FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Fagpolitik
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2006/19 - Kagedåsens renæssance - eller noget om at gøre politisk tænkning rationel
Nogle gange er man heldig ikke at skulle genopfinde den dybe tallerken. I forløbet Kursus for hele bestyrelser er kimen lagt til fremtidig håndtering af kurser for nye bestyrelser – såvel centrale som decentrale

Nogle kredse er blevet opdelt i en række geografiske TR- og fagnetværk med hver sin netværksansvarlige i bestyrelsen. Andre har udviklet en sang, et mimespil og en billedserie, der på forskellig vis forholder sig til Mit Fællesskab 2010. Industrien har defineret og afdækket jobområder for farmakonomer år 2010. Og en enkelt kreds har personligt leveret kagedåser til hvert eneste apotek i kredsen – med kager, men på lågets inderside tilmed en analyse af medlemmernes forventninger til bestyrelsen fremover.
Synliggørelse, så det batter!

Og nej – ovenstående er ikke Nyhedsbrev fra regionsbestyrelser år 2008. Faktisk er det uddrag af de projekter, som alle bestyrelser har arbejdet med i løbet af det sidste år på Kursus for hele bestyrelser. Kurset, der har været afviklet over tre moduler på tværs af alle tre sektioner, har været guidet af organisationskonsulent Tim Lund-Jensen og faglig konsulent Hanne Krogh fra Farmakonomforeningens sekretariat.

Opgaven var at gennemføre bestyrelsesuddannelse for de politisk valgte i alle kreds- og sektionsbestyrelser med udgangspunkt i erfaringer fra et pilotforløb i 2005 med en ny type bestyrelsesuddannelse.

En aha-oplevelse
I forhold til pilotforløbet var der ændret på formålet, så projekterne skulle tage udgangspunkt i Mit Fællesskab 2010. Ideen har været at få bestyrelserne til at tænke i politiske budskaber. Tim Lund-Jensen og Hanne Krogh er enige om, at øvelsen har været noget af en aha-oplevelse.

– Ikke kun fordi der de fleste steder blev anvendt resurser langt ud over det »skemalagte«, og hvor nogle blev presset til grænsen af det mulige – rent tidsmæssigt. Men især fordi det er lykkedes at gøre politik rationel, forklarer Tim Lund-Jensen.

– Farmakonomforeningen har været igennem en strukturdebat, som er helt uafhængig af den politiske tænkning, vi skulle arbejde med på bestyrelseskurserne. De to udviklinger kom på grund af udgangspunkt i Mit Fællesskab i virkeligheden til at »køre ind over hinanden«. Og vi kom samtidig til at arbejde med både den centrale og decentrale rolle, fordi der deltog menige bestyrelsesmedlemmer og en stor del af hovedbestyrelsen (bortset fra formandskabet), siger han videre.

– Jeg tror, det vil smitte af på Farmakonomforeningens måde at tænke på, så organisationen kommer til at tænke mere politisk fremover.
Begge konsulenter håber, at erfaringerne med at afholde kursusforløb parallelt mellem det centrale og decentrale led vil blive efterspurgt også i fremtiden.

Genialt samspil
– Det er genialt at udnytte det samspil, der opstår – dels når farmakonomer fra alle tre sektioner skal arbejde sammen om politisk tænkning – og dels når både centrale som decentrale politikere lærer sammen, siger Hanne Krogh.

– Personligt tror jeg, at denne måde med at uddanne på tværs af sektioner og bestyrelser har været med til at kvalificere debatten. Det har været interessant at se, hvordan mange har udviklet sig fra under strukturdebatten, hvor det var vigtigt for især sektionsbestyrelserne at promovere vigtigheden af fortsat at kunne være sig selv – og til nu i disse forløb med de apoteks?ansatte, hvor politik blev en fælles ting for alle – uanset område, fortsætter hun.

Begge konsulenter er i øvrigt enige i, at der vil være klogskab i, at de kommende regionsenheder, hvis den ny struktur vedtages på delegeretmødet i november, får hjælp til at udvikle sig både på regionsplan og sammen.

– Og der er kommet så mange nye ideer op, at der ikke er grund til at opfinde den dybe tallerken på ny. De ideer, der er udviklet under kurset, kan bruges til at inspirere andre med. Det er noget med at sende kagedåsen videre, slutter Tim Lund-Jensen.


Genialitet på kryds og tværs
Stort engagement, innovation og involvering hos alle deltagere i Kursus for hele bestyrelser

Skønt de to konsulenter ikke gerne fremhæver nogle bestyrelses-projekter frem for andre, fordi alle har været meget innovative og levet op til succeskriterierne, er der alligevel et par stykker, der fortjener særlig omtale. Derfor nævnes i flæng:
• Industrisektionen havde som formål at definere og afdække jobområder for farmakonomer år 2010.
• En kreds havde valgt humoren som redskab til at anvise en måde, hvorpå man kan lege sig til Mit Fællesskab i sang, mimespil og billedserie.
• Og så er der kagedåsen, som betegnes som genial. Her har man gennemført en interessentanalyse på medlemmernes behov for, hvad kredsen skal have på hylderne. Kagedåsen blev leveret personligt af bestyrelsen til det enkelte apotek. Og ud over kager indeholder den svar på undersøgelsen.
• Op til flere kredsbestyrelser har arbejdet med etablering af fremtidssikrede netværksgrupper.

Og hvad kan vi så bruge ovenstående til? Konsulenterne er ikke i tvivl:
– Specifikt har vi fået nogle erfaringer hjem, som kan bruges i det videre arbejde. Der er gjort et frem?ragende forarbejde, der kan hjælpe organisationen, når den skal ud og etablere det nye regionsbestyrelsesarbejde, siger Tim Lund-Jensen.

– Og vedtages den nye struktur opstår en hel ny hovedbestyrelse og nye regionsbestyrelser. Jeg håber, erfaringerne fra arbejdet i Kursus for hele bestyrelser kan genbruges og hjælpe de nye med at finde og forstå de roller, de skal udfylde, slutter Hanne Krogh.

« Tilbage til Fagpolitik

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk