads, vurderede hun.
Klinisk farmaci for alle Årets TR-dag havde som vanlig fuld opbakning, noterede sektionsformanden tilfreds og påpegede, at der er midler til yderligere TR-kursusdage, som TR’erne har givet inspiration til. Der arbejdes mod at afvikle et kursus i slutningen af februar.
At alle sygehusapoteker nu har medicinservice ude på afdelingerne er resultatet af et langt sejt træk, mente Judith Christensen, der tilføjede, at der stadig er et stykke vej, inden alle afdelinger kommer med.
Det gælder også om, at farmakonomerne får adgang til medicinskemaer og EPJ, sagde hun og mindede om, at farmakonomerne selv har ansvaret for, at de får væsentlig og aktiv indflydelse på medicinhåndteringen.
– Der er meget stort fokus på utilsigtede hændelser og fejlmedicinering lige nu. Vi skal ud og bevise, at vi kan være med til at minimere dem, for det kan vi i høj grad, sagde hun og tilføjede, at den indsats selvfølgelig kræver stadig kompetenceudvikling og videreuddannelse.
Hjemme i den nye struktur Endelig kunne Judith Christensen med tilfredshed konstatere, at sektionen bevares med den foreslåede nye struktur i foreningen, hvor sektionen også bevarer en plads i hovedbestyrelsen og får et årsmøde. Medlemmer og forening kommer tættere på hinanden med regionsopbygningen, hvor der også er lagt op til øget regionalt samarbejde med Sundhedskartellets øvrige medlemmer.
– Alt i alt er forslaget fordelagtigt for vores sektion, idet vi bevarer vores sektionsbestyrelse og vores politiske indflydelse og får et samarbejde på tværs med de andre områder, sagde sektionsformanden, der også vurderede, at samarbejdet lokalt med Sundhedskartellet opprioriteres med regionerne.
– Der er mange fælles udfordringer at samarbejde om, sagde hun og pegede her på arbejdskraftmangel på sygehusene, på stress og øgede krav til effektivitet som eksempler.
– Når sektionen fylder 40 år, har vi udvidet vores familie betydeligt, men vi vil stadig ikke være i tvivl om, at Farmakonomforeningen er vores hjem, lød Judith Christensens vurdering af fremtiden.
Kommentarerne til sektionsformandens beretning viste, at der ude i regionerne er fuld kraft på samarbejdet, men at der for eksempel på it-området kan gøres mere for at oplyse om resultaterne, som Annette Ankerlund fra Århus vurderede. I Region Syd tages de treårige kompetenceplaner op hvert andet år, fortalte Kirsten Pedersen fra Vejle.
Foreningens formand Susanne Engstrøm takkede i forbindelse med strukturdebatten sektionen for konstruktivt samarbejde.
Både I og industriens sektion har vist entusiasme. I har været lidt angste i starten, men spillet godt med, og I kan sagtens være stolte af jeres bestyrelse, sagde hun og fastslog, at øvelsen overordnet er at få mere indflydelse ude i regionerne.
Samarbejde og nærvær – Nærværet har været vores styrke, sagde Susanne Engstrøm.
– Nu kommer vi til at opleve meget store regioner, men det skal ikke gå ud over nærværet, så vi må nok holde møderne flere steder i hver region og ikke bare et, fortsatte foreningens formand. Hun så frem til, at der opstår et styrket samarbejde på tværs i regionerne.
På spørgsmål fra Kirsten Malene Jespersen fra Århus om, hvorvidt aktiviteter i stigende grad varetages af hovedbestyrelsen i den nye struktur, kunne Susanne Engstrøm svare bekræftende, men tilføjede også, at det står regionerne frit at arrangere møder selv.
– Det spørgsmål er ikke afklaret i detaljer, sagde formanden. Annette Ankerlund udtrykte lettelse over, at sektionen ikke bliver nedlagt, men påpegede samtidig, at foreningens repræsentanter må være godt klædt på, når de skal møde de garvede sygeplejersker ude regionalt.
– Det skal nok ske ved kurser, lovede Susanne Engstrøm og forklarede, at der er penge til initiativer, men ikke planer om generelt at lægge honorarer ud i region?erne.
På et spørgsmål om, hvorvidt man kunne være sikker på, at det vil blive en farmakonom fra den offentlige sektion, der ude i det regionale samarbejde i Sundhedskartellet taler farmakonomernes sag, mente sektionsformanden, at sådan vil det blive.
– Der samarbejdes også på tværs af sektioner i regionerne, så vi får faktisk en lille Farmakonomforening i hver region, påpegede hun.
– Og en farmakonom fra en sektion kan godt fungere med indsigt i en anden sektion, når det regionale samarbejde kommer i gang. I får forståelse for hinandens områder, og det vil åbne muligheder, lød Susanne Engstrøms forventning.
– Vi kan være glade for, at flere kommer til at arbejde sammen, og at vi bliver flere til at tale på hinandens vegne. Jeg ser den udvikling som en fordel, mente Birgit Valentin Hansen fra København. Og som afslutning på debatten om strukturændringen bad Judith Christensen forsamlingen tilkendegive tilslutning ved at rejse sig. Og det gjorde alle faktisk til hendes tilfredshed.
Uddannelsen ændres Fra forretningsudvalget fortalte Anne Mortensen blandt andet om klinisk farmaci i voldsom vækst, hvilket kræver meget mere farmakologi, og om hvordan farmakonomuddannelsen nu ændres. Ændringen er også begrundet i, at flere dropper ud af uddannelsen, hvilket måske kan imødegås blandt andet ved at skærpe optagelseskriterierne, fortalte hun og forklarede, hvordan uddannelsen også i samarbejde med Dansk Selskab for Sygehusapotekere (DSS) vil blive styrket. Hun kunne også oplyse, at elever i fremtiden vil få en studiedag om ugen i et stigende elektronisk samarbejde med Pharmakon.
At uddannelsen hverken er MVU eller bacheloruddannelse, gav Susanne Engstrøm et par ord med på vejen.
– Jeg tror, at der skal en ny lov til om bacheloruddannelsen med ændrede krav. Og det er der ikke noget, der tyder på. Der sker først noget, hvis der er støtte fra arbejdsgiverne. Og får vi en yderligere liberalisering, hvem står så med uddannelsesforpligtelsen, spurgte hun.
– Men vi rykker hele tiden, sagde hun som svar på den opgaveglidning, flere deltagere gjorde opmærksom på er i gang for tiden.
– Det er vigtigt at være bevidst om glidningen og diskutere den, men vi farmakonomer tager altså godt fra her, fastslog hun, men afviste muligheden af en enhedsuddannelse i fremtiden mellem farmakonomer og farmaceuter.
At det kniber med at skaffe kombi-elevpladser nok, beklagede Louise Christensen, selv elev fra Århus, men det skyldes træghed hos de private apotekere, vurderede Anne Mortensen.
– Ja, men husk, at I selv er advokater for jeres uddannelse. Gør opmærksom på, at I er glade for den helhed, den giver, lød det fra en tidligere kombielev, Line Wulff fra forretningsudvalget.
Kompetencer og stress Hanne Gravengaard, næstformand i sektionen, orienterede derpå om arbejdet i kompetenceudvalget nedsat af DSS. Der har været afholdt 12 kurser med flot deltagelse, fortalte hun og opfordrede til, at kolleger med nye ideer til kurser kontakter kompetenceudvalget. Hun gjorde også opmærksom på vejledning om kompetenceudvikling, der angiver rammer for udvik-lingssamtaler og udviklingsplaner. Eksempler kan findes på foreningens hjemmeside.
Bestyrelsesmedlem Helle Vinther fortalte om, hvordan basisproduktionen, såvel den galeniske som den sterile, er presset mange steder, mens klinisk farmaci er i fremgang.
Cytostatikaproduktionen er også vokset, hvilket har krævet flere medarbejdere, og de er vanskelige at skaffe efterhånden, fortalte hun og meddelte også, at der forestår store ændringer på SAF (Sygehus?apotek Fyn), der lukker en del produktion og bygger om med deraf følgende omvæltninger for personalet.
Endelig berettede bestyrelsesmedlem og medlem af arbejdsmiljøudvalget Gitte Nellemann Madsen om FTF’s stressundersøgelse, der viste, at 11 procent af de deltagende farmakonomer har været sygemeldt på grund af stress. Stress er fokusområde og har ført til, at man har afholdt temadag for sektionens sikkerhedsrepræsentanter. Nu lægges der op til at få udarbejdet en stresspolitik. Det er der ikke mange arbejdspladser, der har i dag, viste hendes spørgsmål til forsamlingen.
Arbejdsmiljøudvalget har derfor indstillet til hovedbestyrelsen, at der fortsat sættes fokus på problemet i det kommende år, sagde hun. Hun fortalte også, at tidligere sygehusapoteker Vagn Handlos er i gang med at undersøge sikkerheden ved cytostatikaproduktion rundt om i landet.
Flere deltagere i generalforsamlingen kunne allerede rapportere om fine resultater. Men som en deltager spurgte: Hvad så, hvis resultaterne ikke er fine?
– Nogle steder er der fundet lidt forurening, så der gør vi noget ekstra. Og det gør vi altså også, hvis der findes mere, sagde Susanne Madsen fra Århus.
Kampvalg – fem til to Endelig fik medlem af redaktionsudvalget Annette Ankerlund ordet for at orientere om arbejdet her. Hun kunne love flere artikler fra sektionens område og fik i øvrigt deltagerne på benene med en lille gimmick. Fagbladet har stadig en vigtig funktion og kan ikke afløses af hjemmesiden, konkluderede hun og fortalte, at redaktionsudvalget jo er lydhør over for forslag til artikler.
Bestyrelsens kollektive beretning blev godkendt, hvorefter regnskabet blev præsenteret. Derpå gennemgik Susanne Engstrøm foreningens overordnede politikker, inden man gik over til valg.
Formand Judith Christensen var ikke på valg, men måtte tage afsked med bestyrelsesmedlem Helle Vinther, der gik af.
Næstformand Hanne Gravengaard blev genvalgt. Ved nyvalg af to bestyrelsesmedlemmer var der kampvalg mellem fem opstillede kandidater. De to medlemmer blev Gitte Nellemann Madsen fra SAF, genvalgt, og Lisbet Christensen fra Storstrømmens Sygehusapotek, nyvalgt.
Vedtages den nye struktur på delegeretmødet i november, er alle bestyrelsesmedlemmer på valg i efteråret 2007.
|